Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Regeringen fik som bekendt uden problemer gennemført de planlagte drastiske besparelser på udviklingsbistanden med vedtagelsen af finansloven for 2016. Udenrigsministeriet er nu i fuld gang med at gennemføre de konkrete besparelser.
Trods fortsatte protester især fra NGO’erne er der ikke udsigt til – hverken på den korte eller den lidt længere bane, at den fattigdomsorienterede udviklingsbistand vil komme tilbage til det tidligere niveau. Også selv om Socialdemokraterne igen skulle komme til magten!
Og fortsætter den nuværende regering, venter der sandsynligvis yderligere besparelser i de kommende år på den direkte danske udviklingsbistand til verdens fattigste. De kommer i stigende omfang indirekte til at betale for vores – ofte modvillige – modtagelse af en beskeden del af verdens alt for mange flygtninge.
Bistanden mister betydning
Som jeg har påpeget i tidligere blogindlæg, har den traditionelle, statslige udviklingsbistand mistet betydning i det seneste år. Det gælder især i mange mellemindkomstlande, som ikke længere burde have behov for traditionel udviklingsbistand, hvis de mobiliserede interne ressourcer og bekæmpede korruption.
Private pengeoverførsler, erhvervsinvesteringer og samhandel overgår langt de stagnerende statslige bistandsoverførsler til udviklingslandene. Den statslige bistand er ligeledes langt mindre end den skatteunddragelse og kapitalflugt, der i voksende omfang finder sted i og fra udviklingslandene.
Der synes at råde stor rådvildhed i NGO-kredsen i den aktuelle situation. Mange drømmer om at få fortiden tilbage, og de fleste har ingen konkrete visionerne om fremtiden. Men fortiden kommer ikke tilbage. Der er derfor behov for at udvikle nye visioner, strategier og partnerskaber med udgangspunkt og tyngde i Syd.
For at kunne se fremad må NGO’erne allerførst se indad. Hvad har vi lært af de sidste 50-60 års statslige og folkelige udviklingsarbejde? Hvilke erfaringer kan vi bygge videre på i den situation, vi nu står i med nye udfordringer? Vi må se os tilbage og spørge os selv, hvad kan vi lære meget både af det, der er gået godt men måske især af de fejl, der i bedste mening er begået i forbindelse med udviklingsbistanden.
Hvad har vi lært?
Blandt de vigtigste erfaringer, der kan uddrages af NGO-bistanden, er vel:
1) En udvikling, der skaber positive forandringer, kan naturligvis inspireres og fremmes udefra. Men en sund, igangværende lokal udvikling kan også ødelægges af udefra kommende kræfter. Det er der alt for mange eksempler på. Vedvarende og bæredygtig udvikling må vokse frem indefra og næres og slå rod nedefra. Uden lokalt og nationalt ejerskab skabt af en mobilisering af den brede befolkning, både mænd og kvinder, kommer vi ingen vegne. Uden ydmyghed og tålmodighed kommer vi til kort i udviklingsarbejdet.
2) Udvikling er ikke et entydigt positivt begreb. Hvad der for store befolkningsgrupper er udvikling, er ofte for mindre, men magtfulde grupper lig med afvikling af magt og privilegier. Der er alt for mange eksempler på, at lokale magthave har modarbejdet velmente udviklingsbestræbelser. Vi må derfor vælge side i udviklingsarbejdet, hvis ikke alle vil være med til at ændre på urimelige og uretfærdige forhold.
3) Dette forudsætter imidlertid, at vi i bistandsarbejdet prøver at forstå og tage højde for lokale kulturelle og religiøse traditioner og indgå i en fordomsfri forandringsdialog med lokale høvdinge, medicinmænd, religiøse ledere m.fl. Der er alt for mange eksempler på at det, som udviklingsarbejdere opbygger i ugens løb, bliver revet ned af imamen i moskeen om fredagen eller af præsten i kirken om søndagen, hvis ikke høvdingen og andre traditionelle ledere allerede har gjort det efter mørkets frembrud i ugens løb.
4) Vi må desuden erkende, at udviklingsproblemerne er globale. F.eks. findes voksende ulighed og fattigdom både i Nord og Syd. Det samme gælder miljø- og klimaproblemer, selv om Syd er hårdest ramt.
En ny udviklingsstrategi for NGO’erne
Følgende seks delelementer bør indgå i en ny solidarisk fælles Nord-Syd NGO-udviklingsstrategi:
1) NGO’erne bør fremover koncentrere sig om at mindske behovet for udenlandsk bistand til de dårligst stillede befolkningsgrupper i de fattigste lande i stedet for at arbejde for øget såkaldt udviklingsbistand fra de rige landes regeringer. NGO’erne må erkende, at de ofte har medvirket til at øge Sydpartnernes og målgruppernes fortsatte afhængig af pengestrømmen fra Nord. Det bør de høre op med.
2) Derfor skal NGO’erne lægge større vægt på faglig, administrativ og organisatorisk kapacitetsopbygning, herunder især folkelig og ressourcemæssig mobilisering hjem og på at fremme Syd-Sydsamarbejde. Desuden skal fortalervirksomhed intensiveres på både lokalt, national, regionalt og international niveau.
3) Dette vil være med til at styrke et folkeligt, mangfoldigt, modstands- og bæredygtigt civilsamfund, der kan lægge pres på lokale og nationale embedsmænd og politikere og derved skabe positive forandringer.
4) Det må i sammenhæng hermed i højere grad erkendes, at arbejdet for udvikling ikke kun er en humanitær indsats men ofte også en benhård politisk kamp mod strukturer og magthavere, som ikke ønsker frihed, lighed og retfærdighed. Det handler især om fair handel, åbenhed om private investeringer, jordreformer mv. og kamp mod mørklagte skatteunddragelser, kapitalflugt, korruption mv.
5) NGO’erne i både Nord og Syd bør desuden aktivt støtte FN’s 17 nye bæredygtighedsmål og især fokusere på at modvirke de voksende økonomiske og andre uligheder både i Syd og Nord. Uligheder som truer med at skabe nye grupper af fattige og nye geografiske lommer af fattigdom.
6) Dette forudsætter imidlertid et både konstruktivt men samtidig kritisk samspil med den private sektor, herunder erhvervslivet, som skal skaffe de manglende arbejdspladser til det stigende antal arbejdsløse unge i udviklingslandene. Det nok et af de største problem, som u-landene står overfor, sammen med klimaforandringerne, der kan medføre fremtidig mangel på mad, vand og jord.
Det er sådanne faktorer, der kan udløse nye politiske konflikter, radikalisering, migration og i sidste ende skabe nye folkevandringer mod Nord og nulstille meget af de forrige årtiers udviklingsarbejde.
Undgå bistandsfælden
I takt med, at NGO’erne i fællesskab mindsker afhængigheden af statslige bistandsmidler fra Nord ved i højere grad at mobilisere egne private menneskelige og materielle ressourcer, øges selvstændigheden i Syd. Det er det overordnede mål, de danske NGO’erne og deres partnere i Syd fremover bør fokusere på.
De skal målrettet sætte ind på aktivt at mindske behovet for udefra kommende udviklingsbistand. Kun derved kan de undgå at havne i den fælde, som den stagnerende vestlige og stadig mere egoistiske udviklingsbistand udgør. Den fælde er mange NGO’er både i Nord og i Syd desværre allerede fanget i.
Det vigtigste er imidlertid, at NGO’erne i Syd overlever, selvstændiggøres og styrkes. Sker det, gør det ikke så meget, at nogle NGO’er i Nord dør. Hvis de da bare forinden har opfyldt deres mission og levet op til deres egne, ofte mange skåltaler ved jubilæer og andre højtidelige lejligheder om at overflødiggøre sig selv!
