Onsdag begynder et træf mellem ledere fra EU og Afrika. De mange flygtninge, der de seneste måneder har krydset EU’s grænser ventes at blive det store emne.
Flere NGO’er mener, at EU bør sætte menneskerettighederne øverst på dagsordenen. Oxfam International advarer ligefrem imod, at man bruger udviklingsbistand til at spærre folk inde.
“EU forventes at offentliggøre en ny Trust Fund for Afrika. Oxfam byder beslutningen om at adressere fattigdom, ulighed og konflikt i Afrika velkommen”, lyder det fra den store NGO i en erklæring, og det tilføjes:
”Men organisationen vender sig mod anvendelsen af disse midler til kun at bremse migration. Udviklingsbistand bør bruges til at afhjælpe fattigdom, til skoler og klinikker, ikke pigtrådshegn og checkpoints”.
Afrika-Fond skal behandle årsagerne til migration
Ifølge det officielle dokument fra Det Europæiske Råd for topmødet er der fem specifikke emner på dagsordenen om flygtninge og migranter.
Man vil behandle årsagerne til, at folk flygter, promovere lovlig migration, beskytte fordrevne, forhindre menneskesmugling og lave aftaler angående hjemsendelse af irregulære migranter, som det hedder i dokumentet.
Europa-Kommissionen annoncerede for en måneds tid siden en stor Trust Fund for Afrika, der skal behandle de grundlæggende årsager til, at mange vælger at søge lykken andre steder. Den vil ifølge planen udgøre 1,8 milliarder Euro (omkring 13,5 milliarder danske kroner).
”Dette er ikke ekstra penge på budgettet, for det kan vi ikke. Men vi kan dirigere eller fokusere nogle af de eksisterende instrumenter for at skabe denne mere operationelle, mere direkte fond”, lyder det fra EU’s udviklingskommissær Neven Mimica til nyhedssitet Politico.
Han udtrykker, at det er uheldigt, at medlemslandene endnu ikke har matchet Kommissionens bidrag. En anonymiseret EU-diplomat håber, at et succesfuldt topmøde kan hjælpe medlemslandene lidt på vej.
”Selvom vi havde håber, at der kom flere penge fra medlemslande, har nogen sagt, at hvis de får et indtryk af, at Valetta (topmødet) fungerer godt, så vil de bidrage med flere penge” siger kilden ifølge EU-sitet.
Man kan se de enkelte landes bidrag her:
http://europa.eu/rapid/press-release_IP-15-5958_en.htm
Europa kan blive den største modtager af europæisk bistand
Oxfam International og Concord Europe frygter imidlertid, at udviklingsmidler bliver brugt til at holde flygtende mennesker ude af Europa.
”Den knappe udviklingsbistand skal bruges til at øge den internationale beskyttelse, adressere årsagerne til tvungen migration og fordrivelse og investeringer i inklusiv udvikling”, lyder det fra Bob van Dillen fra Concord, en paraplyorganisation, hvor danske Globalt Fokus er medlem.
”Udviklingsbistand skal derfor ikke bruges til at modtage asylansøgere i Europa, bekæmpe menneskesmuglere, heller ikke til at finansiere forstærket grænsekontrol i afrikanske lande. Hvis den nuværende tendens til at bruge bistandsbudgetter til at huse flygtninge fortsætter, kan den største modtager af europæisk bistand paradoksalt nok blive Europa”, supplerer han.
Oxfam mener, at udvikling og velstand ikke er modsætninger til mennesker, der bevæger sig.
”Det er vigtigt for Europa at indse, at hvis man håndterer det ordetlingt, kan udvikling og velstand gå hånd i hånd med menneskelig bevægelse”, lyder det fra Sara Tesorieri.
Mobilitet og fordrivelser
Oxfam peger på, at man skal skelne mellem mobilitet og fordrivelse – og det kun er sidstnævnte, der kræver løsninger.
”Mobilitet og fordrivelser er begge elementer af migration – men kun fordrivelser er et problem, der skal løses”, hedder det i en erklæring fra Oxfam.
Oxfam beskriver i erklæringen, at migration har positive effekter i modtagerlandene i form af bidrag til skat, arbejdsmarkedet og den økonomiske vækst. Derudover kan den også hjælpe oprindelseslandene, eksempelvis i form af remitter – de penge, som migranterne sender hjem.
“Et fokus på at stoppe migration for at løse udfordringerne for transit- eller modtagerlande flytter fokus fra at behandle de grundlæggende årsager af trusler mod velbefindende, fred, sikkerhed og velstand. Det er disse emner, der kræver løsninger, for at forbedre sikkerheden og velstanden for mennesker, der trues af dem, uanset om de reagerer ved at immigrere eller på andre måder”, skriver Oxfam i erklæringen.
EU’s udviklingskommissær: Vi kæmper ikke mod lovlig migration
Den ansvarlige for udvikling i EU er ikke langt fra Oxfams tanker i interviewet i Politico.
”Vi ønsker ikke at bekæmpe de grundlæggende årsager til migration generelt, men de grundlæggende årsager til irregulær migration – migration, der foregår gennem menneskesmuglere”, siger Neven Mimica.
”Vi behandler nu alle problemerne med irregulær migration: flygtninge, der kommer til Europa i et kaotisk og uforudsigeligt antal. Men dagsordenen om den lovlige migration er noget, der virkeligt kunne bringe fordele: om det er så er til den økonomiske udvikling i Europa eller i oprindelseslandet”, siger den kroatiske udviklingskommissær ifølge Politico.
Kroaten mener dermed, at udviklingsbistanden kan give flere muligheder for folk i udviklingslande.
“Vi vil gerne give (folk i Afrika) muligheden for at beslutte, hvad de ser som deres bedste muligheder. Hvis internationale udviklingsstrategier gør et land bedre økonomisk, socialt og miljømæssigt, vil folk i de lande have muligheden for enten at blive eller tage af sted, som i Europa. Fri bevægelighed vil så være nemmere”, tilføjer kroaten.
Her kan man hente Oxfam-erklæringen:
Concorde Europes pressemeddelelse findes her:
Her kan man læse mere om topmødet på Det Europæiske Råds hjemmeside:
http://www.consilium.europa.eu/en/meetings/international-summit/2015/11/11-12/
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.