Vi har modtaget følgende fra bestyrelsen for u-landsforeningen Genvej til Udvikling (GtU):
Som gave på foreningens 30-årsdag, der fejres ved en reception tirsdag den 30. september (mere herom i rubrikken “Dansk kalender”), ønsker Genvej til Udvikling en indholdsrig og dramatisk dansk udviklingsdebat.
Da Genvej til Udvikling blev dannet, skete det på basis af stifternes alsidige erfaringer i Emmaus International (EI), grundlagt af Abbé Pierre.
Den tillid, EI har udvist ved at optage os som medlem, forsøger vi at leve op til ved
– at samarbejde med de fattigste af de fattige i det frankofone Vestafrika,
– lindre den øjeblikkelige nød og bidrage til at fjerne dens årsager,
– stræbe mod ligeværdige omgangsformer
– insistere på det personlige ansvar, som det f. eks. kan udmønte sig i forbindelse med fair trade og genbrug
– lægge vægt på, at menneskene i den tredje og fjerde verden byder på skønhed, værdier og traditioner, som menneskene i Nord har hårdt brug for at lade sig inspirere af.
Hvor godt det alt sammen er lykkedes for os indtil nu, må andre vurdere.
Ud over fred og kærlighed, brød til alle, et bedre miljø og godt vejr om søndagen har vi et stort ønske, som ikke burde være så svært at få opfyldt, og det er en levende og varieret debatkultur i det danske u-landskab.
Det er mange år siden, et dansk medium har budt på en længere føljeton af udveksling af synspunkter om Syd-Nord-relationer fra 2 eller flere debattører med indsigt og engagement, så man glædede sig til hver fortsættelse.
Et mindeværdigt eksempel daterer sig til 1991, da overskriften ”Filantropiske varekøb skader u-landene” fremkaldte en lang og hidsig debat i Kristeligt Dagblads u-landstillæg – der er ingen tvivl om, at mange under dette forløb fik betydelig inspiration til overvejelser om hensigtsmæssig handel med udviklingslandene.
De seneste kontroverser på www.u-landsnyt.dk har enten handlet om håndtering af svindel med u-landsmidler, eller også har de handlet om fortiden – i forbindelse med udgivelse af en bog om dansk udviklingsbistand.
Debatforummet på Ibis hjemmeside er gået i stå for snart mange måneder siden. Og sådan kunne man blive ved.
Det er ikke diskussioner om, hvem der skal have hvor store bevillinger, vi primært savner – det er derimod bl.a. sammenligninger mellem klart definerede, afgrænsede udviklingsprojekter og så alt det andet arbejde, u-landskabet kan tage fat på- såsom f. eks. dialog med politikerne for at få afviklet de rige landes landbrugsstøtte.
Hvad vælger man? Kan det kombineres?
Og ikke mindst har vi brug for en masse tanker om, hvordan vi samarbejder med befolkningerne i Syd, når udgangspunktet er, at vi sidder på kassen, samtidig med, at mange af os gerne vil have ligeværdighed i omgangsformerne.
Og hvad er for resten alternativerne til civilsamfundsstrategien? Det mindes vi ikke at have set bud på. Civilsamfundsstrategien er vort århundredes udviklingsmantra, på samme måde som man i halvfjerdserne hele tiden snakkede om de grundlæggende behovs strategi.
Civilsamfundsstrategien skal folkelige udviklingsorganisationer forpligte sig på, hvis vi vil have bevillinger fra Danida. Men hvordan kan man nogensinde reelt vælge noget som helst, hvis ikke man har klare forestillinger om mindst ét alternativ?
Vi mener at have forstået, at civilsamfundsstrategien i store træk går ud på at styrke alle de kræfter i udviklingslandene, der ikke kan defineres under stat eller marked.
Normalt forestiller man sig en stor broget mangfoldighed, hvis man tænker på det, der hverken er stat eller marked; men denne mangfoldighed kniber det gevaldigt med i det danske u-landskab.
Samtidig med, at der bliver flere og flere u-landsforeninger i Danmark (bare se på Projektrådgivningens voksende medlemstal), bliver der mindre og mindre uenighed.
For et par år siden forkyndte Projektrådgivningens hjemmeside under stor jubel, at alle havde været enige om alt på det netop afholdte årsmøde. Det er da ikke noget at råbe hurra for – det er tværtimod pinligt!
De forsamlinger, hvor man blot bekræfter hinanden i troen, er normalt så kedelige, at de er glemt et par uger senere, hvorimod de møder, der ligner et skuespil af August Strindberg, bliver husket i årtier, ikke mindst fordi de skærper tankevirksomheden.
Og hvis vi fantaserer om broget mangfoldighed og frugtbare dialoger i udviklingslandenes civilsamfund og i disse civilsamfunds forhold til deres myndigheder, hvordan skal vi så blive taget alvorligt nogen steder i de varme lande, så længe vores helt egen verden er præget af søvndyssende enighed og totalt fravær af udfordringer og provokationer?
Mennesker i udviklingslandene, som for manges vedkommende har været tvunget til at agere endimensionalt gennem årtier med etpartisystemer, kan da kun finde det absurd, at den del af det danske foreningsliv, der beskæftiger sig med samarbejde med udviklingslandene, frivilligt vælger det endimensionale.
Det er ikke nødvendigvis civilsamfundsstrategien, der er noget i vejen med; men den trænger til at stå sin prøve ved at konfronteres med alternativer. Lad os byde enhver protest velkommen og opfordre til modsigelse!
Den varme verden er broget – lad os igen blive brogede i det høje Nord! slutter bestyrelsen for Genvej til Udvikling.
Se også www.gtu.dk
