NGO: Svindel? Findes ikke hos os

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Dan Larsen
journalist og medlem af bestyrelsen for Dialogos

“Jeg ser nødigt, at befolkningen får indtryk af, at svindel og bedrag med u-landsmidler er hverdag eller bare almindeligt i forbindelse med projekter”.

Sådan siger formanden for en lille u-landsforening, der netop ikke gør i den slags.

“Dialogos” har gennem 12 års arbejde med projekter i både Bolivia i Sydamerika og Nepal i Himalaya aldrig været udsat for den slags problemer, fremhæver formanden, speciallæge Marie Brasholt.

Reaktionen kommer efter nyhederne om 244 sager om svindel og bedrag overfor danske projekter i u-lande indenfor de seneste 4 år.

Skandalen har fået en stribe organisationer til at love fremover at fortælle offentligheden om den slags dårlige nyheder og ikke kun dele alle de positive fra projekterne. Det er en ny udvikling.

Dialogos arbejder med Danida-finansierede projekter i multimillionklassen indenfor sundhed og uddannelse, hvor aktiviteterne i høj grad foregår blandt de fattigste i landdistrikterne.

Foreningen, der i Danmark bygger på frivilliges indsats, udstationerer ikke eksperter, men arbejder gennem lokale partnere. Disse bliver udpeget af foreningens repræsentanter.

Marie Brasholt:

– Selv om vi ikke har en stab ude i verden, synes vi selv, at der er godt styr på projekterne. Vi superviserer gennem rapporter om fremskridt og ved besøg på stedet. Dialogos kommer ikke rendende hele tiden, men når vi er derude, arbejder vi aktivt med projekternes folk, så vi kan se, hvad der foregår. Projekter bliver også evaluerede af tredjeparter.

Bag hvert projekt ude i verden danner Dialogos en gruppe af frivillige aktive, hvoraf flere har professionel erfaring og viden at overføre til partnerne i landene. Der foregår således en livlig dialog mellem parterne.

Foreningen har som den eneste uregelmæssighed haft tilfælde med forsinket afrapportering fra u-landene, men det bliver hurtigt bragt i orden.

– I Dialogos er vi klar over, at vores arbejdsform stiller særligt store krav til partnerne, fordi vi ikke er fysisk til stede mere end 1-2 gange om året, når alt går efter planerne, uddyber Marie Brasholt og lægger til:

– Arbejdet med projekterne kan være vanskeligt, men det betyder ikke, at vi nogen sinde har konstateret misbrug eller svindel. Vi gør meget ud af at vælge vore lokale partnere, og det er nok hemmeligheden bag vort gnidningsløse samarbejde derude.

– Det, der får partnervalget til at fungere, kalder man i andre sammenhænge “nepotisme”, siger næstformand og speciallæge Erik Jørs med et skævt smil. – I Dialogos-projekterne samarbejder foreningen med NGOer eller projekter, som vi har kendt personligt gennem flere år, anfører han.

Ud fra dette personlige kendskab vurderer Dialogos, om de er troværdige samarbejdspartnere. I denne evaluering indgår partnerens erfaring og resultater, idégrundlag, vilje til at opnå konsensus med Dialogos og de personlige relationer.

Udover de direkte samarbejdspartnere søger foreningen altid at koordinere sit arbejde med andre NGOer og institutioner på stedet.

Dan Larsen har lang erfaring med u-landsvirke og er bl.a. netop indtrådt som suppleant-medlem af bestyrelsen i den almennyttige forening “U-landsnyt.dk, der står bag nyhedstjenesten af samme navn.