Kommentar af Rasmus Hundsbæk Pedersen og Pernille Bærendtsen
En kampagne mod biobrændsel, som Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har lanceret, bruger alle de forkerte argumenter, forvrænger virkeligheden og leverer en ensidig fremstilling.
Og så endda i et land som Tanzania, hvor MS har arbejdet i 50 år.
Kampagnen stiller bl.a. spørgsmålet: “Skal verdens fattigste sulte, fordi vore biler kører på madbenzin?” En anden slagkraftig overskrift lyder “Europas tyveri af jord i Afrika”.
Der kan være gode grunde til at være imod biobrændsel, særligt, hvor produktion af biobrændsel forbruger mere energi, end den fremstiller.
Desværre er det ikke de grunde, MS bruger i kampagnen, der i bedste fald er vildledende og i værste fald direkte skadelig. Indholdet halter.
Kampagnematerialet fokuserer på store internationale firmaer, der er gået “på jagt efter enorme landområder, hvor de kan dyrke fødevarer til vores biler”.
Er det overhovedet tyveri?
Kampagnen bruger en jordhandel i Kisarawe-distriktet, tæt på 40 kilometer fra Tanzanias største by, Dar es Salaam, som et eksempel på jordtyveri. Det er der flere problemer i.
For det FØRSTE fremgår det indirekte af MS’ egen hjemmeside, at en del af den kompensation, lokalbefolkningen blev lovet for jorden, rent faktisk blev til noget – bl.a. omkring 750 job fordelt på to år – men at firmaet ikke nåede at bygge de lovede skoler og klinikker, inden det blev sat under administration pga. dårlig økonomi.
Mere direkte fortæller en lærerinde, at hun har iagttaget, at “tingene går nedad” på grund af handlen, og flere andre landsbyboere giver deres besyv med.
Problemet er, at de står uimodsagte. Vi savner her både udsagn fra firmaet, der stod bag jordhandlen og fra de lokale myndigheder og politikere, som har det formelle ansvar.
MS’ kampagnemateriale fremstiller denne jordhandel alt for ensidigt. Kan det f.eks. overhovedet kategoriseres som ’tyveri’?
For det ANDET tyder meget på, at udenlandske jordopkøb i Tanzania koncentrerer sig om opkøb af tidligere statsfarme, som staten ikke har kunnet gøre rentable.
For det TREDJE tyder meget på, at biobrændselsboomet i Tanzania toppede i 2008 og for længst er ovre.
Det er konklusionen i et nyligt udgivet oplæg til konference af forskerne Nelson, Sulle og Lekaita. Siden da har virksomhederne oplevet store økonomiske problemer, og flere er gået fallit.
Den nuværende tanzanianske debat om land grabbing har efter alt at dømme mere at gøre med tanzaniansk indenrigspolitik end med EU-politik.
Hvor megen jord drejer det sig egentligt om?
Endelig er der enorm usikkerhed om omfanget af de større jordhandler. Men efter alt at dømme er det langt mindre, end tallene i presserapporter viser.
Den mest seriøse undersøgelse er fra Land Matrix – en online database over jordhandler – og den har kun kunnet finde bekræftelse på ca. 2-300.000 hektar handlet jord. Heraf er næsten halvdelen en koreansk handel, som angiveligt aldrig blev til noget.
Det kan lyde af meget. Men alene de tidligere statsfarme udgør omkring 550.000 hektar. Og i Tanzania er der ifølge Verdensbanken 10 millioner hektar opdyrket land ud af et samlet areal på omkring 100 millioner hektar.
Hvad vi til gengæld kan være relativt sikre på er, at tanzanianske investorer – bl.a. byernes voksende middelklasse – er meget aktive opkøbere af jord på landet.
Hvad vi også ved, er, at både regering og opposition i Tanzania mener, at der er behov for flere – ikke færre – investeringer i tanzaniansk landbrug. De er nødvendige for, at der kan skabes økonomisk udvikling i landet.
Vi er med på, at land grabbing er et problem Tanzania. Det er bagsiden af den rivende økonomiske udvikling, som Tanzania undergår netop nu.
Meget kan gøres for at forberede lokalbefolkningerne bedre i forbindelse med den stigende handel med jord. Men det sker formentlig bedst ved kapacitetsopbygning, dvs. ved investeringer i administration og retssystemer.
Samt seriøse oplysningskampagner i Tanzania, der fortæller folk om deres rettigheder. Det er bare ikke – os bekendt – en del af MS’ biobrændsel-kampagne.
Skråsikkerheden skader
Jordspørgsmålet i Afrika er ikke sort-hvidt. Slet ikke i Tanzania.
Efter mere end 50 år i Tanzania burde Mellemfolkeligt Samvirke have et godt grundlag for at koble kampagner i Danmark med saglige fremstillinger fra de faktuelle forhold i landet.
I stedet ser vi endnu en kampagne, hvor MS har sendt en ’ambassadør’ – en dansk standupkomiker – der forklarer (i en video på MS’ hjemmeside) landsbyboerne, hvad deres problemer er!
Vi ser den samme skråsikkerhed komme til udtryk, når MS’ forkvinde, Trine Pertou Mach, den 26. marts i år til Information udtaler:
“Vi må hurtigst muligt udfase den del af EU’s kvoter for vedvarende energi, som fører til jordtyveri og mangel på fødevarer”. Trine Pertou Mach er også folketingskandidat for SF og veksler jævnligt mellem de to poster.
Set med SF-briller kan der være god grund til Pertou Machs hastværk. For ikke så lang tid siden var SF for biobrændsel og pushede den dagsorden med fuldstændig samme skråsikkerhed:
“SF søger flertal for påbud om biobrændstof i benzin og diesel” (overskrift i Information 24. oktober 2005). Der er noget at rette op på.
Skader troværdigheden
For MS er skråsikkerheden et problem, fordi det skader organisationens troværdighed.
Vi har lært MS at kende som en organisation, der lagde vægt på saglighed og som søgte at engagere folk på tværs af det politiske spektrum.
Vi er ikke i tvivl om, at MS ønsker at forbedre livsforholdene i Tanzania, men vi mener, at MS’ kampagne er en helt forkert måde at gøre det på.
Rasmus Hundsbæk Pedersen er ph.d-studerende hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Internationale Udviklingsstudier på RUC. Pernille Bærendtsen er freelancejournalist og har tidligere arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i bl.a. Tanzania. Hun er tillige fast blogger på U-landsnyt.dk.
Indlægget bringes i dagbladet Information torsdag, men er fremsendt af debattørerne til redaktionen og stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
