Det er ikke mere end 3 måneder siden, at anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup kom tilbage fra hospitalet i Port Harcourt i Nigeria efter 5 ugers udsendelse. Nu er hun igen på vej til det store vestafrikanske land.
– Jeg kan ikke lade være. Så enkelt er det, siger Kamma Skaarup med et stort smil, der understreger pointen. – Det var både en fantastisk og forfærdelig men også super intens oplevelse sidst. Og det gav så meget mening for mig, at det ville jeg gerne igen, fortæller hun.
Denne gang skal hun til til byen Jahun i det nordlige Nigeria, hvor Læger uden Grænser hjælper befolkningen i og omkring Jahun. Projektet har fokus på behandling, akut fødselshjælp og ’vesico-vaginal fistula’.
Fistula er mest udbredt i Afrika, hvor det skønnes, at flere end to millioner kvinder lever med lidelsen, og der er over 100.000 nye tilfælde hvert eneste år.
Fistula kan ramme kvinder i forbindelse med komplicerede og langvarige fødsler eller grove voldtægter, hvor der opstår et hul mellem skeden og blæren eller skeden og endetarmen.
Det medfører, at kvinden kan have svært ved, eller er helt ude af stand til, at holde på urin eller afføring. Hvilket forringer hendes status voldsomt.
En operation kan ofte afhjælpe problemet helt. Der har i de seneste år været øget fokus på fistula, og flere centre har specialiseret sig i at behandle kvinder med netop denne lidelse.
Det er et sådan projekt, Kamma Skaarup nu skal ned til, samtidig med hun også skal hjælpe til ved kejsersnit og svangerskabsforgiftninger.
39-årige Kamma Skaarup er født og opvokset i Virum, i 1995 uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital og har siden arbejdet på bl.a. intern medicinsk afdeling på Rigshospitalet og på neonatalafdelingen på Næstved Sygehus.
I 2009 blev hun uddannet anæstesisygeplejerske fra Næstved Sygehus.
Læger uden Grænser har arbejdet i Nigeria siden 1996.