“Det er en helt enestående situation, der hersker i Gaza”.
Sådan siger Malene Sønderskov, der er landekoordinator i Folkekirkens Nødhjælp med ansvar for Mellemøsten, ifølge DR online mandag.
– Folk kan ikke flygte, de har ikke adgang til humanitær hjælp og medierne har heller ikke adgang. Det synes jeg er meget voldsomt og meget bekymrende, siger Malene Sønderskov.
En sundhedsklinik, som Folkekirkens Nødhjælp har støttet, blev søndag jævnet med jorden af et israelsk missil. For en uge siden var det 3 mobile klinikker, som Nødhjælpen har været med til at finansiere, der blev ødelagt i et israelsk angreb.
Den danske organisation er dog ikke i tvivl om, at arbejdet skal fortsætte.
– I forhold til ernæringsindsatsen skal vi finde nye lokaler, og genopbygge teamet, så vi kan starte op igen når kamphandlingerne forhåbentlig snart er ovre. Behovet for ernæringsindsatsen er bestemt ikke blevet mindre. Gaza har været udsat for en årelang blokade, med store konsekvenser, siger Malene Sønderskov.
Ernæringsproblem
– Vi snakker jo om underernæringsprocenter helt op til 30 for børn fra et til 5 år. Så hele det arbejde med at screene børnene, rådgive mødrene til de underernærede børn og give dem kosttilskud er enormt vigtigt, og det arbejde skal vi have op at stå igen så snart kamphandlingerne er slut, siger Sønderskov.
– Her og nu fortsætter vi med at uddele et dagligt måltid til familierne i flygtningelejren Jabalya. Vi undersøger lige nu mulighederne for også at indkøbe dåsemad, så folk kan få lidt med hjem, til hvis den situation opstår, at vi ikke er i stand til at uddele det varme måltid. Lige nu hjælper vi 1.300 mennesker, oplyser hun.
Folkekirkens Nødhjælp har kun lokale palæstinensiske medarbejdere inde i Gaza.