En af årsagerne til, at frygten for klimaforandringerne ikke forener folk på samme måde som trusler om invasion eller terrorisme, er, at fattige mennesker er langt mere sårbare end de rige og magtfulde. Realiteten er, at folk, der sidder i deres åbne airconditionerede samtalekøkkener, sjældent dør i de mere og mere ekstreme hedebølger, som klimakrisen forårsager. Mennesker, der har råd til rent vand og sundhedsydelser, rammes sjældent af kolera, der bliver mere udbredt på grund af klimaforandringerne. Folk med en ordentlig forsikring og pensionsordning bliver ikke ruinerede, når høsten slår fejl.
Men billeder fra alperne denne vinter, hvor velstillede turister smider jakken og står på ski ned ad deprimerende smalle løjper lavet af kunstig sne, kan få en uforholdsmæssigt stor betydning for opbakning til klimaindsatsen. For når de priviligeredes liv påvirkes direkte af klimaforandringerne, kan det udløse politiske forandringer i de hovedstæder, som har ressourcerne til at begrænse og tilpasse. Dét er grunden til, at en afblæst skisæson i Schweiz sandsynligvis vil fremme den klimapolitiske dagsorden i højere grad end en hedebølge i Indien – også selvom de menneskelige tab på ingen måde kan sammenlignes.
Fra isolation…
Den ubehagelige sandhed er, at verdenseliten i øjeblikket er godt isoleret fra de direkte konsekvenser af klimaforandringerne. Og at en række forskellige politiske aktører har gode grunde til ikke at tale højt om det. Klimaforskere er forsigtige med kun at bruge de omvendte udsagn, som at “de mest sårbare mennesker og systemer er uforholdsmæssigt påvirket,” eller “konsekvenserne er størst for de økonomisk og socialt Den opmærksomme læser kan let vende disse udsagn om.
Hertil kommer, at modstandere af klimaindsatser er varsomme med at tale højt om den underliggende sandhed. Det er langt mere effektivt at argumentere for, at frygten for klimakatastrofer er overdreven, eller at økonomien vil lide under klimalovgivning, end at indrømme at man er ligeglad med de mennesker, der lever klos op ad kulminer eller oversvømmede floder.
Samtidigt har aktivister og fortalere for klimahandling en interesse i fortællingen om, at alle bør være lige bekymrede over klimaforandringerne. De frygter, at ambitiøse klimaindsatser bliver undermineret, hvis mulighederne for blot at tilpasse os klimaforandringerne overdrives. For det er jo teknisk muligt at skrue op for produktionen af kunstig sne i Schweiz eller for de velhavende at hoppe på et fly til Norge i stedet, men det løser ikke det underliggende klimaproblem og fører til endnu mere afbrænding af fossile brændstoffer. For at retfærdiggøre klimahandling griber mange forskere og klimaforkæmpere derfor til at fremhæve de afledte konsekvenser af tørke og oversvømmelser, for eksempel de flygtningestrømme, der kan blive resultatet af et klimakollaps i et af USAs nabolande. Andre retfærdiggør klimahandling ved at gøre det til et spørgsmål om sikkerhed, for eksempel beskyttelsen af en lavtliggende militærbase, eller en nærliggende folkeskole.
…ud i varmen
Faktum er, at klimaforandringer i stigende grad trænger sig på i de magtfuldes cirkler. Det gælder de rekordhøje temperaturer, der skaber snemangel i Alperne, villaejere i det vestlige USA, der på grund af den voldsomme tørke må give afkald på græsplæner og springvand, og de rige canadiere og australiere, som ikke længere kan få forsikret deres hjem på grund af den stigende risiko for oversvømmelser og skovbrande. Klimaaktivister retter også i stigende grad blikket mod eliten. De britiske Tyre Extinguishes udøver hærværk mod firehjulstrukne luksusbiler, mens hollandske Greenpeace og Extinction Rebellion for nylig cyklede ind over landingsbanerne i Amsterdams lufthavn for at forhindre privatfly i at gå på vingerne.
Selvfølgelig er klimaforandringerne ikke alene skyld i alle vejr-relaterede skader. Lokale i de franske alper husker tilbage til 1960’erne, da der næsten ikke var sne. Og meteorologer peger på, at den igangværende La Niña-begivenhed er delvist ansvarlig for den hidtil usete varme i Europa i januar. På samme vis kan hovedårsagen til de stigende økonomiske omkostninger ved orkaner i USA forklares med, at der simpelthen er flere mennesker og flere værdifulde bygninger i orkanernes baner.
Men den direkte sammenhæng mellem klimaforandringer og et isoleret vejrfænomen er langt mindre afgørende for den politiske reaktion, end man skulle tro. Ifølge en meningsmåling fra Pew Research Center sætter de fleste amerikanere, der har været udsat for ekstremt vejr, det i forbindelse med klimaforandringerne. Opfattelse er den politiske virkelighed, uafhængigt af om de gradvist stigende temperaturer får folk til at tro, at det altid har været så varmt om sommeren, eller om folk efterhånden ser de fleste miljøproblemer som en følge af menneskelig handling – eller manglen derpå. Fordi klimapolitik har så fremtrædende en plads, og fordi menneskeheden har forandret planeten så radikalt, at flere forskere argumenterer for, at jorden er trådt ind i en ny geologiske æra, den Antropocæne, så er der mange, der helt forståeligt går ud fra, at det er mennesker, der har skabt et givent miljøproblem. De tror på, at mennesker kan og formentlig bør løse problemet.
Denne opfattelse deles i stigende grad af de rige og magtfulde. Når eliten bliver konfronteret med miljøproblemer, som de ikke kan købe sig ud af, vil vi se dem kræve, at der investeres flere offentlige ressourcer i at begrænse skaderne, og kræve stærkere politisk indsats for tilpasning. Et eksempel er det nye og dyre program i det udtørrede Los Angeles County, som skal opfange regnvandet, før det løber ud i Stillehavet. Der vil stadig være intense debatter om, hvordan samfund skal reagere på klimaforandringerne – skal man begrænse brugen af privatfly for at sænke CO2-udledningen eller omfordele skatteindtægterne fra universitetslærere til brandmænd. Men når nu klimaforandringerne rammer eliten, vil vi for alvor se en større enighed på tværs af samfundslagene om, at der må gøres noget.
Noah Gordon er fungerende direktør for Bæredygtighed, Klima og Geopolitik på Carnegie Endowment for International Peace.
Artiklen er oversat af Emma Katrine Bremer Holmgaard. Den oprindelige artikel kan læses her.
