Nødhjælpen: Meget rigtigt, men erhvervslivet kan altså ikke løse alt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danske udviklingspenge skal først og fremmest hjælpe verdens fattigste mennesker til et bedre liv. Det er en af hovedpointerne i den nye danske udviklingsstrategi, som udenrigsministeren har offentliggjort, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en presseudtalelse lørdag. 

”Jeg er glad for at se, at udenrigsministeren er enig med os i, at udviklingsbistanden først og fremmest er til for netop at skabe bæredygtig økonomisk udvikling i nogle af verdens fattigste lande,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Hun understreger dog, at de flotte ord skal også afspejle sig i handling ved efterårets finanslovsforhandlinger.

”Lige nu er der et meget stort fokus på at afhjælpe akutte behov i konflikt- og katastrofeområder samt at hjælpe flygtninge her i Danmark. Det er vigtige indsatser, men det bør ikke ske på bekostning af den langsigtede udviklingshjælp,” siger hun.

Det lange sejge træk tæller

Ifølge Birgitte Qvist-Sørensen er det netop det langsigtede udviklingsarbejde i verdens fattigste lande, der skal forebygge fremtidige kriser og konflikter.

”Hvis mennesker ikke har et ordentligt levegrundlag, hvor de kan se en fornuftig fremtid for deres børn, så vil de forsøge at skabe sig en bedre tilværelse ved f.eks. at rejse mod Europa. Den danske udviklingspolitik skal være med til at give de mennesker en værdig tilværelse i de lande, som de bor i,” siger hun.

De mange kriser og konflikter i verden i dag understreger vigtigheden af, at vi arbejder langsigtet og løfter mennesker ud af fattigdom.

Økonomisk udvikling i verdens fattigste lande kræver investeringer, og Birgitte Qvist-Sørensen glæder sig over, at udenrigsministerens strategi lægger stor vægt på den rolle, som NGOer som f.eks. Folkekirkens Nødhjælp kan spille sammen med erhvervslivet.

”Der skal private investeringer til for at skabe arbejdspladser og økonomisk udvikling. Samtidig skal det danske erhvervsliv på banen,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

“Erhvervslivet står på skuldrene af vort arbejde”

Nødhjælps-generalen mener dog, at udviklingsministeren bør have mere øje for, at erhvervslivet ikke kan løse alt.

”Vi må jo erkende, at de fattigste mennesker i verden ikke er interessante fra et rent kommercielt synspunkt, ganske enkelt fordi de ikke har nogen penge at handle for”.

“Vi skal huske, at dansk erhvervsliv står på skuldrene af det arbejde, som civilsamfundet udfører for at sikre, at verdens allerfattigste får et værdigt liv. Kun hvis vi bekæmper ekstrem fattigdom og sikrer fundamentale rettigheder, kan vi opbygge et marked, som dansk erhvervsliv kan agere på” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

”Så jeg håber, at også (finansminister) Claus Hjort Frederiksen husker at afsætte penge til verdens fattigste, når finansloven skal forhandles på plads. Sådan som Kristian Jensens strategi lægger op til, at vi skal.”