På forespørgsel af læger på Al Shifa hospitalet i Gaza By sender Læger uden Grænser (MSF) et kirurgisk hold, bestående af en kirurg, en narkoselæge og en operationssygeplejerske til sygehuset.
Derudover sender Læger uden Grænser et mobilt hospital med operationsstue og intensivafsnit for at øge hospitalets behandlingskapacitet.
Organisationen håber, at opnå den nødvendige tilladelse til både operationsholdet såvel som nødvendige forsyninger får adgang til Gazastriben, fremgår det af en pressemelding fra MSF Danmark torsdag.
Under alle omstændigheder kan Israels midlertidige stop for bombardementer betyde, at flere får mulighed for at få lægehjælp. Samtidig betyder det at nødhjælpsarbejdere kan bevæge sig ud og livsnødvendige forsyninger kan nå deres destination.
– Når det er sagt, er pausen i bombardementerne langt fra nok. Civilbefolkningen i Gaza er stadig truet de resterende 21 timer i døgnet. Befolkningen er fanget i området og vi kan som nødhjælpsorganisation ikke nå frem til de mennesker, der har brug for vores hjælp. Vi har brug for adgang til de sårede døgnets 24 timer, siger Søren Brix Christensen, Læger uden Grænsers danske formand.
Læger uden Grænsers hold, bestående af 3 udsendte og 70 palæstinensiske medarbejdere, har hjulpet de palæstinensiske sundhedsmyndigheder med at behandle sårede, siden konflikten begyndte.
De har distribueret medicinske forsyninger og lægemidler til flere hospitaler, der var tæt på at løbe tør. Cirka 20 medarbejdere fra Læger uden Grænser behandler lokale indbyggere i deres hjem og foretager op mod 40 hjemmebesøg om dagen.
– 1,5 millioner palæstinensere, hvoraf næsten halvdelen er børn, er under konstant beskydning og bombardement. Hvordan kan nogen forestille sig, at et sådant damptromleangreb vil skåne civile, som er stuvet sammen i en tæt befolket enklave og ikke har mulighed for at flygte, siger Franck Joncret, chef for Læger uden Grænsers projekter i Gaza.
Yderligere oplysninger hos Maria Dohn, kommunikationschef i Læger uden Grænser, mobil 29 70 29 79, e-mail: [email protected], web: www.msf.dk