”Vi har fået en klimaaftale, der peger fremad og giver gode muligheder for, at vi kan gå en grønnere fremtid i møde, men det vigtigste er, hvad der sker, når ministrene kommer hjem”, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
“Langt de fleste lande har lige nu alt for lave målsætninger, hvis vi skal redde klimaet, så de skal hæves,” anfører generalsekretæren i den store danske NGO.
Hun glæder sig over, at verdens lande i Paris netop har forpligtet sig til med fem års mellemrum at gå deres nationale klimaplaner efter i sømmene og helst øge ambitionerne løbende. Den første dialog om de enkelte landes klimaplaner er sat til at finde sted i år 2018.
Det gør det muligt at rette op på nogle af de nuværende fejl – og mangler. Bl.a. kan man finde de penge, der lige nu mangler til at hjælpe verdens fattigste lande til at ruste sig mod de uundgåelige klimaforandringer.
De fattige rammes – hele tiden
”Fra vores arbejde med sårbare mennesker i en lang række lande ved vi, at behovet for klimatilpasning er stort”, bemærker Birgitte Qvist-Sørensen.
“Vi møder hele tiden fattige mennesker i lande som Malawi, Etiopien og Bangladesh, der ikke selv har bidraget til den globale opvarmning, men hver dag lever med klimaforandringernes effekter,” siger hun og tilføjer:
”Det er glædeligt, at aftalen siger, at klimapengene fremover skal øges”.
Som en del af klimaaftalen er verdens lande blevet enige om, at stigningen i klodens temperatur skal holdes vel under to grader og gerne helt ned til 1,5 grader.
“Det er en vigtig grænse for nogle af verdens fattigste og mest sårbare lande, der ikke har mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.
”Men når man taler om 1,5 grad er der også brug for konkret handling fra alle lande”.
“Det er derfor skuffende, at aftalen mangler konkrete mål for, hvordan de globale udslip skal reduceres, og at de store udviklingslande stadigvæk ikke går med på at forpligte sig”.
“Uden handling bliver henvisningen til 1,5 grad aldrig mere end en henvisning,” siger han.
Færre penge til nødhjælp og udviklingsbistand
Det ærgrer også Nødhjælpen, at aftalen gør det muligt for de rige lande at tage klimapengene fra deres udviklingsbudgetter. Det betyder færre penge til nød- og udviklingshjælp generelt.
Birgitte Qvist-Sørensen:
”Klimaforandringerne skaber nye udfordringer for ulandene, og det er derfor vigtigt, at der kommer nye penge”.
“Hvis problemer, som i høj grad er skabt af den måde, de rige lande lever på, skal betales med traditionel udviklingsbistand, bliver der ikke mange tilbage til at hjælpe u-landene med andre vigtige problemstillinger som f.eks. demokrati og ligestilling”.
Folkekirkens Nødhjælp til COP21:
Den danske NGO har ved klimatopmødet i Paris stået i spidsen for en delegation fra den globale nødhjælps- od udviklingsalliance ACT Alliance.
Under overskriften ’ACT Now for Climate Justice' har alliancen især kæmpet for en klimaaftale, der tilgodeser verdens fattigste og mest udsatte.
Det skete bl.a. ved overrækkelsen af 1,8 mio. underskrifter til FN’s Klimachef Christina Figueres og Frankriges præsident François Hollande, der sammen stod i spidsen for at forhandle en global klimaaftale på plads.
Tre klimaprojekter
Solceller i Malawi:
Dele af Malawi lider voldsomt under klimaforandringerne, der resultere i skiftevis oversvømmelser og ekstrem tørke. I samarbejde med Grundfos har Nødhjælpen opført kunstvandingsanlæg drevet af solceller, der gør det muligt for fattige bønder at dyrke mange forskellige grønsager, der kan høstes flere gange om året.
Nye afgrøder i Etiopien:
Etiopien bliver gentagne gange hårdt ramt af tørke. En løsning på udfordringerne er at indføre den sydamerikanske afgrøde quinoa i det etiopiske landbrug.
Det særlige ved quinoa er, at den giver et godt udbytte på magre jorder, kan tåle lange perioder med tørke og kan vokse på jord, det har et så højt saltindhold, at andre afgrøder må give op.
Advarsler i Bangladesh:
Det folkerige sydasiatiske land bliver igen og igen ramt af kolossale oversvømmelser, der skyller både huse, afgrøder og mennesker væk. Nødhjælpen er med til at etablere katastrofekomiteer i landsbyerne, som skal overvåge vandstanden og advare, når katastrofen nærmer sig.
