Nu har Aarhus også en WeFood

wefood
Forfatter billede

Nu er WeFood efterhånden blevet til en kæde, for tirsdag åbnede endnu en butik, denne gang i Aarhus.

”Der har været en kæmpe interesse for det her projekt i Aarhus. Omsætningsmæssigt forventer vi, at det bliver den største af butikkerne,” siger projektleder for Wefood i Folkekirkens Nødhjælp Jan-Martin Mikkelsen til dr.dk.

Folkekirkens Nødhjælp forventer, at Wefood i Aarhus det første år vil give et overskud på godt 700.000, som går til verdens fattigste.

”Jo større succes, vi har, jo mere gavn får andre af det i de fattige lande,” Jan-Martin Mikkelsen

250 tons mad solgt på to år

Wefood sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning og overskrevet dato for holdbarhed, som ellers ville være blevet smidt ud.

Butikkerne i København blev efter åbningen i 2016 hurtigt en succes, og derfor blev det besluttet at åbne endnu et supermarked i Aarhus i maj.

Wefood-butikkerne er udelukkende drevet af frivillige og alt overskud går til mennesker i nød.

”Det er fantastisk at mærke den opbakning, der er til Wefood. Både fra de frivillige, de handlende og fra vores mange leverandører. De første to år har Wefood solgt mere end 250 tons overskudsvarer. Det er både til gavn for de mange kunder, for miljøet og ikke mindst for verdens fattigste, ” siger Jan-Martin Mikkelsen projektleder for Wefood i Folkekirkens Nødhjælp.