Mange folkelige bevægelser ender som NGO-organisationer, der styres af pr-konsulenter og professionelle meningsdannere, hvorved de fremmedgøres fra de sociale miljøer, som de tidligere var en del af. De bliver instrument for statsmagten, og der er behov for at puste nyt liv i ideen om folkelige bevægelser
Sådan konkluderer den svenske forfatter, Mikael Nyberg, i en kronik i dagbladet Information tirsdag den 16. august. Her kronikken i sin helhed:
Af Mikael Nyberg
I MAJ MØDTES hundrede ældre mænd og en håndfuld kvinder på et femstjernet hotel- og konferenceanlæg i Bayern for at diskutere aktuelle politiske spørgsmål.
De bevæbnede vagter kunne skimte notabiliteter såsom Paul Wolfowitz, USA’s tidligere viceforsvarsminister, der nu er chef for Verdensbanken, José Manuel Barroso, formand for EU-kommissionen, og Angela Merkel, formand for de tyske kristelige demokrater.
Fra Danmark deltog miljøminister Connie Hedegaard, tidligere formand for Socialdemokraterne Mogens Lykketoft, og Anders Eldrup fra Dong.
Det var Bilderberggruppen, et lukket selskab for ledende politikere og forretningsmænd på begge sider af Atlanten, der holdt sit årlige træf. En af deltagerne var Bernard Kouchner. I 1971 stiftede han bistandsorganisationen Læger uden Grænser.
Kouchners indlemmelse i den eksklusive kreds er et tegn i tiden. Det handler om fremtiden for, hvad der tit kaldes folkelige bevægelser, men som ofte er noget ganske andet.
Fifleri med medlemstal
De politiske ungdomsorganisationer i Danmark kunne i slutningen af 1980erne fremvise et samlet medlemstal på 50.000 personer og op mod 1.000 lokalforeninger. Et par år senere var der ikke meget tilbage i statistikken af denne tilsyneladende sprudlende foreningsaktivitet.
Massemedierne afslørede, hvordan flere af de politiske ungdomsorganisationernes ledelser systematisk havde manipuleret deres medlemstal for at sikre sig større andele af de statslige tipsmidler.
Medlemsopgørelserne måtte nedskrives, men med øget tilskud, en ny fordelingsnøgle og færre organisationer til at deles om støttekronerne fortsatte pengestrømmen uformindsket.
En kopi af denne skandale blev forsidestof i Sverige i dette forår. Men korruptionen er ikke kun udbredt i politiske ungdomsorganisationer. Den strækker sig ud over større dele af det organiserede politiske liv. Fifleriet er en udløber af en større ændring: organisationernes fremmedgørelse fra de sociale miljøer, som de tidligere var en del af.
Den samme udvikling, som gør partierne til konsulentstyrede pr-maskiner, forvandler tidligere folkebevægelser til professionelle lobby- og velgørenhedsorganisationer. De tilbageblevne medlemmer har kun til opgave at betale kontingent.
Velgørenhedsindustrien
Forskning fra Norge viser, at højtlønnede og -uddannede overtager stadig større dele af organisationslivet. Lokalt er der stadig aktionsgrupper og lokale foreninger med demokratiske strukturer, men centralt regerer professionelle velgørere og meningsdannere.
Det samme billede tegner sig på den globale arena. Der betegnes de såkaldte frivillige organisationer som non-governmental organizations, NGOer, det vil sige “ikke-statslige organisationer”. Måske ville “ikke så ikke-statslige organisationer” være en mere passende betegnelse.
I begyndelsen af 1960erne var der et par hundrede aktive frivillige organisationer internationalt. I 1995 var der næsten 30.000. Dette NGO-foretagende er stærkt afhængig af tilskud fra staten og private sponsorer. De rige lande kanaliserer mere end en femtedel af deres udviklingsbistand gennem det.
I Vesten nyder de professionelle velgørere anseelse, men andre steder mødes de med stærk mistro.
Mange af deres projekter er yderst prisværdige, og der findes frivillige organisationer der holder både statsmagten og kapitalinteresserne en armslængde fra sig. Alligevel indgår den vestlige velgørenhedsindustri i genkolonialiseringen af kapitalismens periferi.
Nationale samfundskonstruktioner falder sammen under trykket fra gælden, strukturtilpasningsprogrammerne og de militære interventioner. Så kommer NGOerne for at tage over.
Venstrefløjens forfald
De professionelle velgørere trænger folkeligt forankrede politiske bevægelser til side. Forfatteren Tariq Ali beskriver ventrefløjens forfald i Afghanistan og Mellemøsten. Først lænede de revolutionære sig op ad Sovjetunionen. Nu taler de om menneskerettigheder og har håbet fæstnet ved USA.
“De har ingen tiltro til deres egen befolkning.”
Når det står småt til med alternativer til de nyliberale omstillinger og udenlandsk besættelse tager islamisterne over.
“Hvor skal de ellers gå hen,” spørger Tariq Ali. Til NGOerne, der er spækket med højtlønnede venstreintellektuelle? Venstrefløjen i hele den muslimske verden har opløst sig selv i NGOer og er helt afskåret fra virkeligheden.
USAs daværende udenrigsminister Colin Powell forklarede i 2001, at de frivillige organisationer “udgør en forstærkning af USAs magtmidler – en vigtig del af vores kampberedskab”.
State Department annoncerer offentligt efter iranske grupper, som er parate til at arbejde for et “regimeskifte”. Et lignende program er allerede i gang med henblik på at skabe en “konstruktiv instabilitet” i Syrien.
“Vi har forvandlet oppositionen til en beskæftigelse,” forklarer en af forskerne ved tænketanken Council on Foreign Relations.
Det har nået et punkt, hvor strateger i USA er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved nytten af pengestrømmen til organisationer i de arabiske lande. Jo flere dollar der tilflyder modtagerne, jo mere lægges de for had lokalt.
Repræsentanter for bistandsorganisationer i Afghanistan klager over, at de mennesker, de ønsker at hjælpe, ikke længere er imødekommnde. Folk forbinder ngo’erne med USA og dets stødtropper.
“De er mistænksomme over for os overalt hvor vi dukker op,” forklarer chefen for en britisk bistandsorganisation til Financial Times.
Ikke uden betingelser
De statsstøttede NGOer betragter sig gerne som repræsentanter for “det civile samfund” over for statsmagten, og i enkelte tilfælde kan de stå for en radikal kritik af deres sponsorer. Men de penge, de lever af, gives ikke uden betingelser.
Regeringerne fordeler deres bidrag til organisationer og projekter efter hvem, der menes at fremme bestemte politiske interesser. Dem som stritter ud og trækker i en anden retning, risikerer at miste støtten.
Den transnationale stiftelse for freds- og fremtidsforskning, TFF, fik støtten inddraget i år 2000 efter 9 år med støtte fra udenrigsministeriet i Sverige. Organisationen havde skarpt kritiseret NATOs politik på Balkan.
NGOerne bliver et instrument for statsmagten og andre sponsorer i bearbejdningen af den offentlige mening. Den svenske stat har siden 1980 finansieret en voksende del af den pacifistiske Svenske Freds- og Voldgiftsforenings virksomhed. Til gengæld har regeringen fået hjælp til at afvikle den alliancefri udenrigspolitik og indlemme forsvaret i EUs og NATOs “fredsskabende” samarbejde.
Samfundsdebatten udgår i stadig større grad fra de frivillige organisationer. Mange journalister, som skriver om udenrigsstof, er på forskellige måder tilknyttet de statsstøttede velgørere.
De er selv involveret i deres projekter eller afhængige af ansatte i projekterne for information og kontakter i fremmede miljøer. Vores billede af omverden bliver på denne måde stærkt farvet af de ikke så ikke-statslige organisationer.
I de store kriser, hvor hangarfartøjer begynder at røre på sig, er der altid umiddelbare politiske interesser til stede i de følelsesladede reportager. Nyheder og analyser filtreres gennem et netværk, hvor massemedier, professionelle velgørere og statsmagten er flettet sammen.
Det handler sjældent om en bevidst tankekontrol, men så længe sammenfletningen fortsætter bliver sprækkerne for de afvigende holdninger stadig mindre. Den spontane idéudvikling bliver fastlåst i en udvælgelsesproces, som er strukturelt betinget til at fremme ‘kampen mod terrorisme’, ‘humanitære interventioner” og anden krigsvirksomhed.
Bernard Kouchner praler med den rolle, som Læger uden Grænser har spillet.
– Vi etablerede den moralske ret til at gribe ind i andre folks lande, forklarede han i et interview. Han støtter uden reservationer besættelsen af Irak og anbefaler et tættere samarbejde mellem NGOerne og den franske stat – ligesom på den anden side af den Engelske Kanal, hvor Oxfam “arbejder tæt sammen med den britiske regering og får direkte støtte fra den – til gavn for begge parter”.
Selv blev han med tiden fransk minister og leder af FNs civile administration i Kosovo. Med sin indtræden i Bilderberggruppen fuldbyrder han en udvikling: det selvudnævnte “civilsamfunds” fjernelse fra de borgere, som det forudsatte at repræsentere.
Partier uden medlemmer, folkebevægelser uden folk og en samfundsdebat uden afvigende meninger. Hvem drager fordel af den korrumpering?
Der findes kræfter, som gerne benytter udviklingen som en lejlighed til endelig at frigøre stat og marked fra demokratiets skranker. For os andre burde det være en grund til at give nyt liv til ideen om folkelige bevægelser.
Kronikken stod i Information tirsdag den 16. august 2005 og gengives in extenso med tilladelse fra Informations kronikredaktion og forfatteren
Oversat af Dino Knudsen
Den svenske forfatter, Mikael Nyberg, har bl.a. skrevet bogen “Kapitalen.com”, som udkommer på dansk dette efterår på forlaget Tiderne Skifter, oversat af Dino Knudsen.
Læs mere på www.dinok.dk
