NGO: Ny forskning viser alamerende tilstand for klodens tropiske skov

5225636134_1690b6b2e8_b
Thomas Jazrawi

50 millioner små bidder er klodens tropiske skov nu splittet op i.

Det viser forskning fra 2017.

Et nyere studie peger på, at opsplitning af skov nu er nået et kritisk punkt, hvor mere skovødelæggelse vil have en mangedoblet negativ effekt. 

Det fremgår af Verdens Skoves seneste nyhedsbrev. Den danske skovorganisation kalder til handling. 

“Det er en katastrofe for livet på Jorden, når skovene bliver splittet ad”; siger Nikolai Lang, kommunikationschef i NGO’en. 

“Det har enorme konsekvenser for os alle sammen på hele planeten og ikke bare naturen i regnskovene. Skovrydningen forstærker klimaforandringerne. Vi taber arter i rekordtempo. Der må gøres noget nu”, føjer han til. 

Fragmentering

Veje, landbrug, bebyggelse og andre menneskelige gøremål gør indhug i tropisk skov og deler dem op i mindre dele. 

Der er altså nu blevet 50 millioner små bidder af den oprindelige tropiske skov. 

Når vi mennesker rydder områder i de tropiske skove for træer, så splitter vi skoven op, skriver Verdens Skove i nyhedsbrevet.  

Skoven ender med at bestå af mindre og mindre stumper. Samtidigt bliver afstanden mellem stumperne større og større. Denne proces kaldes fragmentering, og er nu blevet så omfattende i verdens tropiske skove, at forskere slår alarm i et nyt videnskabeligt studie.

Ifølge studiet er fragmenteringen blevet så omfattende, at den er ved at nå et ”kritisk punkt”.

Kritisk punkt

Organisationen henviser til et nyt tysk studie. 

Resultaterne viste, at fragmenteringen er tæt på et kritisk punkt i alle tre store regnskovsregioner; i Congo, Sydamerika og Sydøstasiens fastland, lyder det i artiklen fra Verdens Skove.  

Det betyder, at de er på tærsklen til at ændre sig fra en form til en anden – som når flydende vand koger og bliver til damp. Det kritiske punkt er for skove der, hvor splittelsesraten drastisk skyder i vejret. 

Det er et stort problem, at skovene er tæt på dette punkt. Forskerne skriver, at selv ”små ekstra mængder skovtab i den nærmeste fremtid vil lede til en stærk stigning i antallet af skovfragmenter.” 

Beskyt det sidste primærskov

I studiet foreslår forskerne, at genplantning af skov kan afhjælpe det massive skovtab. Verdens Skove mener imidlertid, at beskyttelse af de sidste rester må have den højeste prioritet. 

“Det absolut vigtigste er at beskytte den sidste primærskov vi har tilbage. Ideen om genplantning må aldrig blive en undskyldning for ikke at bevare vores sidste urskove,” understreger Nikolai Lang, som fortsætter:  

”Vi skal få skabt mere plads til skov og samtidig beskytte de urskove, som vi har tilbage. Derfor er løsningen at give de lokale folk, der har skovene som livsgrundlag viden og værktøjer til at forvalte skovene ansvarligt. Disse folk skal have ressourcerne til at beskytte skovene mod ulovlig afskovning, og de skal kunne leve af skoven på en bæredygtig måde, så de ikke behøver at hugge den for at overleve.”