Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har sendt en opsigtsvækkende advarsel til oppositionspolitikeren Robert Kyagulanyi Ssentamu, populært kaldt Bobi Wine.
Wine, der også er en af Ugandas mest kendte musikere, vil fortsat blive udelukket fra at holde offentlige politiske møder og koncerter, hvis han fortsætter med, hvad præsidenten betegner som at ”prædike had” over for uganderne.
Det skriver netavisen The Observer.
Museveni siger ifølge avisen, at enhver, der prædiker had, vil ”betale den fulde pris” for at holde ulovlige forsamlinger og optog, skriver avisen.
Bobi Wines offentlige politiske møder førte til, at han blev anholdt i sidste uge. Flere af hans koncerter og politiske møder er blevet stoppet eller blokeret af politiet.
Det kommer efter, at han i sidste måned opfordrede uganderne til at protestere imod Musevenis styre og gøre en ende på det, han betegner som ”elendigheden” under den nuværende regering.
Ud over den populære politiker/musiker har også Kizza Besigye, der har udfordret Museveni ved fire præsidentvalg, fået politiets og militærets styrke at mærke, efter han har holdt politiske møder i forskellige dele af landet.
Besigye har sagt, at formålet med hans politiske møder rundt om i landet er at afsløre Musevenis løgne om landets udvikling.
Museveni fastholder blandt andet, at stabiliteten i landet hænger tæt sammen med den fred, der er skabt i Uganda, som er resultatet af den gode økonomiske udvikling under hans eget mangeårige styre.
Ifølge The Observer siger præsidenten videre, at hvis man tillader folk at fortsætte med ”at prædike løgne, prædike sekterisme, prædike had” uforstyrret, vil det føre til terror og massakrer, som man har set det i Sri Lanka, Rwanda og Norge.
”De lande, der har begået den fejl at tolerere sådan noget vrøvl, har betalt en høj pris for det,” siger Museveni.
Det er uklart, hvilke eksempler på ”hadprædiken” Museveni henviser til.
En af Bobi Wines sange indeholder teksten ”frihedskæmpere bliver diktatorer”, mens andre af hans tekster antyder, at Museveni har siddet på posten for længe. Wine risikerer desuden at blive sigtet for forræderi for at opfordre Ugandas unge til at udfordre Musevenis ledelse, skriver al-Jazeera.
Advokat Nicholas Opiyo fra menneskerettighedsgruppen Chapter Four siger til nyhedsbureauet Reuters, at regeringen er blevet rystet over Bobi Wine og hans tilhængere.
”Museveni oplever en udfordring i Bobi Wine, som han ikke har oplevet før. En musiker, der har kraft og karisma til at tale til almindelige uganderes hjerter og hjerner”, siger Opiyo.
Stak af fra husarrest
I disse dage er Bobi Wine netop blevet løsladt mod kaution, efter at han i sidste uge blev stillet for retten. Han er anklaget for at afholde en demonstration uden at anmelde den til politiet først.
Bobi Wine måtte lægge et kontantbeløb i kaution på en million ugandiske shillings, svarende til omkring 1770 kroner, mens fire andre skulle stille kautioner på 10 millioner shillings, svarende til 17.715 kroner.
Den demonstration, Bobi Wine nu straffes for, skulle være holdt som modstand mod Ugandas såkaldte OTT-skat, der er en betaling for at bruge 58 hjemmesider. Skatten er især rettet mod betaling for brugen af sociale medier. Skatten er derfor døbt ”Mobile Money Tax”, fordi landets befolkning hver dag skal betale 200 shillings (35 øre) over mobilen, hvis de vil bruge hjemmesider såsom Facebook, Twitter eller LinkedIn.
Bobi Wine var mandag i sidste uge på vej til politistationen til afhøring, fordi han havde forladt sin husarrest. Husarresten var han sat i, fordi han havde forsøgt at holde en koncert lidt uden for hovedstaden, Kampala. Politiet nægtede ham tilladelse til koncerten, da de mente han ville synge – og dermed agere – politisk.
Wine prøvede i stedet at holde en pressekonference på samme sted nogle dage senere. Igen nægtede politiet ham tilladelse, og han blev i stedet anholdt og sat i husarrest med overvågning døgnet rundt.
Wine forlod sin husarrest for at deltage i begravelsen af en politisk ven, og det var altså på grund af dette, at han skulle møde til afhøring.
Da Wine var på vej til afhøringen, omringede et hav af mennesker hans bil for at følge ham hen mod politistationen. Wine stillede sig op på bilen, der langsomt fulgtes med menneskemængden. Politiet trak efterfølgende Wine ud af bilen og ind i en politibil, og kørte ham derefter til en anden politistation, så hans støtter ikke kunne følge med.
39 mediefolk suspenderet for Wine-dækning
Dagen efter Bobi Wines anholdelse i sidste uge var der store demonstrationer i Kampala, hvor dæk blev brændt af og en af byens broer blev lukket i en halv time. Samtidig beordrede organisationen UCC (Uganda Communication Commission), der har mandat til at regulere mediesektoren i Uganda, 39 journalister og producere suspenderet for deres deltagelse i live-dækningen af Wines anholdelse dagen før. Begrundelsen var blandt andet, at indholdet i mediedækningen opfordrede til vold, misrepræsenterede virkeligheden og havde ekstremistisk indhold.
Flere lande, herunder USA og EU-landene, har udtrykt bekymring og sendt en opfordring til Uganda om at respektere pressefriheden og retten til at ytre sig frit.
”Anholdelsen af Bobi Wine og den efterfølgende varetægtsfængsling er endnu en af regeringens overreaktioner, mens den klamrer sig til magten, som langsomt er ved at slippe ud af dens greb”, skriver oppositionspolitikeren Mugisha Muntu på Twitter.
The arrest of @HEBobiwine And consequent remand is yet another of government’s excesses as it clings to power that is steadily slipping out of its grip. We’ll address this & @TheAllianceUG plans in our press conference that starts a little over an hour from now#CountryBeforeSelf
— Mugisha Muntu (@mugishamuntu) 30. april 2019