WOMEX afholdes i år i Tampere i Finland. Det er en messe for musikprofessionelle indenfor verdensmusik, som også har et væld af koncerter, foredrag, møder og film på programmet. Så er du til verdensmusik er det stedet at tage hen.
Det er ikke billigt, og alt efter om du skal være besøgende eller aktiv deltager i løbet af de fem dage, snakker vi et beløb i omegnen af en Roskilde Festival. Til gengæld er det stedet at tage hen, hvis du skal have et fingerpeg om, hvor verdens musik er lige nu og hvor den bevæger sig hen i morgen. Du kan læse om WOMEX her
Startede i Berlin…
WOMEX er som udgangspunkt startet af ildsjælene omkring Berlin-pladeselskabet Piranha, som ikke mindst har været stærke på udgivelser fra Balkan. Messen har været i mange lande og var også et par år i København, hvor den egentlige messe foregik i Bella Centeret og koncerterne fik DR Byens koncerthus til at stå på den anden ende. Det er godt ti år siden. Næste år bliver WOMEX afholdt i Budapest.
WOMEX er dels en vigtig manifestation for artister fra 54 lande, men også et respekteret samlingspunkt, der uddeler forskellige eftertragtede priser, som foregår om søndagen, efter at showcases og markedsdelen er slut.
Her er en lille del af de oplevelser, man kan få på WOMOX19:
Konferencer
Torsdag den 24/10 kl. 15-15.45:
Africa: What’s Up?
Under ledelse af radioværten og produceren Maimoouna Dembele fra Dakar i Senegal ser forskellige aktive spillere på de afrikanske scener på visioner for at bygge et stærkere afrikansk brand. Vi hører om forskellige scener på et kontinent, som er i en rivende udvikling.
Torsdag den 24/10 kl. 16-16.45:
Africa Network Meeting 2019
I 2018 var det første møde en stor succes, som mange professionelle, der arbejder med afrikansk musik, deltog i. Årets møde er under ledelse af Maimouna Dembele, hvor der bliver rig mulighed for at udveksle erfaringer, promote forskellige artister og knytte bånd.
Lørdag den 26/10 kl. 15-15.45:
Mød modtageren af WOMEX 19 Artist Award, Kayhan Kalhor – Iran
Den verdenskendte kamencheh (persisk violin)-virtuos, Kayhan Kalhor bliver interviewet af redaktør Simon Broughton fra det toneangivende engelske musiktidsskrift Songlines.
Film
Der vises 17 dokumentarfilm på WOMEX. Her er nogle udvalgte:
Torsdag den 24/10 kl. 10:
Wahenga (The Ancestors) – Tanzania
Filmen følger John Kitime, en musiker fra Tanzania i tresserne, som tager på en mission for at samle et all-star-band fra gamle dage for at genoplive Zilipendwa, den klassiske lyd fra Tanzania. Instruktør er Amil Shivji, som sit indiske navn til trods, er fra Tanzania.
Torsdag den 24/10 kl. 16-17.15
Indus Blues – Pakistan
Film af den prisvindende Jawad Sharif, som er en rejse ad Indus-floden på over 1500 kilometer, hvor den traditionelle musik dokumenteres og der spørges: er der plads til traditionel musik i en nation, der er midt i en social, politisk og religiøs omvæltning, samt presset fra den koloniserende popindustri?
Lørdag den 26/10 kl. 18.30:
Amazonia Groove – Brasilien
Film fra Para, en stat i den nordøstlige Amazonas-region i Brasilien. Her møder man bl.a. kunstnere som Dona Onete, Manuel Cordeiro, DJ Waldo Squash og andre.
Showcases – udvalgte artister:
Selve WOMEX-markedspladsen bestod sidste år af 750 udstillende firmaer fra 54 lande som blev repræsenteret via 280 stande.
Otim Alpha – Uganda
Duo fra Uganda bestående af Alpha selv på vokal og den specielle harpe kaldet adungu, samt P’Layeng Okello Akena på kor, vokal, adungu og lydeffekter. Otim Alpha er ikke mindst kendt fra Damon Albarns sidste udgave af Africa Express.
Santrofi – Ghana
Klassisk highlife med mange af dets klassiske inspirationer samlet af legendarisk bassist, som en kendt fra sit arbejde med blandt andre Ebo Taylor og Pat Thomas. Vi snakker fabelagtige guitarløb, knivskarpe horn, rytmisk groove og flotte vokaler. Bandet har tidligere spillet på Roskilde Festival.
Maya Kamaty – La Réunion
Fra øen ude i Det Indiske Ocean kommer der en masse god musik. Maya Kamaty er en af de seneste stjerner. Flot pop med rødder i det oprindelige.
Lemma – Algeriet
Ni kvinder fra Saoura-regionen i Sahara, der bl.a. har den tidligere soloartist, Hasna El Becharia, som spiller guimbri og synger, men mere er hadra eller raï end gnawa. Spændende alternativ til de mere kendte mandebands i den righoldige kultur i Sahara.
Lakha Khan – Indien
Sufimester der spiller på saranghi, den klassiske violin. Han er fra Rajastan og er en levende legende. Det er altid en stor oplevelse.
Dona Onete – Brasilien
80-årig kultfigur fra Brasilien, som debuterede for bare fem år siden. Hun er eksponent for den livlige Outré Carimbós-musik fra Amazonas. Se filmen om hende og kom og vær med til festen.
Bongeziwe Mabandla – Sydafrika
Vidunderlig stemme synger på xhosa og alternerer mellem følte ballader og rytmiske grooves, der minder om mbaqanga. Spændende artist med rødder i området omkring Cape Town.
Asmâa Hamzaoui & Bnat Timbouktou – Marokko
Ung kvinde fra Casablanca som spiller traditionel gnawamusik. Utænkeligt før i tiden men nu ret populært i det nordafrikanske land. Asmâa er en stor succes og førende indenfor de kvindelige gnawamusikere med en egen kvindelig tilgang til de traditionelle fraseringer.