Professor, dr.med. Ib Christian Bygbjerg, Kgs Lyngby, fylder 70 torsdag d. 14. maj 2015.
Fødselaren, der blev læge i 1972, deltog tidligt i malaria-forskning på Rigshospitalet og blev senere speciallæge i tropemedicin og infektionsmedicin samt overlæge på Rigets epidemiafdeling.
Over en million dør hvert år af malaria, langt de fleste i Afrika, hvor man også er plaget af hiv/aids, tuberkulose, ebola og andre dødelige sygdomme, så der er nok at tage fat på..
Efter en sproglig gymnasieeksamen overvejede Ib Bygbjerg ellers først at blive gartner.
“Men jeg har nok et eller andets sted et Florence-Nightingale-gen,” fortalte han i et interview i februar 2009, da Københavns Universitet åbnede sin nye School of Global Health i det ombyggede Kommunehospitals bygninger.
“Da mænd dengang ikke kunne blive sygeplejersker, så blev det medicinstudiet”.
De første års uddannelse var noget af en udfordring for den unge Bygbjerg, men så kom de kliniske ophold. Han mødte IMCC – International Medical Cooperation Committee – og følte sig kaldet til at drage ud og hjælpe verdens syge og mest udsatte mennesker.
“Jeg rejste til Indien i 1970, til et lille dansk missionshospital blandt stammefolk langt fra civilisationen og var der i otte måneder. Det ændrede mit liv”, fortalte han
Sundhedsmæssig ulighed blev øjenåbner
Den unge læge stod ansigt til ansigt med uligheden i verdens sundhed, og så med egne øjne, hvordan de fattige i den indiske provins døde af malaria, tuberkulose og andre infektioner, som enten var udryddet i Danmark eller ikke længere udgjorde en trussel mod danskernes sundhed.
Han nåede kun lige at få sin eksamen og grunduddannelse (turnus), før han blev tilbudt en lederstilling på et hospital i det daværende Zaïre (DR Congo) i Afrika.
For ar forberede sig til den ansvarsfulde stilling, flyttede Ib Bygbjerg til Liverpool, fik et diplom, nåede at gifte sig med en sygeplejerske fra Blegdamshospitalet og drog derefter til Afrika. De næste to år ledede han og enkelte hjælpere hospitalets børneafdeling og den medicinske afdeling, samtidig med at han ledede en sygeplejeskole med 60 elever.
“Det var enormt spændende,” husker han, “når jeg ser bort fra det gennemkorrupte styre under Mobutu Sese Seko med administrativt kaos og løn, der forsvandt, så har arbejdet været noget af det mest meningsfyldte i mit liv.”
Bygbjerg arbejdede på distriktsssygehuset i Sona Bata i provinsen Bas-Congo i DR Congo fra 1975 til 1977 og besøgte stedet igen på en rundtur med World Diabetes Foundation (WDF) i 2009.
Verdens sygdomsbillede forandrer sig
Tilbage i Danmark følte Ib Bygbjerg, at skulle han være specialist i tropesygdomme, så manglede han mere viden om mikrobiologi samt hud- og kønssygdomme og et længere ophold på en infektionsmedicinsk klinik.
“Det hele begyndte med mit lille, mærkelige fag, oprindeligt tropemedicin, som så blev til infektionsmedicin, derpå til international sundhed, og nu er det blevet til global sundhed,” fortæller han.
“I 1979 var jeg den eneste malariaforsker på hele Rigshospitalet og Københavns Universitet. I dag (2009) har vi et helt malariaforskningscenter med en 40-50 mennesker, en hel afdeling eller enhed for Int Sund med 15-20 ansatte, vi har store forskningsgrupper, som interesserer sig for globale sundhedsproblemer som HIV/AIDS, tuberkulose, metaboliske lidelser og ernæring på Københavns Universitet”.
“Alle verdens store sundhedsudfordringer er kommet på dagsordnen, og nu er der et sammenfald mellem noget af det, vi traditionelt har været meget gode til herhjemme og det, der foregår ude i verden. Pludselig blev den danske diabetes-forskning relevant for resten af verden, og vores hiv-forskning kunne bruges i Afrika.”
Livsstilsygdommenes fremmarch
Ib Bygbjergs mangeårige arbejde med at bekæmpe verdens største sundhedsmæssige udfordringer blandt klodens mest udsatte befolkningsgrupper har samtidig givet ham en enestående indsigt:
“Verden udvikler sig sygdomsmæssigt ligesom det enkelte menneske. Da verden var ung, havde vi børnesygdomme, infektionssygdomme. Da verden blev gammel, så fik den gammelmandssygdomme”.
“Når type-2 diabetes begynder at dukke op i et samfund, kan vi godt regne med, at ti år senere får de forhøjede blodtryk, blodpropper i hjertet, og andre hjertekarsygdomme. Fem-ti år efter kommer den næste bølge: Kræft. Og så kommer den sidste bølge: Demens.”
Det betyder, påpeger professoren i International Sundhed, at den næste store bølge, som vil ramme udviklingslandene er levevilkårssygdomme:
“Det er de sygdomme som starter blandt de rigeste og langsomt “siver” ned gennem de sociale lag,” forklarer han. “Hvem har fx type-2 diabates i dag i Danmark. Folk i nordvest og pakistanske indvandrere, ikke dem, der vandrer rundt om Gentofte sø.”
Et udtryk for denne indsigt er, at Ib Bygbjerg fra 2002 til marts i år var med i bestyrelen for World Diabetes Foundation (WDF), der støtter forebyggelse af sukkersyge i udviklingslande
Myndighederne må se udviklingen i øjnene
Den største udfordring for verdens sundhed er ifølge professor Ib Bygbjerg, at myndigheder og beslutningstagere ikke har indset, at det internationale sygdomsbillede ændrer sig, og samarbejde på tværs af landegrænser er helt afgørende:
“Vi er nødt til at få de politiske dimensioner mere ind i vores arbejde. Vi kan ikke skille folkesundhed og politik, tag bare diskussionen om lavere moms på frugt og grønt som eksempel.”
Den vidende og produktive mand har gennem årene haft talrige hverv som konsulent for Danida, Dansk Røde Kors og FNs Sundhedsorganisation (WHO)
Den runde dag fejres blandt studenter, kolleger, familie og venner på et ferieophold på Kilimanjaro Christian Medical College i det nordlige Tanzania.
