Han var en afrikansk diktator lige efter bogen. Skånselsløs over for enhver, der kom ham på tværs, kompromisløs i sin stræben efter magt. Han ville have ofret hele sit folk, hvis det blev nødvendigt. Det blev det heldigvis ikke. Men ved slutningen af hans liv var en fjerdedel af dem rejst til udlandet for at overleve. Resten var hovedsagelig forarmet og forgældet.
Da hans befrielsesbevægelse, Zimbabwe African National Union (ZANU), havde overvældet det hvide, racistiske styre i Rhodesia, og Mugabe i 1980 havde vundet det første demokratiske valg og omdøbt landet til Zimbabwe, sagde nabolandets Mozambiques præsident, Samora Machel, til Mugabe, at han ”havde arvet en juvel”, og bad ham passe godt på den.
For Rhodesia var det mest industrialiserede land på kontinentet efter den sydafrikanske mastodont og havde et effektivt, eksportorienteret landbrug. Intet andet afrikansk land havde ved sin selvstændighed på papiret så gode vilkår til at kunne klare sig økonomisk.
Han passede ikke på juvelen. Ved Mugabes død er der færre arbejdspladser end ved selvstændigheden, industrien ruster, bønder lever af fødevarehjælp. Alt var ofret for det ene mål, at han og hans parti kunne fastholde magten. I så henseende var han enestående succesfuld. De færreste ville have været i stand til at overleve eksklusion af Commonwealth, eksklusion fra IMF’s og Verdensbankens fond af billige lån, diplomatisk isolation fra vigtige vestlige donorlande – plus interne oprør og dødbringende fraktionskampe og en voksende folkelig modvilje.
Mugabe formåede at vende angrebene til egen fordel, bl.a. ved at plyndre landet og fodre sine loyale løjtnanter med rovet, så de kunne holde modstanderne i skak, altid et træk foran fjenden.
De vestlige stormagter opdagede for sent hans taktiske evner, og kunne kun se måbende til, når han vendte deres grovkornede angreb til panafrikansk forsvar ”mod neokolonialismen”. Vesten forstod for sent, at han var lige så meget en del af løsningen, som han var en del af problemet Zimbabwe og magtede ikke at skabe den nødvendige dialog, der kunne have reddet landet og deres egne, lokale interesser.
Mugabes terror gjorde ham urørlig
Mugabe var lynende intelligent. I sine ti modbydelige fængselsår for agitation mod det hvide styre – mange af dem i isolation – studerede han sig til bachelorgrader i økonomi, jura og administration.
Da han i 1975 flygtede til det nyligt selvstændige naboland Mozambique, havde hans fængslede kammerater – hele ZANU’s ledelse – ganske vist valgt ham til organisationens leder, men den egentlig magt voksede ud af geværløbene på ZANU’s militære gren, der i mere end ti år havde ført en selvmorderisk, stadig mere succesrig krig mod et sammenbidt brutalt, hvidt regime.
Med sine talegaver og taktiske evner lykkedes det civilisten at blive øverstkommanderende uden at have affyret et skud. Han afholdt sig personligt fra vold, han forstod at få folk til det grove. Det gav ham plads til at udvise stor, dybfølt omsorg, selv over for politiske modstandere – samtidig med, at hans gorillaer forfulgte dem nådesløst.
I sådanne magtkampe havde Mugabes kynisme tilsyneladende ingen grænser: Han lod sig afbilde trøstende enken til manden, han havde ladet myrde. Han talte fred og forsoning og sendte mord og terror, alt med et pokerfjæs. En hel nation rystede for ham, ministre krøb på gulvet de sidste meter før hans fødder. Hans terror gjorde ham urørlig.
”Det begyndte ellers så godt,” plejer historien at fortælle om den bebrillede revolutionære. Folket elskede befrieren. Lige så forfinet, den Shakespeare-citerende intellektuelle i sit skræddersyede Saville Row jakkesæt var, lige så grov og plat talte han til pøblen i sine valgkampe, piskede den til ekstase, mens den undervejs krummede sig af grin eller samledes i forenet forargelse over fjenden.
Europa og kolonialismen var medskabere
Mugabe levede efter både den italienske magtfilosof Machiavellis råd som den kinesiske guerillaleder Mao Tse Dungs anvisninger om erobring og magtbevarelse: Han fulgte den førstes bud om at skabe klare fjendebilleder og spille sine fjender ud mod hinanden, og han efterlevede den andens gode råd om at alliere sig med sin næststærkeste fjende til at overvinde den stærkeste – og dernæst kvæle den første.
Som nyvalgt præsident rakte han hånden ud til den overvundne fjende, det hvide styre, der sad på al anden magt i landet i 1980 end den politiske. De hvide fik lov til at beholde deres mægtige farme, deres banker og fabrikker, så han kunne fastholde landets eksportindtægter og skabe et godt forhold til Vestens donorer. Deres fokus var på den helt store juvel i Afrika: Den Sydafrikanske Republik, hvor hvide racister fortsat opretholdt magten med stigende brutalitet – i åbenlys konflikt med den fremtid, alle kunne se i horisonten. I den vestlige verdens øjne skulle Zimbabwe tjene som det gode eksempel, der kunne overbevise Sydafrikas hvide om, at de trygt kunne acceptere demokratiet og dermed et sort styre.
Vestlige donorer bød derfor i 1980’erne Mugabes socialdemokratisk-udseende politik velkommen – og bidrog gerne med penge. Mugabe lod skoler bygge overalt, universiteter fulgte, zimbabweanerne blev kontinentets bedst uddannede befolkning. Dét var en bedrift – og hans vigtigste eftermæle.
Men i Mugabes revolution fulgte nissen med. Det hvide styres arrogance over for småfolk, under hvilken han voksede op, og dens umenneskelige knægtelse af rettigheder og intolerance over for opposition levede videre.
Mugabe overtog det hvide styres undtagelseslove og skærpede dem. For at udradere den interne, afrikanske opposition indledte han i 1983 fire års terror mod landets største etniske minoritet, ndebelerne, med mord, tortur og sult.
Den vestlige verden lukkede beslutsomt øjnene og lod Mugabe forblive donor darling.
Dermed glemmer ”Bogen om afrikanske diktatorer” nok engang at fortælle, at også han var skabt af Europa og ikke mindst den arrogante, iskolde behandling, kolonialismen udsatte den afrikanske befolkning for i generationer.
Forgudet og forsømt
Mugabe var en ulasteligt klædt, kontrolleret sfinx i jakkesættenes stive kropspanser. Men hvad var det dog med hans hænder? De flitrede hen over bordet, ofte måtte han beslutsomt lægge den ene hånd oven på den anden for at holde uroen i ave. Hvad var det dog, der kriblede så ukontrollabelt i hans indre?
Det var ingen tilfældighed, at selveste ærkeenglen optrådte i hans navn. Robert Gabriel Mugabe blev født af en ludfattig kvinde i en desperat egn. Forarmet af de hvides grådige jordrov var hun og resten af stammen forvist til en stenet, sandet, regnløs egn. Faderen stak af og hun faldt i dyb depression.
I den sydende hede var kun at resignere eller klynge sit håb til Gud. Det sidste gjorde mor Bona med en intensitet, der nærmede sig det fanatiske, og drengen blev slæbt til messe hver dag, to gange om søndagen. Hun forestillede sig sin søn frelst under vingerne af den lokale, hvide missionær, og missionæren, den irske fader O’Hea, ikke bare lyttede til mor Bona, men fortalte hende, at sønnen var skabt til og ville blive noget stort, hvis han arbejdede hårdt og hun støttede ham. Efter denne profeti forgudede hun barnet.
Hun beskrives som en ”kold, streng nonne”, hvis sparsomme varme var reserveret Jesus; hun havde ikke hjerte til overs til børnene. Robert var et fysisk skvat, der blev mobbet og ikke turde slå igen.
På én gang forgudet og forsømt overlevede Robert på jernhård disciplin og tilflugt i bøgerne.
I dobbeltheden mellem sine jævnaldrendes hån og moderens pacende dyrkelse lærte han sig drømmens flugt og magtens tålmod, når han ilede i mors eller missionærs beskyttelse, råbende af sine plageånder, ”at han nok skulle vise dem, når han blev stor!”
Var hævnen som princip ham allerede indpodet som barn? Tabte han allerede dengang evnen til at forstå virkeligheden, som andre ser den? Måske var der endnu grummere ting på spil – nogle iagttagere og analytikere antyder, at den katolske fader pillede ved drengen, når de fjernt fra landsbyen tumlede sig i floden; finder vi her et bidrag til Mugabes intense homofobi?
Kroppens ticks mod de indre dæmoner
Mugabe regerede i 37 år, indtil hans egne satte ham fra magten ved et paladskup i november 2017. Fra begyndelsen måtte han, der havde befriet sit land fra racismens åg, leve med aggressionen fra racismens højborg Sydafrika i dennes sidste, farlige fase af apartheid.
To attentater med sydafrikansk afsender overlevede han, men viste alligevel både pragmatisme og principfasthed over for Sydafrika. Han vandt anerkendelse som regional leder og statsmand med internationalt format, feteret befrielseshelt overalt i den tredje verden, formand for De Alliancefrie lande, leder af den regionale organisation SADC, etc.
Men gennem al denne hæder og anerkendelse slap underhundens skamfuldhed ham aldrig. Han var ingen prins som Sydafrikas befrielseshelt, Nelson Mandela, der havde let ved magtens sødme.
Mugabe så tværtimod utilpas ud i sin officielle kapacitet, som var magtudøvelsen en tung byrde. I hans seneste år forplantede hændernes dans sig til voldsomme kropslige ticks, så arme og skuldre midt i samtaler eller interviews keglede rundt i besynderlige ryk.
Det var ikke små dæmoner, hans indre måtte bekæmpe, og de styrkedes tilsyneladende, som regningerne omkring ham voksede overvældende.
Hans eftermæle er plettet; hans arv endnu ikke opgjort. Zimbabwe er fortsat underlagt et reelt et-partistyre under præsident Emmerson Mnangagwe – men bortset fra det, er landet først og fremmest et dynamisk samfund af entreprenante overlevere.
Mugabes uddannelsespolitik har styrket dette og gjort Zimbabwe til et potentielt slaraffenland for investorer.
Frelsen eller syndfloden?
Når Zimbabwe engang kommer sig over ZANU’s mishandling, vil det derfor utvivlsomt igen fremstå som et af kontinentets mest fremgangsrige.
Mugabe efterlader et fattigere land så dybt korrumperet, at råddenskaben næppe udryddes i sigtbar fremtid.
Hans parti er åndeligt forarmet efter to generationers ja-sigeri, toppen er integreret i lokale og international mafiøse netværk; ingen efterfølger har måttet hæve sig, men svinerige generaler er fortsat opsatte på at sikre deres rov.
Oppositionen er svag og besmittet af styrets arrogance og voldstradition.
I disse dage bliver Mugabe hyldet overalt på det afrikanske kontinent. For privilegieblinde moderne hvide europæere kan det være vanskeligt, måske ligefrem umuligt at forstå, hvorfor en mand med et sådant register kunne fremstå som en helt for folk over hele Afrika – for det gjorde han.
Man skal sætte sig i fattigdommens fornedrende håbløshed for at forstå, at det skaber respekt at være en mand, der vover at tale magtens største imod.
Har man ikke andet i livet, kan man altid drømme om at sparke verdens mægtige i røven. Det gjorde Mugabe, lige indtil han døde som 95-årig.
Mugabes portræt på en mur i hovedstaden Harare.
Foto: Dan Kitwood/Getty Images (arkivfoto)
Redigeret 9.11.2019 kl. 7.50.
