NGO: Hør på de oprindelige folk – verdenskonference i efteråret 2014

Laurits Holdt

Kommentar af IWGIA

Verdens mange oprindelige folk blev overset i 2015-målene. Det må ikke gentage sig i den nye udviklingsdagsorden, mener den “Internationale Arbejdsgruppe For Oprindelige Folk” (IWGIA) – der findes flere end 5.000 oprindelige folkeslag i verden og mange af dem er særligt udsatte for fattigdom.

Grace Balawag, Tebtebba, Filippinerne, Mirna Cunningham, forkvinde for CADPI, Nicaragua, Chandra Roy Henriksen, UN Permanent Forum on Indigenous Issues og Mirian Masaquiza, UN Permanent Forum on Indigenous Issues til FNs generalforsamling i New York

Oprindelige folk arbejder for at blive inkluderet i processen mod en ny udviklingsdagsorden efter 2015 og få anerkendt deres menneskerettigheder, sådan som de er formuleret i FN’s erklæring om oprindelige folk.

I 2012 i Rio de Janeiro mødtes verdens ledere, civilsamfund og repræsentanter for verdens oprindelige folk for at diskutere global udvikling. Resultatet blev Rio +20 dokumentet, der understreger vigtigheden af kultur som en afgørende faktor for bæredygtig udvikling.

I dokumentet refereres der også til at bæredygtig udvikling er afhængig af anerkendelse af menneske-rettigheder med særlig reference til FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder.

I september 2014 holder FNs general-forsamling en verdens-konference om oprindelige folk. Det sker i form af et særligt højniveaumøde i plenarforsamlingen i New York.

Hensigten hermed er at diskutere, hvordan man kan håndhæve oprindelige folks rettigheder og hvordan man kan realisere målene i FN’s deklaration for oprindelige folks rettigheder. En række anbefalinger relateret til oprindelige folk rettigheder vil blive resultatet af mødet (se link neden for).

For at sikre en bæredygtig udvikling, der respekterer menneskerettighederne bør man i post 2015 processen tage højde for anbefalingerne fra både Rio og FN’s verdenskonferencen for oprindelige folk.

Viden om biologisk mangfoldighed

Udover, at oprindelige folks rettigheder bør respekteres kan oprindelige folk bidrage til de nye bæredygtige udviklingsmål med viden om biodiversitet og en bæredygtig tilgang til naturressourcer.

Oprindelige folk lever i nogle af verdens mest biodiverse områder. De har gennem flere tusind år levet ud fra en bæredygtig tilgang til naturressourcer og kan derfor bidrage med løsningsmodeller til den globale økologiske krise.

”Vi har formået at bevare mange af verdens eksisterende øko-systemer. Vi har formået at gøre det fordi vi har en traditionel viden og en bæredygtig livsstil. Det er derfor kun logisk at sikre oprindelige folks fuld og effektiv deltagelse i post 2015 diskussionen”, understreger Vicky Tauli-Corpuz, der er stifter og direktør for organisationen Tebtebba fra Filippinerne.

I 2000 vedtog verdens ledere otte konkrete udviklingsmål, kendt under navnet Millennium Development Goals (MDGs – 2015 Målene), som siden har udgjort pejlemærkerne for internationalt udviklingssamarbejde.

Der gøres i denne tid, i FN, status på Millennium Development Goals’ succeser, fiaskoer og ’lessons learned’ for fremadrettet at skabe nye bæredygtige udviklingsmål. En af de vigtigste konklusioner er at civilsamfundet skal inddrages mere.

Blev ikke hørt i 2015 målene

På trods af store ambitioner om blandt andet at halvere antallet af mennesker, der må leve for mindre end 10 kr. om dagen, sikre rent drikkevand, adgang til skolegang, og bekæmpe børnedødelighed, var der en stor gruppe, som ikke blev hørt eller taget højde for i skabelsen af Millium Development Goals – verdens ca. 5000 forskellige oprindelige folk.

På grund af deres særlige sproglige og kulturelle forhold, og politiske marginalisering, nyder oprindelige folk ikke automatisk godt af mainstream udvikling.

Eksklusionen af oprindelige folks bidrag til Millennium Development Goals har marginaliseret dem yderligere og i nogle sammenhænge endda forværret deres forhold.

Mens den globale fattigdom er faldet, er verdens ulighed er steget. Mens oprindelige folk kun udgør ca. 5% af verdens befolkning er de i dag, ifølge FN, 15% af verdens fattigste.

Oprindelige folk er en af de såkaldte ’major groups’, som FN har forpligtet sig til at inddrage i diskussioner af bæredygtig udvikling, og de har derfor nu en unik mulighed for at deltage i post 2015 debatten.

Når IWGIA støtter oprindelige folk i at deltage i diskussionen af de nye udviklingsmål, er det fordi vi mener, at hvis de igen bliver holdt udenfor øges uligheden og verden går glip af værdifuld viden om, hvordan man måler og bevarer den økologiske balance.

IWGIA – International Work Group for Indigenous Affairs – har hovedkontor i København og er en international NGO, der arbejder for at fremme oprindelige folks interesser.

Læs mere her:

Rio +20:
http://www.iwgia.org/environment-and-development/sustainable-development

Post 2015:
http://www.iwgia.org/environment-and-development/sustainable-development/sustainable-development-goals-and-post-2015

Verdenskonferencen for oprindelige folk i september 2014:
http://www.iwgia.org/human-rights/un-mechanisms-and-processes/un-world-conference-on-indigenous-peoples-2014