Næste generation af Gandhi-dynastiet stiller op

Redaktionen

Rahul Gandhi, søn af Indiens myrdede tidl. premierminister, Rajiv Gandhi, stiller op som kandidat i næste måneds parlamentsvalg i verdens største demokrati, rapporterer BBC Online mandag.

Rahul stiller op for Kongrespartiet, der er i opposition og ledes af hans mor, Sonia, og som har været Gandhi-familiens politiske base gennem 4 generationer.

Inderne har i ugevis spekuleret over, om Rahul og hans lillesøster, Priyanka, ville melde sig som kandidater til parlamentet. Ja, faktisk har spekulationerne stået på, siden deres far blev myrdet af en tamilsk fanatiker for 13 år siden.

Rajiv Gandhis italiensk-fødte enke, Sonia, blev først overtalt til at gå ind i politik efter megen tøven og er nu præsident for Kongrespartiet.

Med nyheden om, at 34-årige Rahul er parlamnetskandidat ruller femte generation af Indiens moderne politiske dynasti i stilling. Rahuls bedstefar, Jawaharlal Nehru, var det uafhængige Indiens første premierminister og fulgte i sin egen fars fodspor.

Nehrus datter, Indira Gandhi, var premierminister i 2 omgange indtil hun blev myrdet af attentatmænd for 20 år siden.

Der er ikke kommet noget ud om, hvorvidt Rahuls søster, Priyanka, stiller op. Hun anses ifølge BBC for den mest politisk involverede og karismatiske af de 2 søskende og flere kommentatorer har været inde på, at hendes indtræden i politk vil give Kongrespartiet et lift, som det har god brug for efter årene i opposition.

Historien om de nye skud på det politiske dynasti får ekstra kolorit, når man betænker, at 2 andre medlemmer af Gandhi-familien – Rahuls nevø, Varun, og hans tante, Menka – i sidste måned gik ind i det regerende Bharatiya Janata Parti, BJP.

BJP har ellers tit og ofte spottet Kongrespartiet for ene og alene at forlade sig på en enkelt fremstående familie, som var kendt af hvert barn i Indien.

Rahul Gandhi stiller op i hans fars gamle valgkreds, Amethi, der ligger tæt ved familiens hjem i den nordindiske by, Allahabad, anfører BBC Online.