Naturen – en kunstner i konstant vækst

FN-Museets kurator Annesofie Norn på scenen i Lille Vega.


Foto: Adam Amsinck
Kirsten Larsen

Lille Vega tirsdag formiddag. Musikere og andre kreative kræfter mingler med naturformidlere og forskere, pengemennesker og FN-folk. Ud gennem højttalerne strømmer de seneste tracks featuring Nature. Det er FN-Museet, der på Jordens dag har inviteret til lanceringen af den danske del af det globale program SoundsRight. 

Naturen er populær. Kort tid efter den store lancering sidste år i New York af naturen som selvstændig kunstner, blev den streamet lige ind i top en procent på Spotify. Nu er den streamet over 130 millioner gange alene på Spotify, som var den første af de store platforme, der gik med på ideen.

Læs også: Dansk FN-direktør hjælper torden, hvalsang og hyænebrøl ind på Spotify

Ideen er enkel. Naturen er blevet anerkendt som selvstændig kunstner med rettigheder til sin egen musik, sine egne lyde. Naturen har sin egen profil – NATURE – med sin egen musik, naturoptagelser. Og naturen har sine egne spillelister med produktioner med andre kunstnere – feat. NATURE. 

Rettigheder, men penge er ikke alt

Naturen har allerede spillet på Orange Scene på Roskilde – sammen med Aurora. Brian Eno har også mixet naturen ind i sin og David Bowies “Get Real”. Nu er der så kommet en ny global spilleliste med navne som Raveena, Armaan Malik og SYML, samt Mads Langer og JJ Paulo, Bye Bye Brenda, Aura, Magnus Münster og Nebulah. Alle featuring nature.

Nebulah featuring NATURE. Foto: Adam Amsinck

Hver eneste gang, der bliver streamet noget fra playlisten, så får NATURE royalties ligesom de andre store kunstnere. Penge, der går til naturbevarelse. Hver gang der bliver spillet fra naturens playliste, så går der penge ind på naturkontoen.

Men det handler ikke kun om penge, understreger Katja Iversen, direktør for FN-Museet, eller UN-Live som det også bliver kaldt, det grænseløse museum, der bruger populærkultur til at prøve at skabe empati, engagement og forbindelse mellem mennesker verden over. Og i sidste ende handler det om at takle verdens store udfordringer sammen.

Projektet SoundsRight handler lige så meget om at skabe interesse for naturen, om at skabe debat og om at få nogle rollemodeller til at gå forrest.

“Vi skal møde folk, hvor folk er, og vi skal udnytte populærkulturens superpower. Det har vi ikke tidligere været gode til. Vi skal bruge film og musik, spil og sport. Vi skal ikke belære med bunker af data, men bevæge. Naturbevarelse og klima skal flyttes fra at være niche og elitært til mainstream. Mange beslutninger bliver taget med hjertet,” siger Katja Iversen.

Den nemme løsning

Data og grafer er ellers noget man kan lide i den grønne tænketank Concito. 

“Men vi kan også se af vores data, at børn i børnehavealderen er meget interesserede i naturen, men hos de unge er der ikke meget af den interesse tilbage. For de fleste er det noget, der hører til i nogle naturfaglige fag i skolen. Deres kendskab til arter falder. Derfor er vi også med her, siger Stefan Bruse fra Concito. 

Og hvordan har det så været at arbejde med naturen

Let, skal man tro musiker Magnus Münster. Han vil gerne vise udadtil, hvad han står for. Men understreger samtidigt at det jo ikke er nok bare at være med. Det er faktisk den nemme løsning for en som ham, der jo skriver musik alligevel. Men det betyder noget for ham at kunne bidrage og selv være en del af noget større. 

Mads Langer og Magnus Münster. Foto: Adam Amsinck

Mads Langer har sammen med JJ Paulo været i Uganda for Folkekirkens Nødhjælp og oplevet den ubønhørlige natur i dele af landet, hvor der bor mange flygtninge. Han understreger, at der hvor kunsten kan noget i forhold til videnskaben, det er at skabe sammenhæng, at fokusere på forbindelser. Også forbindelser mellem ens eget indre og naturen udenfor.

Aura Dione skabte sit værk i samklang med sin ufødte datter og med hele det fokus, som en graviditet sætter på naturen og livets gang. Og bandet Nebulah trækker på en fælles historie med hav og klitter, samtidigt med at de har engageret sig i de natur- og musikekskursioner for unge, som står på FN-museets liste over aktiviteter i den nærmeste fremtid.

Aura Dione. Foto: Adam Amsinck

Spillestedet Vega har selv haft et problem med sit klimaaftryk, det kunne bare ikke komme så langt ned, som man ønskede. Kevin Le Geyt fra Vega peger på det, man synes er en form for løsning, nemlig at Vega bruger scenen til at være med til at opbygge sympati og forbundethed med naturen. Vega kan hjælpe NATURE frem, ligesom Vega har hjulpet mange andre kunstnere frem. 

“Lige nu er NATURE på et stadie, hvor hun har siddet i sit soveværelse og skrevet nogle sange. Nu må vi have hende frem og se om det kan bære,” lyder det fra Kevin Le Geyt. 

Svaret fra Katja Iversen er, at naturen ikke passer ind i ungekategorien. Hun har omkring 4,5 milliarder år bag sig, “men er mega underbetalt.” Nu er der heldigvis mange, der vil spille med NATURE.

Det blev alligevel en god dag

Kunstnerens alder har også betydning for Hempelfondens risikovillighed. Direktør Anders Holm fortæller, at fonden gerne bidrager til at forstærke virkningen af projekter, der hviler på en god ide og har et godt team. Derfor har han fra starten af SoundsRight været med til at skubbe initiativet op på globalt plan.

“Vi kan heller ikke være andet bekendt. Jorden er cirka 4,5 milliarder år gammel, men vi har udryddet 70 procent af livet, siden jeg blev født,” siger Anders Holm.

Katja Iversen fra UN-Live, Hanna Grahn fra Spotify og Anders Holm fra Hempel Fonden. Foto Adam Amsinck

I lille Vega er alle med på, at der skal skabes forandringer, og at det skal gøres i fællesskab, og at der er håb. Vejen frem er poetisk, politisk, praktisk ifølge Katja Iversen.

I fire timer blev alle trusler fra Det Hvide Hus næsten glemt. For præsident Trump havde varslet, at han ville bruge Earth Day til et skattemæssigt kvælertag på alle grønne organisationer, måske iblandet lidt forbud mod nogle af de mest aktivistiske. Men det blev alligevel en god dag, for præsidenten har indtil videre udsat den plan.

Katja Iversen advarer dog om, at der er ikke noget, der hedder en gratis frokost. Heller ikke selv om der stod bunkevis af sandwich klar i Vega.

“I, som har været her i dag, har alle netværk. Dem skal i bruge til at sprede kendskabet til kunstneren NATURE.”