Da ministrene for verdens største industrinationer mødtes til G7-møde i Paris fredag, blev de præsenteret for en ny rapport fra UNESCO’s Global Education Monitoring Report, der gør status over, hvordan det står til med ligestilling i uddannelse på verdensplan.
Rapporten har særligt fokus på uddannelse blandt flygtninge og fordrevne. Men nogle af de problematikker, der går igen, er mere almengyldige – om børnene er fordrevne eller ej.
Set med danske briller er det især interessant, at vi er dårligere end lande som Sverige, Frankrig, Australien og Canada, når det kommer til at sikre, at den udviklingsbistand, vi giver til uddannelse, tager højde for forskellene på drenge og pigers vilkår og dermed sikrer ligestilling.
Det skriver PlanBørnefonden i en pressemeddelelse.
”Vi plejer at tænke på os selv som nogle, der kæmper for ligestilling globalt. Desværre viser rapporten, at vi har et stykke vej igen, før vi ligger forrest i feltet. Vi er kort sagt ikke gode nok til at sikre, at hver en krone vi giver til uddannelse ude i verden, nu også hjælper pigerne ligeså meget, som den hjælper drengene,” forklarer Viktor Kjeldgaard Grønne, programmedarbejder i PlanBørnefonden med fokus på uddannelse.
Ifølge ham tegner rapporten også et billede af, at vi som verdenssamfund er ved at svigte en hel generation af pigers ret til uddannelse.
”Selvom vi har opnået global ligestilling i uddannelse, er der fortsat enorme regionale forskelle og lande, som er langt fra at sikre, at piger har ligeså god adgang til kvalitetsuddannelse som drenge. Det gælder især i Afrika, hvor Togo er et af de lande, hvor det står værst til. Får vi ikke de dele af verden med, når vi aldrig Verdensmål 4 om lige adgang kvalitetsuddannelse for alle. Det vil ganske enkelt være en katastrofe, fordi netop uddannelse bryder den negative fattigdomsspiral og fungerer som en løftestang for mange af de andre Verdensmål, fx når det kommer til at afskaffe fattigdom og sikre sundhed.”
Der skal fokus på forskellene
Netop pigers adgang til uddannelse er et af PlanBørnefondens fokusområder, og der er mange forhold, der gør det sværere at komme i skole, hvis man er pige.
”Børneægteskaber, tidlige graviditeter og den fysiske sikkerhed på skolen er bare nogle få af de barrierer, som rammer piger særligt hårdt. For eksempel ser vi, at i Tanzania er unge mødre forhindret i at komme tilbage i skole, fordi landets love ikke tillader det. Det er et kæmpe problem, når landet samtidig har en af laveste gennemsnitsaldre for førstegangsfødende. Derudover ved vi også, at undervisningen er præget af gamle kønsnormer, som er med til at fastholde pigerne i deres traditionelle roller i hjemmet og samfundet,” forklarer Viktor Kjeldgaard Grønne.
Hvis Danmark ikke skal blive ved med at halte efter klassens dukse, når det gælder om at sikre ligestilling i udviklingshjælpen til uddannelse, skal der skrues på en række knapper ifølge Viktor Kjeldgaard Grønne.
”Et vigtigt skridt vil være at indføre et princip om, at alt dansk finansiering til uddannelse i verden som minimum indeholder et komponent, der forsøger at forstå pigers særlige udfordringer og sikrer, at pigerne får ligeså meget ud af projektet, som drengene gør.”
