Oprindelige folk rundt om i verden har en stemme hos UNESCOs verdensarvsliste.
Under den 43. samling for verdensarvs komiteen (World Heritage Committee, WHC) i Baku i Aserbajdsjan sidste år blev der implementeret nye krav til stater, som vil tilføje nye seværdigheder til UNESCOs verdensarvsliste, skriver danske International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA) i en nyudgivet årsberetning.
Stater skal indsamle godkendelser fra det oprindelige folk, hvis seværdigheden berører lokalbefolkningens land, territorier og ressourcer. Derefter får man lov til at komme på den ”foreløbige liste”, som er det første skridt til den endelige verdensarvsliste.
”Det her er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke det sidste skridt. Problemet er, at når en stat vil nominere en seværdighed til listen, kan der ligge kommercielle interesser bag. Her skal vedvarende dokumentation på opretholdelsen af menneskerettigheder og inklusion af den oprindelige befolkning være tilgængelig, før seværdigheden kan nomineres. WHC bliver nødt til at agere vagthund, så lokalbefolkningen ikke kommer i klemme”, understreger seniorrådgiver for global regeringsførelse hos IWGIA, Lola García-Alix.
Manglende inklusion
Ønsket om at inkludere det oprindelige folk i udvælgelsen af steder til UNESCOs verdensarvsliste er da heller ikke helt ukendt i Danmark.
I 2012 arrangerede IWGIA i samarbejde med det grønlandske selvstyre og Kulturstyrelsen i Danmark en international kulturarvskonference i København, som skulle pege på behovet for en holdningsændring i tænkningen omkring arbejdet med verdensarvslisten.
Verdensarvslisten bygger på verdensarvskonventionen, som blev underskrevet i 1972. Dengang havde man ikke de oprindelige folk i tankerne.
”Ideologien bag verdensarvskonventionen i 1972 var at sætte fokus på det, der havde natur- eller kulturmæssig værdi for menneskeheden, men uden at tænke på de folk, der bor omkring de områder”, sagde Lola García-Alex i 2012, da hun var direktør for IWGIA, til Kristeligt Dagblad i forbindelse med konferencen i København.
I dag, otte år efter, ser det ud til at have lykkedes for IWGIA. Selvom det er et stort skridt for oprindelige folk rundt om i verden, mener Lola García-Alix dog stadigvæk, at der fortsat er meget arbejde forud for at sikre oprindelige folks rettigheder.
”Indtil nu har det været en lang proces at få inkluderet oprindelige folk i beslutningsprocessen angående udvælgelsen af steder til verdensarvslisten. Det skete ikke ’bare’ sidste år. Det var allerede i 2010, at vi startede med at kigge på, hvordan oprindelige folk kunne arbejde med WHC”, siger hun.
Brud på menneskerettigheder ved verdensarv
Der har før været problemer med seværdigheder, der er på den eftertragtede liste. I flere lande har kravet om at vedligeholde og beskytte seværdighederne på UNESCOs verdensarvsliste gået til ekstremerne. Nogle gange på bekostning af det oprindelige folk.
Sidste år kunne netmediet BuzzFeed afsløre, at WWF-sponsorerede patruljer i årevis havde tævet, tortureret, begået seksuelle overgreb og dræbt oprindelige folk i Afrika og Asien, som boede i nærheden af nationalparker.
Næsten alle af de involverede nationalparker findes på verdensarvslisten – heriblandt Salonga National Park i den Demokratiske Republik Congo, Lobéké National Park i Cameroun, Kaziranga National Park i Indien, Dzanga-Sangha Special Reserve i den Centralafrikanske Republik og Chitwan National Park i Nepal. Parkernes placering på verdensarvslisten er noget, som der tidligere ikke har været fokuseret på, skriver IWGIA.
Netop i Chitwan National Park i Nepal findes et fængsel, hvor bonden Shikharam døde efter kun ni dages indespærring. Parkbetjentene mente, at Shikharam hjalp sin søn med at skjule et næsehorns horn i baghaven. De fandt aldrig hornet, men smed Shikharam i deres fængsel, skriver BuzzFeed.
”De tævede ham nådesløst og puttede saltvand i hans næse og mund”, sagde Shikharams kone Hira til politiet i Nepal i forbindelse med hans død.
En obduktion viste, at Shikharam havde syv brækkede ribben og adskillige blå mærker på kroppen. Syv øjenvidner styrkede Hiras anklager om de konstante tæv, hendes mand fik. Efterfølgende blev tre ansatte fra parken arresteret og dømt for drab.
Efter sigende mistænkte WWF-patruljerne civile fra lokalbefolkningen for at være krybskytter, og derfor blev der indsat flere bevæbnede vagter i kampen med at beskytte truede dyr.
Men det retfærdiggør ikke drab på andre og strider med menneskeretlige principper.
”Det er naturligvis ikke i orden at slå mennesker ihjel for at beskytte dyr og naturen. Det afspejler sig også helt tydeligt i WWFs menneskerettighedspolitik,” sagde Eva Grambye, vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder til Globalnyt sidste år om situationen.
Verdensarvslisten er hverken god eller dårlig
Man kan stille spørgsmålstegn til, hvorvidt verdensarvslisten skal eksistere, når der findes problemer, som relaterer sig til den. Men her skal man huske at se på konteksten.
”Jeg ved ikke om listen er god eller dårlig for verden, det handler mere om, hvordan der nomineres, og hvem der får mest ud af at være på listen. Så længe man inkluderer de oprindelige folk i beslutningsprocessen, og hvis optagelsen på listen giver en fordel til lokalbefolkningen, er det jo fint. Når først en seværdighed optages på listen, er man jo en del af FN-systemet, og derfor følger der et ansvar med at overholde internationale love og regler”, siger Lola García-Alix.
WHC opfordrer i øvrigt også stater til at samarbejde med det oprindelige folk om at vedligeholde områder og brygninger, som indgår på UNESCOs verdensarvsliste.
Rundt regnet berører 10 procent af i alt 1121 steder på den nuværende verdensarvsliste oprindelige folk og deres levesteder.
