Kirstine Saxe Nordal skriver 17.6. under overskriften ”Manglende visum forhindrer kulturmøder”, at en ”visum-mur” hindrer ikke-vestlige kunstnere i at komme på besøg i Danmark.
Konkret nævnes en iransk kvinde, som efter det oplyste fik afslag på visum pga. risiko for immigration. Nordal konkluderer ud fra det eksempel, at visumadministrationen generelt forhindrer kulturmøder. Det er ikke korrekt.
Ud af 112 visumsager i 2017 vedr. iranere, der havde søgt om visum til kulturelle besøg i Danmark, fik 100 iranere en tilladelse, dvs. omkring 90 pct. Andelen af tilladelser til kulturelle visumbesøg fra ikke-vestlige lande ligger tilsvarende på omkring 90 pct. over de senere år. Over 5.000 personer fra ikke-vestlige lande kommer hvert år hertil på kulturmøder.
Iranere, der søger visum til kulturelle og videnskabelige besøg, herunder også sportsarrangementer, bliver vurderet på præcis samme måde som alle andre visumpligtige nationaliteter. Der kan som udgangspunkt gives visum til alle, der opfylder betingelserne for visum til kulturelt formål.
Myndighederne vurderer bl.a. formålet med deltagelsen i arrangementet og ansøgerens forudsætninger for at deltage. Hvis myndighederne vurderer, at der er en høj risiko for, at ansøgeren ikke rejser hjem igen, gives der afslag. Praksis er nærmere beskrevet i ’Vejledning om behandling af ansøgninger om visum til Danmark’, afsnit 5.9.7.4.3, på nyidanmark.dk under Lovstof.
Men som det fremgår af tallene, får de fleste ansøgere fra ikke-vestlige lande visum til kulturmøder.