”Giv en skål ris til en mand, og du vil mætte ham en enkelt dag. Lær ham at dyrke sine egne ris, og du vil redde hans liv.” Sådan sagde den kinesiske filosof Konfucius angiveligt omkring år 500 før vor tidsregning
I dag er en lang tradition af fattigdomsbekæmpelse blandt regeringer og organisationer i tråd med Konfucius’ læresætning. Ikke mindst når rige lande ønsker at støtte lavindkomstlande. Det handler om at investere i uddannelse og længerevarende initiativer, fremfor at give penge direkte til de mennesker, der er i nød.
Den tanke taler nobelprisvinder i økonomi fra 2019, Abhijit Banerjee, for at gøre op med.
I stedet for at tale rundt om den varme grød med bløde formuleringer om at give mennesker adgang til viden og stort anlagte samarbejder, så er det den helt simple medicin, der virker bedst, mener Banerjee.
”Penge. Alt andet kommer i anden række. Vi behøver ikke at være så sofistikerede, vi behøver ikke bekymre os så meget om incitamenter, men vi bør give folk nogle penge og lade dem leve et bedre liv,” siger han i et interview med det amerikanske medie Quartz i forbindelse med FN’s netop overståede generalforsamling i New York, hvor fattigdom, ulighed og klimaforandringer var blandt de mest diskuterede emner.
Der er en simpel løsning på verdens problemer
Nutidens traditionelle tilgang til udviklingsbistand er farvet af to andre nobelprisvindere i økonomi, nemlig Theodore Schultz og William Arthur Lewis, som fik prisen for deres arbejde med investeringer i uddannelse. I sin økonomiske teori forklarer Schultz blandt andet at lande med et lavt uddannelsesniveau ikke forvalter penge og materialer effektivt.
Med sit fokus på at give pengene direkte og til mennesker i nød uden modkrav gør Banerjee op med fortidens antifattigdomsteorier, som ofte bygger på antagelsen om, at folk, der lever i fattigdom, ikke er i stand til at bruge deres penge fornuftigt.
Seniorforsker hos DIIS i bæredygtig udvikling og regeringsførelse, Adam Moe Fejerskov, udkommer til oktober med bogen ’The Global Lab’, hvor han netop diskuterer Banerjees teori. En teori, han langt hen ad vejen anerkender.
Adam Moe Fejerskov.
”Den person, der ved bedst, er den person, der modtager midlerne. Vi ved, at den type forandring i folks liv, der er mest markant, er den der kommer indefra. Den kommer, når folk selv tager initiativ og styring over deres eget liv. Den forandring kan ikke komme udefra.”
Banerjee vil ifølge Moe Fejerskov tage alle beslutninger om udviklingsbistanden fra politiske instanser og lade statistiske modeller klare fordelingen.
”Banerjee er i gang med at skabe en ’post-choice’-bevægelse. Bevægelsen fokuserer på, at der ikke er noget politisk valg at tage, og at statistiske modeller i stedet skal bestemme, hvordan udviklingsbistanden skal fordeles.”
Banerjee har længe advokeret for, at udviklingsorganisationer skal droppe de store vidtrækkende ambitioner og tænke mere simpelt. De skal groft sagt droppe de store ambitioner omkring menneskerettigheder, uddannelse og sundhed. I stedet skal de hjælpe i en mindre skala og give støtte til de ting, vi ved, der virker ud fra statistiske modeller. Altså skal bistanden gives til formål, der kan måles kvantitativt.
Forskeren fortæller, at Banerjee rammer ind i en ny økonomisk udviklingstrend, som store Amerikanske NGO’er har taget til sig.
”Den amerikanske organisation ’Give Directly’ er en af verdens største NGO’er, og den arbejder ud fra en forståelse af, at penge skal gives direkte til individet, og at det er individet, der skal afgøre, hvad de her penge skal gå til.”
Handler om at finde en balance
Hele problemstillingen er dog mere nuanceret end som så, siger Adam Moe Fejerskov. Han mener, at Banerjee med sin teori risikerer at overse den længerevarende udvikling og ikke ramme bredt nok samfundsmæssigt.
”Udvikling handler om det lange seje træk og om at få opbygget nogle institutioner i samfundet på en måde, så alle kan nyde godt af det. Når du gør støtten til et individuelt spørgsmål, så taber du fuldstændig den bredere forandring på gulvet. Så det er helt klart her, problemet ligger i Banerjees teori.”
Fortidens antifattigdomsteori med afsæt i investeringer til uddannelse er heller ikke nødvendigvis den mest effektive vej frem, hvis den står alene. Adam Moe Fejerskov mener, at vi skal finde en balance i mellem Banerjee og traditionel udviklingstankegang.
”Der er behov for en større balance og nuancering. Vi må heller ikke gå for meget i den anden grøft, hvor det udelukkende er nogle udviklingsdonorer der skal bestemme, hvordan et land skal fordele sin økonomi eller føre sin politik.”
