Affald hører ikke til på lossepladser. Det mener EU-parlamentet, som netop har vendt tommelfingeren opad til en ny lovpakke for håndtering af affald i de 28 medlemslande.
De nye regler, som var til afstemning i parlamentet tirsdag er allerede anerkendt af medlemslandene via ministerrådet, som nu skal godkende dem rent formelt.
I 2035 vil det ifølge de nye regler kun være tilladt at deponere 10% af skraldet i affaldsdynger.
Til gengæld skal ressourcerne bruges mere effektiv. De nye lovforslag sigter på, at 55% af husholdningsaffaldet skal genbruges i 2025 og 65% i 2035. Hvad angår emballageaffald skal 65% genbruges i 2025, mens kravet er 70% i 2030.
Det kan skåne mange udviklingslande for en stor miljøbelastning. EU’s forbrug har indvirkning på natur og miljø andre steder på kloden, når der skal udvindes ressourcer. Det kan eksempelvis foregå gennem minedrift eller skovrydning.
Derudover ender en stor del af kontinentets skrald andre steder på kloden.
Et af principperne bag den cirkulære økonomi, som lovforslagene skal skubbe i gang er, at affald helst skal behandles så tæt på det sted, hvor det bliver produceret, fortalte en pressemedarbejder ved en briefingi EU-parlamentet tirsdag.
“Pakken, der er i overensstemmelse med FN-målene for bæredygtig udvikling, vil også reducere madaffald med 50% og har som mål, at der skal være en tærskel på 65% genbrug i alle medlemslande”, siger den italienske parlamentariker Simona Bofani, som har stået bag lovpakken.
“En kamp, der vil gøre økonomien på det gamle kontinent til en af de mest dydige i hele verden”, fortsætter italieren, som er medlem af gruppen af socialdemokratiske partier (S&D)
Affaldshierarkiet
De nye krav falder under EU’s pakke for cirkulær økonomi, som blev introduceret i 2014 af EU-kommissionen for første gang. Den blev herefter trukket tilbage igen, men det medførte massiv kritik fra miljøorganisationer, parlamentarikere og mange andre.
Den blev erstattet af en ny version i december 2015.
Målet med EU’s cirkulære økonomi er først og fremmest at sørge for mindre affald i EU. Det overordnede princip i EU’s vision for håndtering af skrald er “affaldshierarkiet”; som definerer de bedste måder at håndtere affaldet på.
Her er deponering af affald sat helt i bund, mens metoder som forbrænding er den næstværste. De to bedste metoder er genbrug og præventive midler, som skal forhindre produkter i at blive til affald.
Danmark er både duks og skurk i EU, hvad angår skrald. Vi er det land i fællesskabet, som producerer mest affald per person. TIl gengæld ryger stort set intet på lossepladser.
Danmark forbrænder til gengæld en stor andel af de forbrugte ressourcer.
Der er kæmpestore forskelle på håndteringen af affaldet i Europa.
Til forskel fra Danmark og andre nordlige lande er der stadig nationer i EU; hvor 70-80% af affaldet ryger i affaldsdynger, fortæller Simona Bofané.
Flere tiltag på vej
Simona Bonafé lover flere tiltag i den nærmeste fremtid for at gøre den europæiske økonomi mere bæredygtig.
“Det er en udfordring at ændre vores økonomi. Vi skal væk fra den lineære model, hvor vi udvinder ressourcer, forbruger dem og smider dem væk”, forklarer hun på pressemødet.
Idéen bag cirkulære økonomi er netop, at ressourcerne kommer tilbage i kredsløbet, når et produkt ikke længere er brugbart.
EU-Kommissionen har tidligere i år offentliggjort sine visioner for at bekæmpe plastikforurening. Dette forår vil der efter planen blive arbejdet med konkret lovgivning på området.
Simona Bonafé ønsker, at der kommer mere regulering vedrørende et grønnere design af produkter, kaldet Ecodesign i EU. Det kan gøre produkter mere holdbare, effektive og mindre klimabelastende.
Hun håber, at idealerne bag den cirkulære økonomi vil blive bredt ud over flere politikområder, når der skal sammensættes en ny EU-kommission efter parlamentsvalget næste forår.
Simona Bonafé har kæmpet for den cirkulære økonomi i EU i mange år. Vi bragte bl.a. denne reportage fra et arrangement i Bruxelles om ressourceforbruget i EU, hvor hun deltog sammen med bl.a. Ida Auken i 2015.