Europa-Parlamentet stemte onsdag nej til en ny international handelsaftale, der åbner for at beslaglægge og destruere lovligt produceret medicin til personer med hiv/aids og malaria i u-landene.
Det glæder NGOen Læger uden grænser (MSF) sig over i en presse-udtalelse, idet Europa-Parlamentet “ved at stemme nej sikrer, at billig medicin fortsat er til rådighed til de mange i verdens fattigste lande, der har mest brug for det”.
Parlamentets afvisning gjaldt den såkaldte Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) aftale, som var forelagt forsamlingen til godkendelse i EU af Europa-Kommissionen.
Den tidligere konservative økonomiminister Bendt Bendtsen stemte som den eneste af forsamlingens 13 danskere for den omstridte aftale.
Med Europa-parlamentets forkastelse af ACTA – 478 stemmer imod og 39 for – kan hverken EU eller de enkelte 27 medlemslande tiltræde aftalen.
“Den måde, ACTA blev skrevet på, gav urimelig fordel til patenterede lægemidler og begrænset adgang til kopi lægemidler; til skade for både patienter og behandlere”, siger Aziz ur Rehman, Intellectual Property Advisor for MSFs Access-kampagne.
ACTA var oprindeligt indgået for at beskytte mod forfalskning på tværs af en række brancher, herunder også for medicin.
Læger uden Grænser støtter kraftigt bestræbelserne på at sikre, at kopi-lægemidler opfylder de anerkendte internationale standarder, men ACTA har i definitionen af “forfalskning” og dens bestemmelser overladt alt for meget plads til fejl, hedder det.
De strengere bestemmelser i ACTA ville også have ramt tredjepart – herunder organisationer som MSF – ved at udsætte dem for risikoen for straf ved brugen af kopimedicin.
Produceres billigt i Indien
Organisationen får en stor del af sin medicin til behandling af bl.a. hiv/aids og malaria fra producenter i Indien.
Her fremstilles såkaldt generisk medicin, der indeholder de samme stoffer som den originale medicin, men fordi patentet er udløbet eller ikke gælder i det producerende land, kan medicinen laves meget billigere.
Det har over de seneste 10 år betydet, at prisen på hiv/aids behandling pr. patient er faldet fra 55.000 kr. om året til mellem 600 og 1.300 kr.
ACTA giver udvidede muligheder for at bremse produktionen eller tilbageholde kopimedicin i tolden alene på baggrund af mistanke om brud på varemærkebeskyttelse og uden at en domstol har taget stilling til anklagerne.
Dermed giver handelsaftalen stor magt til medicinalvirksomheder, der alene med anklager om overtrædelser kan stoppe forsyningen af medicin uden hensyntagen til de patienter, der har hårdt brug for den, mener Læger uden Grænser.
Samtidig åbner den for bøder, retsforfølgelse og fængselsstraf til ikke bare producenter, men også leverandører og aftagere af medicin, f.eks. Læger uden Grænser.
“Alt for hårde konsekvenser”
De hårde sanktionsmuligheder står ikke i forhold til konsekvenserne – afbrydelse af behandling kan være fatal for patienterne, anfører MSF.
Samtidig er der få muligheder for at straffe falske anklager, hvilket betyder at medicinalvirksomhederne får incitament til at misbruge muligheden for at anklage konkurrenter for varemærkeovertrædelser, lægger den medicinske og humanitære hjælpeorganisation til.
ACTA er allerede underskrevet af en række lande, heriblandt Danmark, men for at træde i kraft i EU manglede den at blive underskrevet af alle EU-lande og derpå godkendt i Europa-parlamentet onsdag i Strasbourg.
Man kan læse MSFs baggrundpapir om ACTA på
http://www.msf.dk/billeder/pdf/Access_Briefing_ACTABlankCheque_ENG_2012.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Christina Jo Larsen, presseansvarlig
Tlf. 39 77 56 00 og 41 77 74 06
E-mail: [email protected] og web: www.msf.dk