Ny app viser, hvilke fisk du kan spise med god samvittighed

group-of-fish
Thomas Jazrawi

I 1970’erne var 10 % af verdens fiskebestande overfiskede – i dag er andelen 31 %. Derudover er 58 % af de øvrige bestande fisket helt til grænsen af, hvad bestandene kan klare.

I samme periode er produktionen af akvakultur – altså opdræt af fisk og skaldyr – mangedoblet. Og det har mange steder medført store problemer med forurening, sygdomsspredning og store omkostninger for naturen fx i form af mangroveskove, der hugges ned.

”Verdens fiskebestande og havnatur er kolossalt pressede på grund af os mennesker. Vi skal alle sammen gøre, hvad vi kan for at løse problemet", siger Christoph Mathiesen, programleder for fiskeri og akvakultur i WWF Verdensnaturfonden.

"Som forbruger kan man være med til at gøre en forskel ved at vælge de fiskeprodukter, der er mest bæredygtigt og miljøskånsomt produceret. Men det kan være svært at finde ud af, hvilken fisk man kan lægge i indkøbskurven med god samvittighed”, fortsætter han. 

WWF Verdensnaturfonden giver nu danskerne en løsning på, hvordan de i dagligdagen – når de står i supermarkedet, hos fiskehandleren eller sidder i restauranten – hurtigt kan sikre sig, at den fisk, de overvejer at købe ikke kommer fra en truet bestand eller er opdrættet under forhold med betydelig miljøpåvirkning.

I WWF’s nye app ”Fiskeguiden” kan man slå 47 forskellige fiske- og skaldyrsarter op og hurtigt tjekke, hvor bæredygtig hver enkel art er.

Hver art er kategoriseret som grøn, gul eller rød. Mange af fiskene har mere end én farve, alt efter hvilken bestand den kommer fra, og hvordan den er fanget.

  • Rød betyder: Find et alternativ
  • Gul betyder: Vær forsigtig
  • Grøn betyder: Bedste valg

Hvor fx makrellen er grøn og kan købes med god smag i munden, bør man derimod styre langt uden om blandt andet ål og helleflyndere, som typisk kommer fra overfiskede bestande.

Fisk, der er mærket med bæredygtigheds-certifikaterne MSC eller ASC, optræder alle på den grønne liste. 

”Idéen med vores nye app er at give forbrugerne et konkret redskab, som de altid har ved hånden, når de står foran køledisken eller sidder på restauranten og er i tvivl om hvilken fisk, de skal vælge. Når man bruger Fiskeguiden er man samtidig med til at påvirke supermarkeder og leverandører og dermed gøre gavn for verdens fiskebestande og havnatur”, forklarer Christoph Mathiesen.