NGO i nyt samvirke med 12 partnere i Asien og Afrika om at bistå kvinderne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Sex & Samfund øger de kommende år indsatsen for at hjælpe verdens marginaliserede kvinder og nedbringe den alt for høje mødredødelighed.

Organisationen indleder et globalt program-samarbejde med 12 NGOer fra 10 lande, fremgår det af oktobers nyhedsbrev fra Sex & Samfund.

Arbejdet blev sat i gang med et møde for alle partnerne forleden i København. Her mødte ledere fra organisationer i Nepal, Burundi, Indien, Kenya, Pakistan, Rwanda, Malaysia, Uganda, Bangladesh og Tanzania hinanden for første gang. De skal udgøre et nyoprettet netværk, som med fælles stemme skal tale på vegne af kvinder i de 10 lande.

De 12 organisationer arbejder i Østafrika og det sydlige Asien og vil sammen udgøre et globalt netværk, som skal udføre fortalerarbejde på vegne af fattige kvinder i de to regioner.

Over de næste 3 år skal NGOerne blive bedre til at lægge pres på lokale, nationale og regio-nale myndigheder, så de gennemfører rettighedspolitik og programmer indenfor seksuel og reproduktiv sundhed.

Konkret skal de bl.a. indsamle data for sundheds-ydelser og bruge dem til at lægge pres på beslutningstagerne.

170.000 kvinder

Målet for programmet er at op mod 170.000 kvinder skal mærke en forbedring i deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Det betyder, at flere kvinder selv skal kunne bestemme over deres krop, bestemme med hvem og hvornår de har sex og have adgang til prævention og abort.

– Der bliver tale om at NGOerne foretager en betydelig mobilisering af kvinder på lokalt niveau. Kvinderne bliver bevidstgjort om deres rettigheder og organiseret så de kan bruge deres viden til at kræve deres rettigheder. Mange ved måske ikke noget så simpelt som fordelene ved at søge kvalificeret hjælp i forbindelse med graviditet og fødsel, siger international programmedarbejder i Sex & Samfund Jacqueline Bryld.

På sigt er det således et mål, at kvinderne skal øge efterspørgslen efter sundhedsydelser. Og presset for kvindernes rettigheder skal de kommende år øges på fire niveauer: lokalt, nationalt, regionalt og globalt.

’Arrangeret ægteskab’

Organisationerne fra Sydasien, der indgår i netværket, har siden 2007 allerede arbejdet sammen for at udføre fortalerarbejde for marginaliserede kvinder i den region, mens det er nyt for NGOerne fra Østafrika at arbejde sammen i et netværk for at tale på kvindernes vegne.

Det er Sex & Samfund, der med støtte fra Danida, har bragt organisationerne sammen på tværs af verdensdelene.

– Det her tegner til at blive et yderst velfungerende ’arrangeret ægteskab’. Et ægteskab som er accepteret af begge parter, og hvor vi sammen kan være med til at rykke ved den globale dagsorden for kvinders rettigheder og adgang til sundhed, siger Dr. Peter Ibembe, direktør for organisationen RHU i Uganda, da han efter to dages partnermøde bliver bedt om at sammenfatte forventningerne til det kommende samarbejde.

Et vigtigt element i programmet er at fremme samarbejdet mellem de regionale netværk i Asien og Afrika. Og de to netværk har noget at lære af hinanden.

– Vi fra Sydasien har en masse erfaring allerede med at lægge pres på lokale, nationale og regionale magthavere, som vi kan dele med afrikanerne, mens organisationerne fra Østafrika har arbejdet med at hjælpe med at levere konkrete sundhedsydelser til borgerne. Og der kan vi lære af hinanden på tværs af grænserne, siger Nalini Singh, program manager i den pan-asiatiske paraplyorganisation Arrow.

Danida har store forventninger

Organisationerne fra hver deres del af verden vil over de kommende år udveksle erfaringer og samtænke deres fortalerarbejde og strategier for at få størst mulig global gennemslagskraft. De regionale netværk vil i deres arbejde blive støttet af Sex & Samfund.

– Vores rolle er selvfølgelig til at starte med, at vi har skaffet finansiering. Men fremadrettet er vi koordinator for programmet, og så har vi specifik teknisk kunnen inden for forskellige felter, siger Elisabeth Riber Christensen, international programmedarbejder i Sex & Samfund, og forklarer udbyggende:

– Der ligger en hel del kapacitetsopbygning i forhold til de regionale netværk og vi byder ind med hjælp til faglige spørgsmål omkring fortalerarbejde og organisatorisk erfaring, netværks- og økonomistyring. Desuden er vi selv en regional spiller i flere europæiske netværk, hvor vi på dette kontinent kan være med til at påvirke beslutningerne.

Ved at overgå til programstatus hos Danida er Sex & Samfund nu i den gruppe af organisationer, som ligger lige under de 6 store rammeorganisationer. Danida deltog også i dele af partnermødet og er positive overfor det kommende samarbejde.

– Vore forventninger til programsamarbejdet er store. Der er med Sex & Samfunds tidligere projekterfaring allerede opbygget et godt fundament for det videre arbejde, og de fastlagte målsætninger er meget ambitiøse, anfører Grethe Dittmer, som er ansvarlig for programstøtten i Danida.

– Der er stort aktuelt behov for at civilsamfundets stemme i syd bliver hørt – både lokalt, regionalt og internationalt, og det håber vi, at programmet vil bidrage til, slutter hun.

Se også
http://www.sexogsamfund.dk/Default.aspx?ID=949&M=News&PID=76861&NewsID=3503