Nye beregninger fra Verdensbanken viser, at erhvervslivets investeringer i verdens u-lande vil falde fra 3.700 mia. kroner i fjor til 1.900 milliarder i år.
– Investorernes flugt fra udviklingslandene er katastrofal. I FNs Udviklingsprogram (UNDP) er vi helt overbeviste om, at hvis 2015 Målene skal nås, må den økonomiske vækst i de fattige lande fortsætte, anfører Jakob Simonsen, direktør for UNDPs nordiske kontor i København, i en presseudtalelse torsdag.
Han uddyber:
– I den sammenhæng spiller private investeringer en central rolle, for de skaber arbejdspladser, genererer skatteindtægter til uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur samt tilbyder varer, som også marginaliserede befolkningsgrupper er afhængige af.
Faldet i investeringer i u-landene skal ses i lyset af de seneste 4 års udvikling, hvor Danmarks vigtigste handelspartnere, Tyskland og Sverige, har haft langt lavere økonomisk vækst end f.eks. udviklingslande som Uganda og Mozambique.
Ikke desto mindre har de økonomiske nedgangstider ført til, at selskaber er tilbageholdende med at investere i udviklingslande, som traditionelt er blevet opfattet som ustabile og usikre.
Mangel på kapital og investeringer sætter ikke bare en stopper for private virksomheder, som ellers ville have bidraget til økonomisk vækst. Det betyder også, at flere af 2015 Målene bliver meget vanskelige at nå. En reduktion af investeringer på 1.800 mia. kroner vil have alvorlige konsekvenser for mange lande i syd.
For at reducere finanskrisens skadevirkninger arbejder UNDP aktivt med myndigheder over hele verden:
I Cambodja bistår UNDP med at etablere sociale støtteordninger, i Rumænien og Ukraine har UNDP bidraget med at finde ud af, hvilken infrastruktur landet behøver for at øge beskæftigelsen, og i Mali og Malawi har organisationen igangsat et projekt for at forbedre bøndernes produktivitet.
Udsigterne er ikke kun dystre. Mellem 2003 og 2008 øgedes bruttonationalprodukterne syd for Sahara med mere end 5 procent årligt.
Forhåbentlig betyder dette, at når verdensøkonomien igen kommer på fode, vil investorerne, som ikke skræmmes væk fra u-landene, være en hel del bedre stillet, end de virksomheder som forlod regionen.
Læs mere om Jakob Simonsens synspunkter på http://ing.dk/artikel/99958
Yderligere oplysninger hos Anne Sofie Schrøder, UNDPs erhvervskontor i København på tlf 35 46 70 83/20 51 77 30, e-mail [email protected]
UNDP Nordic Office, Midtermolen 3, 2100 Kbn Ø, www.undp.dk