Af Poya Pakzad, Mellemfolkeligt Samvirke
Regeringen og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger at de er positive overfor at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Mellemfolkeligt Samvirke er utålmodig og presser regerningen for konkrete svar.
#1. Hvor længe skal vi se til, mens muligheden for en fredsaftale forpasser for øjnene af os?
Efter seksdageskrigen i 1967 tog Israel kontrollen over bl.a. Østjerusalem og Vestbredden. Siden har Israel opført omkring 150 statsgodkendte bosættelser på disse områder i tillæg til ca. 100 såkaldte “forposter” (selvbestaltede bosættelser).
Bosættelsesblokkene og forposterne er omgivet af ca. 54O checkpoints, militære udposter, en otte meter høj mur og anden infrastruktur, der understøtter bosættelserne. I alt svarer det til, at Israel har beslaglagt 43 procent af Vestbreddens areal.
I 1980 annekterede Israel officielt Østjerusalem, og landet har erklæret hele Jerusalem for ”Israels evige og udelelige hovedstad”. Hverken bosættelserne eller annekteringerne er dog blevet anerkendt af det internationale samfund, tværtimod er de konsistent blevet erklæret ulovlige.
I 1979 var der 10.000 bosættere. I 1989 var der 189.000 bosættere. Og i 2011 anslog FN antallet af bosættere til at ligge på over 520,000 (320.000 på Vestbredden og 200.000 i Østjerusalem).
Tallet er endnu højere i dag, da den israelske stat gennem økonomiske subsidier tilskynder israelere til at flytte ind i bosættelserne.
Oprettelsen af bosættelser, og strømmen af israelske bosættere til de besatte palæstinensiske områder, er flagrante brud på Den Humanitære Folkeret. Samtidig er det en overtrædelse af det internationale forbud mod tvungen annektering.
Bosættelsespolitikken forhindrer meningsfulde fredsforhandlinger, for snart vil der ikke stå meget tilbage at forhandle om.
De mest frodige landarealer og vandreserver er blevet eksproprieret af den israelske stat, og de palæstinensiske områder er delt op i fragmenterede enklaver med udbredt fattigdom.
Verdensbanken, IMF og FN’s Konference for Handel og Udvikling har alle advaret om, at den fortsatte israelske bosættelsesekspansion truer med at sabotere den positive udvikling i statsopbygningsprocessen.
Danmark, EU og FN har i mange år kritiseret bosættelsespolitikken. Da Udenrigsminister Martin Lidegaard var på besøg i Israel i november 2014 udtalte han til pressen, ”at det er med stigende bekymring, vi i Danmark og EU ser nye bosættelser blive bygget… Vi fordømmer bosættelserne, fordi vi ser dem som en forhindring for freden og en tostatsløsning.”
På trods af de mange fordømmelser har der dog været langt fra ord til handling.
#2. Hvor længe vil vi tolerere, at palæstinenserne skal leve med konstante menneskerettighedskrænkelser?
Palæstinenserne på Vestbredden betaler en høj pris for bosættelserne, som de selv er udelukket fra at færdes i. For at skabe plads til bosættelserne tvinger israelske soldater jævnligt palæstinensere ud af deres hjem og væk fra deres marker, forretninger og lokalsamfund.
Besættelsen af de palæstinensiske områder bryder flere af civilbefolkningens menneskerettigheder:
Beslaglæggelsen af land og opførelsen af bosættelser forhindrer palæstinenserne i at oprette deres egen sammenhængende og levedygtige stat.
Palæstinenserne er fortsat statsløse, selvom de har en internationalt anerkendt ret til selvbestemmelse. De har ikke en stat, som gennem en forfatning kan garantere sine borgere basale rettigheder.
Palæstinensernes ytringsfrihed, religionsfrihed, bevægelses- og forsamlingsfrihed, ejendomsret, retfærdig rettergang, suverænitet over egne naturressourcer, og retten til selvbestemmelse er alt sammen sat ud af spil under den militære besættelse.
Palæstinensere, som protesterer fredeligt mod disse overgreb, bliver ofte selv udsat for hårdhændet behandling. End ikke børn bliver undtaget fra denne praksis. Da palæstinenserne er underlagt besættelsens militærorden, må de ikke demonstrere uden godkendelse.
Enhver forsamling på mere end ti mennesker, der kan tolkes som ”politisk”, gøres ulovlig, medmindre man har fået eksplicit tilladelse fra det israelske militær. Derfor bliver selv fredelige protestaktioner opløst og demonstranterne anholdt, fængslet eller angrebet.
Sagt mere direkte: Palæstinensernes helt basale rettigheder bliver systematisk trådt under fode.
#3. Hvor længe skal verdenssamfundet se tavst til, mens Israel opretholder en kvælende blokade af Gaza-striben og undergraver genopbygningsprocessen?
Det er mere end et halvt år siden, de sidste bomber faldt over indbyggerne i Gaza tilbage i sommeren 2014 fra juni-august. Den 51-dages lange krig kostede 2200 mennesker livet, størsteparten af dem civile, herunder mere end 500 børn. Atter tusinder sårede. Flere end 500.000 palæstinensere blev fordrevet under bombardementerne, og i dag er mere end 100.000 mennesker stadig hjemløse.
Israel har endnu ikke løftet blokaden af Gaza, og genopbygningen er derfor knap nok kommet i gang. De to millioner palæstinensere er fortsat stuvet sammen i et åbent fængsel i et af de mest befolkningstætte landområder på kloden.
Hamas’ raketaffyringer kostede seks mennesker livet på den israelske side, herunder ét barn. Det har skabt rædsel hos indbyggerne i de israelske byer, som støder op til Gaza-striben.
I dag er der et meget stort behov for både nødhjælp og genopbygning i Gaza. I oktober sidste år gav det internationale samfund tilsagn om 5,4 milliarder dollar til genopbygning og nødhjælp i Gaza. Men kun fem procent er nået frem.
Samtidigt advarer FN om, at organisationen er ved at løbe tør for penge og midler til at dække de akutte behov for nødhjælp.
Et halvt år efter krigen er mindre end en tusindedel af de basale genopbygningsmidler såsom cement og armeringsjern nået frem. Med det tempo vil det tage årtier at blive færdige med at genopbygge.
Ud over at det internationale samfund ikke har vist villighed til at hjælpe de nødstedte 1,8 millioner palæstinensere, der blev ofre for de massive bombninger, er det et konkret problem, at Israels blokade bremser nødhjælp og materialer i at nå frem til beboerne i Gaza.
Både FN og EU har opfordret Israel til at hæve blokaden, men der er ingen tegn på, at de rykker sig. Blokaden har stået på i snart ni år, og Gaza befinder sig på randen af socialt og økonomisk kollaps. Spørgsmålet er derfor:
#4. Hvor længe skal vi acceptere den komplette straffrihed for militært dirigerede overgreb og undvigelsen af ansvar under Folkeretten og menneskerettighederne?
Oven på blokaden har Gaza-striben været udsat for tre ødelæggende krige inden for en periode på blot seks år.
På trods af et væld af menneskerettighedsrapporter og FN-kommissioner, som peger på at både Israel og militante palæstinensiske grupper har begået krigsforbrydelser, er ingen blevet stillet juridisk til ansvar eller blevet straffet.
I marts 2015 vil FN’s undersøgelseskommission indlevere sin rapport til FN’s menneskerettighedsråd. Det sker kort efter, at det palæstinensiske selvstyre har ratificeret Rom-statuttens vedtægter og er blevet optaget i Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Det palæstinensiske lederskab har bedt straffedomstolen om at undersøge krigen i Gaza og besættelsen på Vestbredden med henblik på en retsforfølgelse.
Det er blevet mødt af modstand fra den israelske regering. Bl.a. tilbageholder man de skatteindtægter, som Israel opkræver på vegne af det palæstinensiske selvstyre.
Men en sådan undersøgelse foretaget af Straffedomstolen vil ikke kun se på Israels praksis i de besatte områder men samtidigt på Hamas og andre militante palæstinensiske grupper.
Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og det bliver normen at magthavere straffrit kan angribe civile uden at skulle frygte for retslige konsekvenser, så vil straffriheden lægge kimen til fornyede konflikter, som hver gang går værst ud over civilbefolkningen.
#5. Hvornår er det nok? Hvornår vil Danmark træde i karakter og anerkende Palæstina som selvstændig stat?
Danmark har i mere end 20 år, på tværs af skiftende regeringer, haft en officiel politik, som støtter etableringen af en sammenhængende og bæredygtig palæstinensisk stat. Gennem millioner af danske bistandskroner har vi gennem årene støttet Palæstinas selvstændighed og statsopbygning.
Men fraværet af et troværdigt perspektiv for fred har skabt udbredt håbløshed, apati og desperation. Det er på høje tid, at de flotte ord fra europæisk side om palæstinensernes ret til selvbestemmelse bliver fulgt op af politisk handling fra medlemsstaternes side.
Regeringen og udenrigsminister Martin Lidegaard har tidligere sagt, at Danmark ikke kan anerkende Palæstina, før et samlet EU vedtager en fælles position.
Men det står i modsætning til EUs nye udenrigschef Federica Mogherinis udsagn om, at det er medlemslandene – og ikke Bruxelles – der skal gå forrest. EU kan ikke længere tjene som et alibi, når det kommer til at afstå fra at tage konkret handling.
I Mellemfolkeligt Samvirke mærker vi en stor folkelig interesse og opbakning til palæstinensernes sag, hvor næsten 40.000 har sagt ’Anerkend Palæstina’ med deres underskrift. Der er sket et målbart skifte i, hvordan danskerne og europæerne i særdeleshed ser på Israel. Meningsmålinger bekræfter ligeledes, at et klart flertal af de danske vælgere ønsker, at regeringen anerkender Palæstina.
Danmark bør følge op på de positive og progressive erklæringer fra bl.a. svenske politikere og britiske, franske, spanske, italienske og irske parlamentarikere om anerkendelsen af Palæstina.
FN, IMF og Verdensbanken har alle erklæret, at Palæstina lever op til kriterierne for selvstændighed, samt at palæstinenserne indenfor flere nøglesektorer er mere statsparate, end de er pålagt at være. 135 lande verden over har anerkendt Palæstina som selvstændig og suveræn stat.
Danmark bør tage bestik af de nye toner i den europæiske offentlighed og stille sig på den rigtige side af historien ved at anerkende Palæstina.
En sådan anerkendelse vil styrke de i forvejen hårdt prøvede fredskræfter på begge sider i konflikten.
Det vil sende et stærkt politisk signal til parterne om, at en fredsaftale skal findes nu, samt at freden må bygges på international lov og med respekt for menneskerettighederne.
Poya Pakzad er politisk analytiker i Mellemfolkeligt Samvirke.
