Then I would like a dishwasher, please – a human rights-based strategy to development
Christian Friis Bach: ‘Then I would like a dishwasher, please – a human rights-based strategy to development’
Forlaget mellemgaard, 2020
318 sider
Christian Friis Bachs nye bog, ‘Then I would like a dishwasher, please’, er ifølge omslaget både en akademisk gennemgang og en guide til at arbejde med menneskerettigheder i praksis.
Bogen er også, synes jeg, Friis Bachs vision eller manifest for, hvorfor menneskerettighederne bør være det bærende grundlag for udenrigs- og udviklingspolitik. Netop det gør bogen velegnet som udgangspunkt for at diskutere mange hjørner af dansk udviklingspolitik. Han argumenterer for sine, ofte klare, synspunkter, og det giver et godt afsæt for videre diskussion.
Civilsamfundets rolle
Christian Friis Bach beskriver overbevisende og med en lang række konkrete eksempler, hvordan civilsamfundet kan spille en mere relevant og virkningsfuld rolle ved at sikre accountability fra duty bearers, for nu at blive i jargonen.
Et eksempel er en sag med lokale skoler i Uganda, der kun modtog 20 procent af de penge, de skulle have haft. Først da ngo-fodarbejde førte til, at lokale medier berettede om sagen, blev andelen hævet til 80 procent.
Watchdog-rollen par excellence.
Først i bogen fremgår det, at duty bearers normalt er det offentlige, men også kan være ”private selskaber, nationale eller internationale organisationer og religiøse samfund”, fordi vi lever i en tid, hvor staten taber indflydelse til ikke-statslige aktører. Det havde været spændende, hvis Friis Bach havde foldet den diskussion mere ud. Watchdog-rollen er klar, men hvad er perspektivet og konsekvensen af, at ikke-statslige aktører, inklusive civilsamfundsorganisationer, på nogle områder har overtaget det offentliges rolle?
Savner nuanceret diskussion af budgetstøtte
Det er en ”historisk fejltagelse”, at næsten alle bilaterale donorer i 2013 havde stoppet deres generelle budgetstøtte, fremfører bogen.
Vurderingen kommer i afsnittet om accountability, og alle argumenterne for budgetstøtte præsenteres. Jeg er et pænt stykke hen ad vejen enig, men afsnittet om budgetstøtte bliver i høj grad et advokatur for samme.
Det er jo ikke uinteressant, hvorfor de bilaterale donorer har opgivet denne form for støtte.
Blev budgetstøtten kun opgivet af de ’forkerte grunde’, så at sige, selv om resultaterne var overbevisende? Altså at budgetstøtte blev stoppet, fordi det var for svært at forsvare de dårlige sager om misbrug af midler på hjemmefronten, eller var der andre begrundelser? Og hvad synes modtagerlandenes regeringer egentlig?
Når det, korrekt, beskrives, at budgetstøtte ikke er en blankocheck, men at der er tale om en kontrakt med forpligtigelser og en lang række krav om reformer, og hvordan det giver donorer adgang til ’maskinrummet’ og mulighed for indefra at skubbe på politiske forandringer – ja, så kan man godt betvivle, om budgetstøtten virkelig placerer modtagerlandenes regeringer i førersædet.
Den ret kendte korruptionssag fra Uganda fra 2012 er med som eksempel. Donorstøtten blev stoppet, og Christian Friis Bach er som daværende udviklingsminister med til at kræve pengene tilbagebetalt. Helt fornuftigt og rimeligt i min optik, men i modstrid med hvad han i øvrigt argumenterer for. Fordi han andetsteds i bogen netop argumenterer for, at man ikke skal underminere budgetstøtten ved at stoppe den på baggrund af enkeltsager.
En anden fremhævet pointe ved budgetstøtte er, at det samler donorstøtten, så udviklingslandene undgår at servicere en myriade af forskellige donorer med forskellige politik- og rapporteringskrav. Derfor er det pudsigt, at Friis Bach et andet sted skriver så positivt om de nye fundingmuligheder, der ligger i de globale fonde (specielt inden for sundhed).
Demokratier under pres
Et andet spændende tema, som bogen tager op, er den ”demokratiske recession”, som siden 2005 har rullet demokratiske og menneskeretlige fremskridt tilbage, godt hjulpet på vej af populister, der søger at begrænse pluralismen og samle magten i mere eller mindre diktatoriske formater.
I afsnittet om participation, gennemgår Friis Bach udviklingen og konsekvenserne af dette blandt andet konsekvensen af central, autoritær kontrol med information som eksemplificeret af Kina, da Covid-19-pandemien tog sin begyndelse.
I en tid hvor Trump og andre med stor succes destruerer fundamentet for internationalt samarbejde, er det vigtigt at diskutere, hvilken strategi der kan anlægges. Jeg har selv for nylig som konsulent deltaget i et review af de store, internationale menneskerettighedsorganisationer, og der er store diskussioner om prioriteringerne.
I sin bog kommer Christian Friis Bach ind på en række redskaber, som for eksempel Human Rights Council og Universal Periodic Reviews. Det ville havde været fint med en nærmere diskussion af dilemmaerne ved at bruge disse redskaber. For eksempel: Hvordan kan Human Rights Council reformeres? Bruges Universal Periodic Reviews tilstrækkeligt? Og i det hele taget: Hvordan kan den negative trend med angreb på civilsamfundet og rettigheder bedst bekæmpes?
Friis Bach har med stort overblik og viden skrevet en glimrende bog om en menneskerettighedsbaseret strategi for udvikling.
Rettighedernes oprindelse, deres sammenhæng og udvikling beskrives, og mit bud er, at den kan læses, uden at læseren har baggrund i udviklingsarbejdet. De centrale begreber – accountability, transparency, participation og equality – bliver gennemgået, og der er overvejelser om, hvordan en strategi bør afspejles i samarbejdet helt generelt såvel som i management og ledelse.
Det er samtidigt en stor styrke ved bogen, at Christian Friis Bach hele vejen igennem kombinerer de teoretiske argumenter med konkrete og letforståelige eksempler fra hele verden, ofte leveret med et strejf af humor. Der er omfattende kildehenvisninger, så hvis man hine steder har lyst til at gå i kødet på nogle af argumenterne, kan man bare tage fat.
Vagn Berthelsen er konsulent og tidligere generalsekretær for Oxfam IBIS.
Bogen udkommer 11. september 2020.
