Girls of the Sun
Original titel: Les Filles du soleil
Instruktør: Eva Husson
Frankrig, Belgien, Georgien, Schweiz, 2018
DCP, 115 min.
Medvirkende: Golshifteh Farahani, Emmanuelle Bercot, Zübeyde Bulut
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
I filmen består enheden ”Girls of the Sun” af tidligere kidnappede kvinder, der kæmper mod Islamisk Stat (IS) efter at være stukket af eller blevet befriet. En fransk-kurdisk journalist, Mathilde, slutter sig til dem og følger dem i omkring en uge. Alle har deres egne dæmoner at slås med, og vi får for visse karakterers vedkommende et meget fint portræt af, hvad der driver dem, mens det for andre forbliver lidt mere uvist.
Filmen håndterer store emner som retfærdighed, formål med livet, drivkraft, slægtskab og kærlighed, hvilket går igen i enhedens kampråb ”Kvinden, livet, friheden!”. Den gør det uden at miste nuancerne og gråzonerne, og uden at gøre sine karakterer todimensionale. Det er uden sammenligning den film under den kurdiske filmfestival, der har berørt mig dybest.
Den kvindelige enhed ”Girls of the Sun” forener varme, ømhed og styrke med både skønhed og skrøbelighed. De er krigere, de er monsterseje, og de omfatter hinanden med en solidaritet og kærlighed, der modsiger grusomheden af deres oplevelser som sexslaver og af den krig, de deltager i. Det er velspillet og gribende, og jeg var umiddelbart meget begejstret for filmen, men desværre er historien ukorrekt på en rigtig kedelig måde.
Fakta og fiktion på kollisionskurs
I 2014 blev omkring 7000 yezidi-kvinder bortført af IS og solgt som sexslaver, samtidig med, at yyezidi-mænd blev skudt ned i store grupper, og små yezidi-drenge blev bortført til indoktrineringsskoler, der skulle gøre dem til IS-soldater. Yezidierne er et folkeslag, der for nogles vedkommende identificerer sig som kurdere eller som kurdisk-yezidiske, mens andre udelukkende ser sig som yezidier. De fleste yezidier følger deres egen religion, som hverken er muslimsk eller kristen, men har mere at gøre med gamle sol-religioner, hvilket også afspejler sig i navnet på den kvindelige militærenhed, filmen er opkaldt efter: ”Girls of the Sun”.
Kurderne og yezidierne har forskellige ønsker for den del af regionen, hvor der bor yezidier, og der har ikke altid været hverken enighed, militær opbakning eller solidaritet mellem det kurdiske flertal og det yezidiske mindretal. De taler ikke samme sprog. Deres kultur er heller ikke ens.
Men i ”Girls of the Sun” er lederen af militærenheden kurder, ikke yezidi, på trods af, at der ikke er nogen dokumentation for, at kurdiske kvinder blev kidnappet under folkemordet på yezidierne i 2014. Hun taler ikke kumanji, som sammen med arabisk er yezidiernes sprog. En af soldaterne i enheden er desuden muslim, hvilket også må antages at være ukorrekt.
Om det skyldes, at Eva Husson ikke har gjort sin research ordentligt, eller at hun ønskede den meget dygtige og meget smukke, men ikke kumanji-talende, skuespiller Golshifteh Farahani i filmens ene hovedrolle som enhedens leder Bahar, eller at hun tænkte, at det ville forvirre et internationalt publikum at tale om yezidier i stedet for kurdere, er ikke til at sige. Men det er et underligt kunstgreb at fortælle et folks historie igennem et andet folk og på et andet sprog, og det afhjælper ikke yezidiernes relative usynlighed i verdenssamfundets øjne.
Abstraktions kunst
Hvis man kan se bort fra de faktuelle fejl – eller bare ikke er klar over dem, som en stor del af det dansk publikum nok ikke vil være – er det en fantastisk film. Man græder flere gange undervejs og griner præcis én gang. Man føler et slægtskab med de to kvindelige hovedroller, som på én gang er drevet af de samme og af vidt forskellige motiver: Kærlighed, tab, ønsket om at rette op på uretfærdighed og gøre en forskel. For den enes vedkommende flugt og for den andens det modsatte.
Men det er på den anden side meget problematisk, at instruktøren har omskrevet yezidiernes historie for at fortælle den. En yezidisk kvinde, der også var til forevisningen, gav udtryk for, at hun igennem det meste af filmen ikke rigtigt havde kunnet finde ud af, hvad den handlede om, fordi markører som sprog og religion var forkerte. Jeg mener ikke, at det ville have forvirret publikum eller ødelagt historien, hvis den del også havde været faktuelt på plads.
Jeg giver den fem ud af seks globusser, men det ville have været seks ud af seks, hvis den ikke havde haft de politisk og demografisk problematiske fejl.