Nepal: Stivnede fronter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Denne uges suspendering af tredje runde af fredsforhandlingerne i Nepal efter 3 dages resultatløse diskussioner har atter skabt frygt for en genoptagelse af den blodige borgerkrig i Himalaya-landet.

Iagttagere udtrykker dog håb om, at 7 års maoistisk oprørskamp kan løses på fredelig vis, men meget vil nu afhænge af landets store politiske partier, som hidtil ikke har deltaget aktivt i fredsprocessen.

Muligvis kan politikerne bryde det dødvande, som er opstået efter at regeringen og oprørerne under deres seneste møderunde ikke kunne komme overens om et kardinalpunkt: Monarkiets fremtidige rolle.

Rebellerne ønsker en debat om kongens fremtidige stilling i forfatningen. Regeringen udelukker fortsat ethvert kompromis omkring kongedømmet. Oprørerne vil ikke give sig på deres nøglekrav, der er landsomfattende valg til en forfatningsgivende forsamling, som de mener vil bane vejen for deres ultimative mål – en folkerepublik.

Regeringen vil ikke opgive den gældende forfatning, som siger, at det konstitutionelle monarki ikke kan fjernes.

Til trods for dødvandet er parternes enedes om at sætte en ny dato for genoptagelse af forhandlingerne. Og det indgyder håb. I en lignende situation for 2 år siden forlod maoisterne forhandlingsbordet og genoptog den voldelige kamp, som førte til de værste blodsudgydelser i Nepals nyere historie, og hævede tallet på dræbte i konflikten til 7.000.

Mens parterne forbereder sig på næste møderunde, ventes både regeringen og rebellerne at gøre haneben til de førende parlamentariske partier, hvis støtte kan svinge afgørelsen til den ene eller anden side.

Partierne støtter regeringen i dens forsvar af forfatningen, men de ligger tættere på rebellerne i spørgsmålet om at begrænse monarkiets rolle efter at kongen sidste år afskedigede en valgt regering og tiltog sig ekstraordinære beføjelser.

Partiierne kan måske være katalysator for et kompromis, uanset at det ikke står klart, hvor langt regeringen eller rebellerne vil gå for at imødekomme dem.

Nepal er et af Danidas programsamarbejdslande og modtager derfor betydelig dansk udviklingsbistand.

Læs også “Fredsforhandlinger på søndag med Nepals maoister”, 14.08.03, under Nyheder fra Den 3. Verden.