Musikere, spillesteder og koncertarrangører over hele verden bliver i disse uger opfordret til at deltage i Amnesty Internationals fejring af 60-året for FNs menneskeretserklæring i perioden fra 10. september til 10. december.
Den globale musikkaravane er døbt Small Places Tour og har R.E.M., Peter Gabriel og The Edge fra U2 som frontløbere. I Danmark sparkede R.E.M. festen i gang ved lørdagens koncert i Parken, fremgår det af en pressemelding fra Amnesty Danmark.
Den 10. december er det 60 år siden, at verdens ledere vedtog FNs verdenserklæring om menneskerettighederne. En erklæring, som i 30 artikler fastsætter de grundlæggende rettigheder for alle verdens borgere.
I de senere år er menneskerettighederne kommet under hårdt pres – specielt i krigen mod terror. Så meget desto vigtigere er det at fejre 60-året og fastholde nutidens politikere på de løfter, som visionære statsledere enedes om i 1948, hedder det.
Amnesty International indleder derfor en 3 måneder lang global musikkaravane i samarbejde med en stribe musikere, spillesteder og koncertarrangører for at genoprette respekten for menneskerettighederne og puste nyt liv i verdenserklæringen for de næste generationer.
Musikkaravanen er døbt “Small Places Tour”. Det er en hentydning til den amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt, som var en af pionererne for verdenserklæringen, og som udtalte, at menneskerettighederne begynder “in small places close to home” – hos det enkelte individ.
Musikkaravanen er speciel på den måde, at ingen af de musikere, der vælger at deltage, skal ændre tourplaner eller rejse verden rundt for at være med. De kan som led i deres turneer finde forskellige former at udtrykke deres støtte – herunder at mødes med udvalgte fans i hver by eller komme med et statement fra scenen.
De kan donere overskuddet fra en koncert til Amnesty, holde auktion over bandets ejendele, opkalde en eller flere koncerter efter Small Places Tour eller lave weblinks og bannere for Small Places Tour på bandets egen hjemmeside. Intet er for stort eller for småt.
Amnesty opfordrer alle, der er involveret i koncerter på dansk grund frem til den 10. december, til at være med til at markere 60-året for verdenserklæringen ved at deltage i Small Places Tour. Man kan kontakte Amnestys PR-ansvarlige Sara Haugesen på e-mail [email protected].
Den musikalske offensiv er Amnesty Internationals mest ambitiøse projekt med musik og menneskerettigheder siden den store Human Rights Now Tour i 1988.
Denne gang vil Amnesty International opfordre musikerne til at støtte kampen mod tortur, kræve Guantánamo lukket, stoppe folkedrabet i Darfur, protestere mod Kinas overgreb i Tibet og arbejde for at få Aung San Suu Kyi og andre politiske fanger løsladt i Burma.
Både Peter Gabriel og The Edge fra U2 håber, at Small Places Tour vil få en ny generation af musikere til at gribe faklen og føre kampen for menneskerettighederne videre fra alverdens scener.
Small Places Tour præsenteres officielt onsdag den 10. september på Hard Rock Cafe i London, hvor bl.a. Peter Gabriel og The Edge vil være til stede. Men allerede nu er der arrangeret 330 koncerter i 47 lande over hele verden, og mange flere ventes på vej.
Udover R.E.M. har The National, Cat Power, Justice, Alphabeat, Vampire Weekend samt 20 andre bands indspillet korte videospots, hvor de opfordrer andre bands til at gøre det samme.
Man kan se videoerne og finde mere information om projektet på: www.youtube.com/smallplacestour og www.myspace.com/smallplacestour
Se også www.amnesty.dk/60