Ny ambassadør for pressefrihed hos IMS

iben_maria_zeuthen_ny_ambassadoer_for_international_media_support
Iben Maria Zeuthen (t.h.) er ny ambassadør for International Media Support.
Foto: Jeppe Hedegaard/IMS
Forfatter billede

Som ny ambassadør for pressefrihed skal den kendte journalist blandt andet være med til at øge opmærksomheden på IMS’ globale arbejde med journalisters sikkerhed og pressefrihed, herunder især kvindelige journalisters vilkår og udfordringer.

”At journalister angribes og forfølges på grund af deres arbejde, er en stigende global problematik – og rammer både mænd og kvinder. Men kvinder rammes hårdere af cybermobning, online chikane og hadtale i både Danmark og i de lande, hvor International Media Support arbejder. Ulige arbejdsvilkår og seksuel chikane er også en stor udfordring, og jeg glæder mig til at hjælpe IMS på dette felt, og til at få en bedre forståelse af de udfordringer, mine journalistkollegaer i verdens brændpunkter står med i hverdagen,” siger Iben Maria Zeuthen i en pressemeddelelse fra organisationen.

Iben Maria Zeuthen bliver IMS’ første ambassadør. Organisationens direktør, Jesper Højberg, glæder sig meget til samarbejdet.

”Iben løfter allerede, på dygtig og konstruktiv vis, den væsentlige debat om online omgangsformer i Danmark. Sammen kan vi forhåbentlig skabe noget synergi mellem Ibens stærke stemme og vores internationale erfaringer. Iben har en solid journalistisk faglighed og brænder også for, at alle skal have adgang til god journalistik, man kan stole på – helt på linje med IMS’ værdier,” siger Jesper Højberg.

Iben Maria Zeuthen er 34 år. Hun er radiovært hos DR P1 og tidligere Radio 24syv. Hun har også arbejdet for P3, blandt andet som vært på portrætprogrammet Ibens Harem og var med til at starte Radio 24syv, hvor hun opfandt konceptet “Det Næste Kapitel”. Hun var ligeledes en del af redaktionen 24syv Dokumentar, hvor det meget omtalte program “Hele Danmarks Ghita” blev produceret. Iben Maria Zeuthen har også været fast skribent på Alt for Damerne og Ekstra Bladet. I dag arbejder hun som dokumentarist og journalist på DR P1.