I disse år synes pessimismen umiddelbart at være det nemmeste, og det plejer at betyde, at det er vigtigt at huske at tage det optimismen med.
I april 2015 blev rumæneren Julian Gherghut bortført af en al-Qaeda-gruppe ved Tambao-minen, der ligger i Burkina Fasos nordøstlige hjørne, tæt på grænserne til både Mali og Niger. Han var ansat som sikkerhedsvagt, og en video fra juli 2017 viste angiveligt, at han stadig var i live.
Angrebet, der udløste bortførelsen, betragtes som det første terrorangreb i den udvikling, der ifølge FN siden da har koster cirka 700 mennesker livet i Burkina Faso.
Udgangspunktet er som bekendt situationen i nabolandet Mali, hvor tuareg-oprørere slog sig sammen med islamistiske terrorister og sammen erobrede dele af det nordlige Mali i marts 2012. Året efter førte det til fransk militær indgriben.
Bunder i fattigdom og skepsis over for myndigheder
I Burkina Faso har situationen i årevis været præget af, at terrorister er kommet fra nabolandene, og at de overlevende angribere bagefter er flygtet over grænsen. En undtagelse fra dette har været en ekstremistisk gruppe i Djibo, et par hundrede kilometer nord for hovedstaden Ouagadougou. Gruppen bestod delvist af lokale.
I løbet af det seneste år eller to har billedet dog delvist ændret sig. Angribere på op til hundrede motorcykler har kunnet samles til angreb på burkinske mål cirka 100 kilometer fra grænsen, og det er næppe muligt uden en vis lokal forståelse. Problemet synes at have bidt sig fast med baggrund i materiel fattigdom og en udbredt skepsis over for myndighedernes kompetence og grundholdning til lokalbefolkningen.
I dag er det svært at vurdere, hvor meget af problemet, der kan siges at være nationalt, og hvor meget der kommer udefra, men det kan ikke nægtes, at terrorismen er et stigende problem.
Drømmen om kalifatet lever
Når terrornetværket al-Qaeda at tegner et billede af, at de europæiske soldater bekæmper islam og ikke blot terrorismen, har det desværre en vis historisk klangbund. Gennem det meste af kolonitiden og i årtierne efter har muslimerne, som udgør et stort flertal af befolkning i landets nordlige provinser, med rette følt, at de blev forfordelt i administrationen, ikke mindst i undervisningssektoren, til sammenligning med de langt færre kristne.
Ikke mindst er det lykkedes terroristerne at skabe etniske sammenstød som følge af angreb – i det Burkina Faso, der indtil for få år siden var kendt for sin fredskultur. Og det er samtidigt lykkedes at øge antallet af internt fordrevne så voldsomt, at man kan blive bekymret for, om administrationen i de mest pressede områder vil bryde sammen. I flere områder i det nordlige Burkina Faso har terroristerne ganske enkelt meddelt, at hvis befolkningen ikke forlod en bestemt landsby inden for et angivet tidsrum, så ville de blive udset som mål for en terroraktion.
Også andre terrorgrupper – ikke mindst Islamisk Stat og Boko Haram – drømmer om at underlægge sig store dele af Vestafrika som et kalifat, der kan siges at erstatte de områder, de har mistet kontrollen over i Irak og Syrien. Det er ikke fri fantasi, hvis man tillægger de dystre udsigter et regionalt sigte. Burkina Fasos nabolande, der indtil nu har været sparet for angreb – Ghana, Elfenbenskysten, Togo og Benin – kan mærke truslen nærme sig.
Pessimister har desværre meget at bygge deres dystre fremtidsscenarier på.
Massakre juleaften kan blive vendepunkt
Optimister ser derimod mange eksempler på lokal modvilje og afstandtagen over for de voldelige islamisters adfærd. Mange personlige meddelelser fra det hårdest ramte område tyder på, at både lokalbefolkningen, administrationen og diverse foreninger står for presset fra de mange internt fordrevne.
Kun få personer udtrykker frygt for deres personlige skæbne. Trods flere års hyppige terroraktioner er det ikke lykkedes at skabe en almen psykose. Desuden synes de fleste af de lokalt baserede økonomiske aktiviteter at fortsætte.
Juleaften angreb al-Qaeda den lille provinsby Aribinda, der også i april 2019 var mål for en terroraktion, der udviklede sig til de alvorligste etniske uroligheder i landets historie. Denne gang var målet især en militærlejr, og da angriberne mange timer senere trak sig tilbage, havde de mistet 80 mand samt dræbt syv burkinske soldater og 35 civile. Blandt de sidste var efter sigende 31 kvinder, der var samlet for at hente vand, og som blev mejet ned af flygtende terrorister.
Aktionens omfang og mængden af ofre skabte naturligt nok bestyrtelse i hele landet, men måske vil de mange dræbte terrorister på længere sigt blive taget som et af de første tegn på, at den burkinske sikkerhedssituation rent militært er ved at tippe over til burkinsk fordel. Og nedskydningen af de 31 kvinder vil næppe forbedre terroristernes moralske anseelse.
Optimister kan med andre ord forestille sig, at angrebet på Aribinda juleaften en dag vil stå som et eksempel på et vendepunkt.
Marshall-hjælp i form af særskat til firmaer?
Et andet vendepunkt er måske ved at nærme sig. Mon ikke snart EU vil indse, at en massiv hjælp til Sahel-området er af lige så stor interesse for os som for dem, der bor dernede. Danmark yder allerede nu militær bistand til de FN-styrker, der bekæmper terroristerne, og det er der desværre god grund til. Men der bliver næppe nogen endelig sejr, hvis området vedblivende skal leve med fattigdom og svag ledelse.
En ny Marshall-hjælp er flere gange blevet nævnt, og en massiv hjælp til Sahel-landene med sigte på opfyldelse af verdensmålene kan sandsynligvis få afgørende betydning – på betingelse af, at den er et udtryk for samarbejde mellem to ligeværdige parter. En sådan bistand vil kun være en rimelig kompensation for de enorme tab, de fattige lande har lidt i sammenhæng med mange årtiers afhængighed af vores økonomi.
Gennem mange år har de været den ydende part og vi den modtagende, når regnskabet skal gøres op. Man behøver blot at nævne de skatter, vores europæiske og amerikanske firmaer har snydt landene for. For eksempel beregnede den britiske organisation Oxfam i 2012, at udviklingslandene hvert år blev snydt for cirka 850 milliarder kroner, mens de på det tidspunkt årligt modtog cirka 670 milliarder kroner i bistand. Mange og nyere eksempler kan citeres.
Men læg mærke til ordene ”ligeværdige parter”. Tiden er heldigvis ved at løbe fra den gammeldags forestilling med os som den udviklede og ydende part og de materielt fattige som den modtagende. Vi skal derfor lære at deltage i samarbejdsformer, der hverken tilgodeser eliten i vores eller i deres samfund.
En sådan Marshall-hjælp kunne meget passende finansieres med en særskat til alle firmaer over en vis størrelse i EU-landene.
Og optimisten kan huske på, at heller ikke den burkinske kolonitid så ud til at få en ende, mens landet var besat. Men det fik den, og det er godt at huske, både for den der har svært ved at forestille sig, at vi en dag vil omtale terrorismen som en fortidig periode – og for den, der har tilsvarende svært ved at forestille sig, at forholdet mellem burkinerne og europæerne en dag vil være ligeværdigt.
De lokale ynder at dele optimismen ved at udveksle ordsprog som ”Selv om natten er lang, bryder dagen frem til sidst”. Og ”Når natten er sortest, nærmer daggryet sig”.
