NATO overtog torsdag kommandoen over de amerikansk-ledede styrker i den østlige del af Afghanistan, skriver Politiken Online.
Dermed udvider NATO sit operationsområde til hele Afghanistan. En udvikling som alliancen selv beskriver som den mest betydelige i NATOs historie.
Den amerikansk-ledede alliance, der satte det fundamentalistiske Taleban-styre på porten i slutningen af 2001, overgav officielt kontrollen til den NATO-ledede ISAF-styrke ved en ceremoni i Afghanistans hovedstad, Kabul.
NATOs udvidelse mod øst, der betyder, at ISAF-styrken vokser til 33.000 mand, kommer på et tidspunkt, da NATO kæmper for at finde ekstra soldater til kampen mod det eskalerende Taleban-ledede oprør i Afghanistans sydlige del.