Danmarks hjælp til verdens fattige lande har ført et omtumlet liv de sidste 3 år – derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at tale de fattiges sag, skriver strategirådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Rasmus Helveg Petersen, i en leder i organisationens seneste nyhedsbrev, der udkom fredag.
Han fortsætter:
Fra at være et område, alle de regerende partier i enighed lod vokse og trives uafbrudt i 30 år, skar VK-regeringen i 2002 benhårdt i u-landsbistanden. Det gik bl.a. ud over 545 kvinder i Malawi, der mistede støtten til deres hønseprojekt, og endte i gæld.
Det har på samme vis ramt mennesker hårdt mange steder på kloden, i små isolerede tragiske historier, vi aldrig nogen sinde vil få at høre i Danmark.
Nedskæringerne var også startskuddet til en enorm usikkerhed omkring retning og finansiering af den danske hjælp til de fattige. Alle i u-landsmiljøet oplevede nedskæringer; Danida, konsulenterne og NGOerne.
Dermed er u-landsbistanden pludselig blevet underlagt “normale” politiske forhold og den form for prioritering, man kender fra enhver kommunalbestyrelse: Cykelstier vejes af imod børnehavebemanding, og begge dele vejes af imod investeringer i kloakker og IT-udstyr på rådhuset.
Det er imidlertid en prioriteringsdebat, der tidligere har været unødvendig inden for u-landsbistanden.
Bistanden er steget år efter år. Nye initiativer, der pludselig blev nødvendige eller moderne, kunne finansieres af stigningstaksten i bistanden, ikke nødvendigvis ved en nedprioritering af et andet område.
Derfor kører der endnu ikke en særlig velsmurt prioriteringsdebat i forhold til u-landsbistanden.
Men den nye trend er ved at vise sig. Læger uden Grænser (MSF) kæmper benhårdt for, at man bruger flere penge på behandling af aids-syge i Afrika. Det er et emne, MSF gerne ser nyde større bevågenhed, velvidende at pengene i givet fald skal tages et andet sted fra.
Folkekirkens Nødhjælp har på samme måde kæmpet for at få hævet andelen af den danske bistand, der anvendes på aids-forebyggelse. Debatten på u-landsområdet “normaliseres”, og de mange aktører begynder så småt at indrette sig på de nye tider.
De beskårede budgetter i hjælpen til de fattige skal i dag også dække hjælp til flygtninge i Danmark, miljøprogrammer i de fattige lande og en stribe nye tiltag som f.eks. “det arabiske initiativ”.
Det har været svært at se, hvor pengene skulle tages fra. I regeringsgrundlaget fra februar i år anes imidlertid en anvisning:
”Vores bidrag til multilaterale udviklingsorganisationer bør forholdsmæssigt bringes på niveau med ligesindede landes. Regeringen vil derfor underkaste Danmarks bidrag til multilaterale udviklingsorganisationer et kritisk eftersyn for at vurdere, hvor vi kan få mere udvikling for pengene”, skriver regeringen.
FN-organisationerne skal altså tilsyneladende bære byrden. De er svage deltagere i prioriteringsdebatten, da de ikke har et folkeligt bagland i Danmark, der kan virke som deres stemme.
Normaliseringen af debatten er altså ikke noget, der bare skal hilses velkomment, for som eksemplet med hønsene fra Malawi viser, så er u-landsbistanden helt særlig. Mange af dem, der er direkte berørte af bistanden, befinder sig langt væk fra prioriteringsdebatten. De har ingen stemme og tit ingen anelse om, hvad der foregår.
Derfor bliver debatten ført – når den bliver ført – per stedfortræder – eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp på vegne af kvinderne fra Malawi, Dansk Røde Kors på vegne af de aids-syge i Zimbabwe eller Unicef på vegne af børnene i Laos.
Har man ingen stedfortræder i debatten, er risikoen større for at blive taber i spillet om den slunke pose penge fra staten til dansk udviklingshjælp.
Og det kan se ud som om, det er FN, det i første omgang kommer til at gå ud over, slutter Rasmus Helveg Petersen sin ledende artikel i Nyhedsbrevet.
