”Paris er begyndelsen, ikke slutningen”, lød et ofte gentaget udtryk i optakten til COP21 i december, hvor man vedtog den nye internationale klimaaftale.
Nu er tiden kommet, hvor verdens ledere skal sætte en signatur på Paris-aftalen. FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon har inviteret nationerne til en officiel ceremoni, hvor de har mulighed for at underskrive den aftale, som de sagde god for i den franske hovedstad lige før jul.
Over 130 lande har allerede meldt ud, at de vil møde op i New York d. 22. april og underskrive aftalen, heriblandt de helt store og tunge nationer som USA, Indien, Kina, Sydafrika og Brasilien. Men som Paris bliver ceremonien i New York på den internationale moder jords dag heller ikke afslutningen.
Det er ikke selve underskrifterne, der tæller. Først når Paris-aftalens forpligtelser er ratificeret har landene helt tilsluttet sig klimapagten.
Det betyder, at aftalen skal indføres i national lovgivning af de forskellige stater, før den reelt får en effekt. Klimaaftalen kan træde i kraft, når 55 lande, der dækker 55% af de globale klimaskadelige udledninger, har ratificeret aftalen.
Historien viser, at det kan tage adskillige år. Nationer – også store toneangivende nationer – kan endnu nå at springe fra, selvom de har underskrevet dokumentet.
USA underskrev – men hoppede senere fra
Det skete med den tidligere internationale klimaaftale, Kyoto-aftalen. Den blev underskrevet af daværende præsident Bill Clinton i 1997, men han formåede ikke at få den igennem det politiske system i USA.
Da George W. Bush afløste Clinton i 2001, kunne han meddele, at USA ikke ville tilslutte sig aftalen. Det skete altså 4 år efter, at den daværende amerikanske præsident havde underskrevet aftalen. Kyotoaftalen kom dermed ikke til at inkludere en af verdens største udledere af drivhusgasser.
Kyoto-aftalen trådte først i kraft i 2005 – hele 8 år efter den blev vedtaget.
Erfaringer med Kyoto-aftalen giver en vis international nervøsitet. Det er blevet kommenteret flere gange, bl.a. af Brandon Wu fra ActionAid US, der ved klimakonferencen i Lima i december 2014 påpegede, hvordan det gik sidst, amerikanerne påtog sig en ledende rolle i klimaforhandlingerne.
”Sidste gang USA tog lederskab i klimasagen var da man først udvandede Kyoto-aftalen og siden undlod at ratificere den”, sagde han dengang på et pressemøde.
Den nuværende amerikanske præsident Barack Obama vil ifølge analytikere gøre klimasagen til en del af sit politiske eftermæle. Men en ny præsident skal indtage Det Hvide Hus fra nytår.
Kandidaterne fra Det Republikanske Parti er alle modstandere af Paris-aftalen. De er alle mere eller midre imod en indsats mod klimaforandringer og betvivler klimaforskningen.
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry erkender, at en ny præsident kan spænde ben for USA’s tilslutning til Paris-aftalen.
”Det er klart, at hvis en republikaner bliver valgt, har de muligheden for at omgøre det”, siger han ifølge The Guardian.
Men han har tiltro til, at de amerikanske vælgere vil holde USA fast på en indsats i kampen mod klimaforandringer.
”Jeg tror ikke, at de vil acceptere en leder, der ikke forstår videnskaben om klimaforandringer og ikke er villig til at gøre noget ved det”, tilføjer han.
En af de helt store knaster i forhold til USA’s tiltrædelse af klimapagten er dog fjernet. Kyoto-aftalen gjaldt kun de rige lande, hvilket blev kritiseret af bl.a. Senatet. Paris-aftalen, derimod, er forpligtende for både rige og fattige nationer.
EU’s interne uenigheder
Mange håber på en hurtig ratificering af Paris-aftalen, så det kan ske, mens man er sikker på at have en venligtsindet præsident i Det Hvide Hus.
EU, der var med i Kyoto-aftalen, og sågar allerede har indfriet løfterne for 2020 under protokollen, kan imidlertid få problemer med en hurtig ratificering.
Det kunne den danske klimaminister afsløre på et samråd i Folketinget onsdag. Det skyldes, at der er nogle hårde forhandlinger mellem medlemslandene i EU om, hvem der skal foretage sig hvad. Det kan godt blive en livlig debat, hvor særligt Polens holdning er velkendt.
Polens økonomi er dybt afhængig af kul. Den nye regering, der trådte til efter valget i efteråret, har skruet en tand op for modviljen mod en international klimaindsats, så der er næppe den store samarbejdsvilje i det store centraleuropæiske land.
Frankrig har ellers ifølge en artikel på Euractiv kæmpet for, at unionen først ratificerer aftalen, og derefter tager slagsmålet om byrdefordeling.
Danmark arbejder hårdt for, at EU’s ratificering af aftalen kan foregå så hurtigt som muligt, oplyste Lars Chr. Lilleholt ved udvalgsmødet i Folketinget.
Det ser dog ud til at blive meget svært for EU at hæve de klimamål, som man har forpligtet sig på i Paris. Europa-Kommissionens seneste udspil rummer ikke øgede ambitioner.
Det bekymrer flere klimaorganisationer, da der skal mere til end de løfter for reduktion af de klimaskadelige udslip, som allerede er indgivet. De er ikke tilstrækkelige til at holde temperaturstigningen et godt stykke under 2 grader, som er det langsigtede mål i Paris-aftalen.
Lars Chr. Lilleholt blev spurgt flere gange om den danske regering ønsker, at EU påtager sig et større ansvar, men det er ikke helt klart, hvor Danmark står i den diskussion.
Frankrig, Luxemburg, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Portugal og Østrig skulle være fortalere for en stærkere indsats af EU.
Et speget spil
Der bliver næppe de samme problemer med at få bestemmelserne i Paris-aftalen implementeret i national lovgivning i Kina eller Rusland. De vil imidlertid næppe formelt tilslutte sig før EU og USA.
55 lande skal altså have ratificeret Paris-aftalen, inden den kan træde i kraft. Det samme var tilfældet med Kyoto-aftalen, og nation nr. 55 ratificerede først i midten af 2002, skriver Climate Home.
Ifølge samme artikel var Ruslands tilslutning dengang afhængig af EU’s opbakning til den gigantiske nations medlemskab i World Trade Organization.
Der er altså mange interesser, der kan få indflydelse på Paris-aftalens skæbne. Heriblandt er finanser. Spørgsmålet om klimafinansiering er langt fra afgjort endnu.
Det bliver en af de store stridspunkter, når FN byder velkommen til næste runde af klimaforhandlinger, COP22. Det kommer til at foregå i november i den marrokanske by Marrakesh. Her skal man forsøge at nå til enighed om omfanget og den nærmere definition af de rige landes klimafinansiering til de fattige, og der er milliarder på spil.
Third World Network har opfordret de fattige lande til at vente med at skrive under på aftalen til der er sikkerhed for, at der kommer tilstrækkelige penge på bordet fra de rige lande.
Det er dog langtfra alle de klimaskrøbelige lande, der ser det som en mulighed. Historien gentager sig selv, hvad angår de mest ivrige lande. Kyoto-aftalen blev først ratificeret af de små klimaskrøbelige ønationer Fiji, Antigua og Babuda samt Tuvalu. De første til at gøre Paris-aftalen til national lov har været Fiji, Palau og Marshalløerne.
