Mens ministre, embedsmænd og forretningsfolk fra 29 nordiske og afrikanske lande bevæger sig roligt ind i Eigtveds Pakhus på Asiatisk Plads, blinker trosserne varmt i solen langs Christianshavns kajområder, som engang var bindeled mellem dansk økonomi og global kolonihandel.
Meget vand er er siden løbet gennem kanalerne, men til dagens Nordisk-Afrikansk Udenrigsministermøde (NAUM) er der fortsat stort fokus på samhandel mellem de to dele af verden.
Hele 24 ud af 54 lande på det afrikanske kontinent er repræsenteret, og mens de afrikanske forhåbninger til samarbejdet er særligt tydelige under en ekspert-paneldebat, får ungdommens syn på internationalt samarbejde også tid på scenen.
Den første af de to debatter, byder på en udveksling af synspunkter fra FN-ungdomsdelegerede, unge ledere i afrikanske NGO’er samt ministre fra Finland og Namibia.
Debatten sættes i gang med ord fra udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Ministeren lægger ud med at beskrive ungdommen som en af de vigtigste dagsordener i både Afrika og Europa. Med den proklamering som bagtæppe fremhæver Christine Ravn Lund værdien af de indsigter, unge mennesker kan få ved kulturel udveksling med en personlig fortælling fra et udvekslingsophold i Sierra Leone:
“På et tidspunkt, mens vi spillede fodbold, gik det op for mig, at vi ikke kun bevægede os mod de samme mål på banen, men også udenfor banen. Ungdommen i Norden og ungdommen i Afrika vil det samme: De vil leve et trygt liv, et sundt liv, tage en god uddannelse og måske stifte familie.”
Moderatoren Nadia Gullestrup, forperson for Ungeklimarådet, giver det første ord i debatten til Kenneth Katamba fra ngoen Youth Livelihoods Development Company, som har hjulpet andre ngoer i Uganda med at få indblik i finansiering, organisering og vidensdeling siden 2015.
“Selvom jeg er enig i, at der er nogle mål, vi kan være fælles om, er det også vigtigt for politiske beslutningstagere at forstå, at unge mennesker er vidt forskellige. Derfor skal så mange af dem som overhovedet muligt inddrages i de processer, som er med til at afgøre, hvordan vi former vores samfund,” lyder hans klare anbefaling.
Ordet går videre til Alphonce Munyao Muya, FN-ungdomsdelegeret fra Kenya, der på vegne af politiske beslutningstagere påtog sig en del af ansvaret for, at ungdommens ønsker og indsigter får plads i større politiske beslutninger.
Han spørger retorisk, hvad årsagen kan være til, at unge mennesker udtrykker utilfredshed med den politiske udvikling, når snakken falder på internationale processer og multilaterale aftaler:
“Fordi det går langsomt. Det går simpelthen for langsomt, og på samme tid oplever vi, at de problemer, vi skal løse, vokser sig større og større dag for dag.”
Han understreger vigtigheden af at gøre politiske processer mere åbne og strukturere dem på en måde, så relevante interesser – som ungdommens – får reel mulighed for indflydelse.
Ligegyldighed er undertrykkelse
I den anden del af unge-paneldebatten inviterer Nadia Gullestrup to ministre op på scenen, som får mulighed for at kommentere på ønskerne fra de unge.
Dr. Peya Mushelenga, poet og minister for internationalt samarbejde i Namibia, fortæller, at han selv havde været involveret i ungdomsbevægelser i sit livs forår. Og ministeren erklærer sig fuldstændig enig med de unge stemmer fra panelet:
“Hvis vi ikke lytter til dem – opmærksomt og konsekvent – er vi medvirkende til deres undertrykkelse.”
Ekspert-paneldebat
I kølvandet på den første paneldebat indtages scenen af afrikanske og nordiske eksperter i samfundsøkonomi og finansiering. Moderatoren af ekspert-paneldebatten, Dr. Angela Muvumba fra forskningsinstituttet Nordiska Afrikainstitutet, påpeger, at arkitekturen i internationale politiske og finansielle institutioner i høj grad spænder ben for afrikanske landes udvikling.
Blandt eksperterne i panelet sad Abel Gwaindepi, seniorforsker i bæredygtig udvikling på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han tøver ikke et øjeblik med at samle Dr. Angela Muvumbas pointe op:
“Når vi snakker om at reformere arkitekturen i internationale organisationer, udviklingsfonde og andre pengeinstitutter, skal vi ikke fortabe os i en diskussion om, hvorvidt glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Vi skal nærmere forholde os til, at det er et virkeligt lille glas,” siger han, mens salen runger af indforstået, tragikomisk latter.
I et interview med Globalnyt efter debatten forklarede Abel Gwaindepi, at kommentaren hæfter sig til to centrale kritikpunkter af internationale politiske og finansielle institutioner.
“Den ene side af sagen er, at mange af de institutioner, som er med til at facilitere udviklingen af afrikanske lande, blev etableret i en koloniseringstid. Verdensbanken og IMF blev etableret for 80 år siden, men graden af repræsentation for det globale syd er fortsat for lavt,” siger han og fortsætter:
“I både Verdensbanken og IMF er stemmesystemet afgjort af finansielle bidrag og aktieandele, og derfor har afrikanske interesser ikke en tilstrækkelig indflydelse. Hvordan kan man reformere til gavn for nogen, som ikke engang er rigtigt med i diskussionen om, hvordan man vil reformere? De har givet sig selv til opgave at rette deres egne lektier,” siger Abel Gwaindepi.
Udover det repræsentative underskud, peger kommentaren om det meget lille glas også i retning af et underskud i finansieringen af eksempelvis grøn omstilling i Afrika.
“Alt efter hvilken rapport, man læser, fremgår det, at der årligt mangler 4-6 trillioner dollars til at finansiere grøn omstilling, hvis de afrikanske lande skal nå FN’s verdensmål nummer 7 i 2030 – adgang til bæredygtig energi for alle,” udtaler Abel Gwaindepi.
Læs også: Derfor når vi ikke i verdensmål: Modellen for udviklingsfinansiering har spillet fallit
“Mindre reformer, som skal gøre investeringsfonde- og banker mere effektive, som vi ser i dag, er selvfølgelig velkomne, men det er ikke tilstrækkeligt. Hvad er nogle millioner dollars – andet end en dråbe i havet – hvis man kigger på det store billede?”
Ifølge Abel Gwaindepi er det derfor afgørende vigtigt, at de nordiske lande støtter en reformering af de finansielle institutter, som giver afrikanske lande mere medbestemmelse og bedre repræsentation.
Selvom DIIS-forskeren langt om længe mærker en særlig villighed til forandring hos nogle af beslutningstagerne i de institutioner, han rejser kritik mod, finder han også håb i de alternative løsninger, som viser sig blandt finansieringsmuligheder af grøn omstilling i Afrika i dag.
Et eksempel er den zambianske virksomhed, GreenCo Africa, som blev præsenteret til NAUM af medstifter og CCO, Cathy Oxby.
Ifølge Cathy Oxby er en af de primære udfordringer i forbindelse med finansiering af grøn omstilling i Afrika, at afrikanske forsyningsselskaber ikke kan stille garanti for langsigtet opkøb af energien fra potentielle, nye vedvarende energiprojekter.
Manglen på en kreditværdig køber afholder investorerne, men ved at etablere GreenCo, der netop fungerer som et kreditværdigt energi-trading selskab, som garanterer opkøb af energi fra nye VE-projekter, bliver risikoen for investorerne mindre, og den finansielle tilslutning stiger.
“Gennem historien har investorer i udvikling fokuseret på at gøre hvert individuelle projekt finansieringsbart. Men vores virksomhed kan købe strøm fra alle mulige projekter, og så bliver det lettere at investere i de mange vindmølleparker og solcelleanlæg, de afrikanske lande har brug for,” udtaler Cathy Oxby til Globalnyt.
Katalysator for kædereaktion
Da latteren fra Abel Gwaindepis kommentar om det meget lille glas er forstummet, fortsætter han med en ultra kort skitsering af afrikansk økonomisk historie.
“Afrikansk økonomi har i høj grad været påvirket af kolonial arv, globalisering og den politik, som de afrikanske lande hver især har ført,” siger han.
“De seneste 60 år har der ikke været nogen nævneværdig diversificering af afrikansk økonomi. I stedet er landene blevet afhængige af at udvinde råstoffer og eksportere dem billigt, fordi de ikke har kunne behandle råstofferne, producere varer og på den måde hæve fortjenesten.”
Ifølge Abel Gwaindepi kan den manglende diversificering af økonomien – og den medfølgende fattigdom – i høj grad tilskrives manglen på stabil energiforsyning:
Hvis energiforsyningen i stedet bliver styrket, bliver det i højere grad muligt at bygge anlæg, som kan behandle råstofferne, og på samme tid betyder flere energiprojekter og en diversificering af økonomien flere arbejdspladser, så velstanden stiger.
Ekspertpanelet, der foruden Abel Gwaindepi tæller Jacob Dreyer og Kwesi Aning, som også forsker på DIIS, bruger en stor del af tiden på scenen til at gøre ministrene opmærksomme på den kritiske nødvendighed af øget investering i grøn energi i Afrika. I den proces er de lige dele pessimistiske realister og konstruktive optimister:
Hvis afrikanske interesser bliver prioriteret højere på den globale dagsorden, hvis investorer verden over får “mere appetit efter risiko”, hvis alternative finansieringsmuligheder fortsat dukker op på det afrikanske marked, kan vi afbøde klimakrisens uoverskueligt ødelæggende konsekvenser og vende gældsplage til velstand i afrikanske lande på én og samme tid. Spørgsmåler er, om der bliver lyttet til de gode råd.
