Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
En god ven gjorde mig forleden opmærksom på en ”Nej til oprustning”-kampagne, der så dagens lys i april, altså et par måneder efter den russiske invasion af Ukraine.
Åh nej, tænkte jeg!
Kampagnens symbol er Picassos hvide fredsdue og navnet ”Nej til oprustning” minder mig om 1960’ernes ”Nej til atomvåben”-paroler. Mine tanker vandrede videre tilbage til fortidens atommarcher, til ”Aldrig mere Krig” og til De Radikales klynkende ”Hvad kan det nytte?”, der åbnede Danmark for den nazistiske besættelse. Jeg huskede også efterkrigstidens venstreorienterede opfordring til at ”afruste vort land”. Den bevægelse blev støttet østfra, viste det sig, muligvis fordi USSR gerne ville have hele Danmark med i østblokken, efter Sovjet måtte slippe Bornholm 5. april 1946.
Ikke én gang til, tænkte jeg. Ikke nu, hvor russiske jagerfly krænker dansk luftrum og Putin fortsætter den fortvivlende krig i Ukraine. Hvor naiv og historieløs har man lov til at være?
Mere mening
Kampagnen har dog et dobbeltnavn. Den kalder sig ikke bare ”Nej til oprustning”, men også ”JA til Bæredygtig sikkerhedspolitik”.
Det andet led i navnet giver i høj grad mening! Den danske regering satser netop nu ensidigt på mere militær, flere våben til Ukraine, flere militærmissioner til de baltiske lande og vi har givet USA carte blanche til at bruge Danmark som base og gennemgangsland uanset hvilken regering, der har magten i Washington. Hvor Glistrup i sin tid ville svare ethvert angreb med ’Vi overgiver os’, svarer regeringen nu med flere milliarder til forsvaret.
Sådan et voldsomt skred i militaristisk retning kan have mening i den nuværende verdenssituation, men kun hvis vi samtidig gør mere for at udvikle og praktisere en bæredygtig sikkerhedspolitik på andre fronter. Uden den bidrager vi kun til at skrue den militære spænding op i svimlende højder og gør Verden mere usikker og livsfarlig.
Kampagnens initiativtagere gør derfor opmærksom på Vestens ansvar for fred, konfliktløsning, diplomati og gensidig nedrustning. Vi kan sagtens arbejde for fred og forsoning, samtidig med, at Danmark militært forbereder sig på det værste. Det er et spørgsmål om god vilje.
Underskriftsindsamling
Kampagnen tegnes af blandt andre Steen Folke, der var medlem af Folketinget for det hedengangne VS, Henning Salling Olesen, der var med til at grundlægge Roskilde Universitet, og Svend Aukens søster, socialrådgiveren Gunvor Auken. De kører nu en underskriftsindsamling under overskriften: ”NEJ til at bruge yderligere 18 milliarder kroner om året på militæret”. Længere nede står der, at ”et så stort beløb med fordel kan bruges til at sikre os mod klimaødelæggelserne, finansiere den grønne omstilling, bremse den voksende ulighed, forbedre velfærden og forøge udviklingsbistanden.”
Kampagnen sætter således militæret og de andre dele af sikkerhedspolitikken op overfor hinanden som modsætninger: Enten bruger vi flere penge på militær oprustning eller vi bruger dem på udviklingsbistand, grøn omstilling og velfærd.
Det enten-eller lugter af gammeldags pacifisme. For mig er der ingen nødvendig modsætning. Der er ikke tale om noget nulsumsspil.
