FN vurderer, at op mod 100.000 personer i det nordlige Mali er udsat for fare på grund af ueksploderet og efterladt ammunition. Derfor sender Folkekirkens Nødhjælp nu to ammunitionseksperter og en paramediciner afsted.
De skal være med til at kortlægge, hvor meget ueksploderet ammunition, der er spredt efter den aktuelle konflikt til stor fare for civilbefolkningen.
På mindre end et år er der registreret 52 ulykker med krigsresterne, 31 af ofrene er børn, skriver den store danske humanitære organisation i en pressemeddelelse mandag.
”Det er meget svært at få informationer ud af området lige nu. Vi må forvente, at tallene kan vise sig at være endnu højere”, siger Richard MacCormac, chef for minerydning i Folkekirkens Nødhjælp.
Et bidrag fra Danida sikrer, at Folkekirkens Nødhjælps specialister indtil videre kan arbejde i Mali i to måneder.
Hjælp til flygtninge
Konflikten i det vestafrikanske Sahel-land har sammen med langvarig tørke tvunget hundrede tusinder maliere på flugt.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen med partnerorganisationer i det globale netværk ACT Alliance med uddeling af fødevarehjælp, hygiejnesæt, moskitonet, såsæd og med at skaffe rent drikkevand til de trængte familier.
Derudover har flygtningelejre i nabolandet Mauretanien fået støtte. Her søger en stor del af de maliske flygtninge hen.
Fakta om Mali
Den nordlige del af Mali blev efter et militærkup i foråret 2012 besat af militante tuareg-grupper, som ønskede selvstyre og senere løsrivelse i en særlig ny stat.
Siden overtog islamistiske grupper med en anden dagsorden kontrollen over det enorme ørkenagtige område og kampe mellem islamisterne på den ene side og franske styrker og Malis regeringshær på den anden har tvunget tusindvis af civile på flugt.
Mali er et af verdens fattigste lande, og indbyggerne var allerede før konflikten hårdt presset af en lang tørke, som truer dagligt mad på bordet for op til 10 millioner mennesker på tværs af den vestlige del af Sahel-bæltet syd for Sahara.
Yderligere oplysninger hos:
Richard MacCormac, minerydningschef, tlf. 29 69 91 38
Lisa Henry, katastrofechef, tlf. 29 61 99 04