Nigeria kalder – igen

Forfatter billede

For anden gang tager Lisbeth Nielsen ud med Læger uden Grænser (MSF) til Nigeria. Denne gang til byen Jahun, hvor hun skal hjælpe til ved operationer.

© Læger uden Grænser

55-årige Lisbeth Nielsen er til daglig overlæge på Hillerød Sygehus’ anæstesiafdeling, men i seks uger er de fine forhold på Hillerød skiftet ud med mere ydmyge omgivelser i Jahun. Her får hun ansvaret for at bedøve patienterne, bedøvelse og smertelindring hos akutte patienter, som har komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel.

“At være udsendt er for mig et meget meningsfyldt arbejde, der både udfordre personligt og fagligt”, fortæller Lisbeth Nielsen.

På spørgsmålet om en overlæge i anæstesi overhovedet kan få noget ud af en udsendelse til et hospital, der på alle områder er forskelligt fra det, hun kender, kommer svaret prompte.

“At blive taget ud af de faste rammer og skulle samarbejde på tværs af nationer i situationer, som er så uvante, er helt klart noget, som giver rigtig meget. Jeg får også sådan en ydmyg taknemlighed over, hvor godt vi egentlig har det herhjemme, hvor der altid er hjælp at få, når jeg står dernede og oplever, at unge mennesker dør, fordi vi ikke har det rigtige udstyr”.

En af hovedaktiviteterne på projektet i Jahun er behandling af fistler – skader i underlivet, som oftest opstår efter komplicerede fødsler.

Selv om lidelsen er ukendt for de fleste, anslås det at omkring to millioner kvinder på verdensplan lever med fistler. I Jahun behandler MSF kvinder for den tabuiserede lidelse og forhindrer nye tilfælde ved at tage sig af komplicerede fødsler.

Lisbeth Nielsen bor til daglig i Værløse sammen med sin mand og søn.