Af Morten Emil Hansen
politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
Gældseftergivelse til verdens fattigste er gået hen og blevet en ny afløbsmekanisme, som sikrer at de rige lande lever op til egne eller internationalt vedtagne bistandsmål.
Det er både tilfældet, når Danmark eftergiver gæld til Nigeria og når andre rige lande gør det. Konsekvensen er særdeles mærkbar: Fratrækker man de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med 2 procent i forhold til året før.
En noget overraskende udvikling, idet de rige lande samme år besluttede at øge udviklingsbistanden til Afrika med 25 milliarder US dollar frem til 2010.
Faren ved denne øvelse er naturligvis, at EUs befolkninger tror, at Afrika modtager store summer til fattigdomsbekæmpelse, selv om det langtfra er tilfældet. Rent faktisk går omkring 25 procent af EU landenes samlede udviklingsbistand til gældseftergivelse, men kun en brøkdel af disse frigøres reelt til investeringer i sundhed eller uddannelse.
U-landenes gæld består hovedsageligt af 20-30 år gamle eksportkreditlån, der som hovedregel blev givet med det formål at fremme virksomheders eksport snarere end at bekæmpe fattigdom. Samtidig blev lånene ofte givet til militær- og diktatorregimer, som ikke har prioriteret social og økonomisk udvikling for deres befolkning.
Moralsk forpligtelse
Norge er det hidtil eneste land, der har følt sig moralsk forpligtet til at vurdere om tidligere eksportkreditter er legitime og derfor retfærdigvis kan finansieres over udviklingsbistanden.
På den baggrund nåede den rød-grønne regering i Oslo sidste år frem til, at eksportkreditlån fra 1970erne bestående af norske skibsleverancer snarere sikrede beskæftigelse til en kriseramt norsk skibsindustri end udvikling i verdens fattigste lande.
Det burde være indlysende, at en sådan vurdering af danske eksportkreditlåns indvirkning på fattigdomsbekæmpelse er helt afgørende for, om de efterfølgende kan eftergives over udviklingsbistanden. Men en sådan analyse er aldrig foretaget i Danmark.
U-landenes gæld eftergives til den pålydende værdi (altså med renter og renters rente) i stedet for til gældens markedsværdi, der som hovedregel udgør mellem 0-50 procent af den pålydende værdi. Ingen forventer, at gælden vil kunne tilbagebetales fuldt ud, og gældens værdi nedskrives derfor til et mere realistisk niveau.
Dette er også normalt tilfældet med u-landenes gæld til Danmark. Men når gælden eftergives over udviklingsbistanden, sker det altid til den pålydende værdi. Groft sagt kan man sige, at vi overkompenserer os selv, når gælden eftergives.
Dette er desværre også praksis i andre rige lande – men bliver ikke mere rimeligt af den grund. Danmark må først sikre sig, at gældseftergivelsen kan retfærdiggøres. Dernæst må gældseftergivelsen ske til markedsværdien, sådan at vi ikke skaber en pengemaskine for den danske statskasse.
I begyndelsen af april skal verdens rige lande diskutere kriterierne for opgørelse af bistand, hvor bl.a. militær humanitær bistand og FNs fredsbevarende operationer er på dagsordenen.
I den forbindelse burde Danmark arbejde for, at den internationale bistandsstigning til Afrika ikke ender i et gældseftergivelsescirkus, som ikke giver flere ressourcer til global fattigdomsbekæmpelse.
Der er naturligvis intet forkert i at eftergive fattige landes gæld. Men det er ganske uholdbart, når gældseftergivelsen betyder færre midler til verdens fattigste.
Indlægget stod i dagbladet Information den 27. februar 2007 og er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
