Mandag morgen er der ny chef i CAREs internationale afdeling i form af Lisbet Ilkjær. Hun har senest fungeret som generalsekretær i International Rehabilitation Council for Torture Victims, men skifter nu til CARE for at arbejde for verdens mest klimaudsatte mennesker.
”Det, der blandt andet tiltrak mig ved CARE, er den klare profil og skarpe fokus, som organisationens nye strategi betyder. Med klima som den overordnede ramme for CAREs arbejde, og en kombination af innovative tilgange, privatsektor-partnerskaber samt langsigtede udviklingsprogrammer, viser CARE mod og lyst til at finde nye løsninger på velkendte problemer, som gennem CAREs globale tilstedeværelse i 93 lande kan skaleres op og rulles ud i hele verden, og dét vil jeg gerne være med til,” siger Lisbet Ilkjær i en pressemeddelelse fra organisationen.
Lisbet Ilkjær kommer med en bred vifte af erfaringer, der sikrer implementeringen, styringen og videreudviklingen af CAREs strategi og programmatiske arbejde ude i verden. Desuden har hun i en fireårig periode været udstationeret i Sahelregionen med særligt fokus på Burkina Faso, Mali og Niger.
”Jeg glæder mig til at være med til at omsætte den nye strategi til handlingsplaner, der gennem partnerskaber med virksomheder, stat og civilsamfund, kan implementeres i landene og dermed skabe økonomisk empowerment blandt særligt piger og kvinder, så der sikres en retfærdig, grøn verden for klimaudsatte mennesker”, siger Lisbet Ilkjær.
CAREs generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen ser frem til samarbejdet.
”Hos CARE i Danmark står klima øverst på dagsordenen, og vi er fast besluttede på at gå forrest i udviklingen af nye måder at skabe bæredygtige løsninger for dem, som er ramt af følgerne af klimaforandringerne. Vores ambitioner er tårnhøje, og med Lisbet Ilkjær som leder for vores internationale afdeling får vi det rette mix af kompetencer og erfaringer,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen.
Lisbet Ilkjær har i perioden maj- september 2019 fungeret som generalsekretær for IRCT for at sikre en overgangsperiode og før det som selvstændig strategisk og ledelsesrådgiver. Fra 2001-2016 har hun arbejdet for Dansk Institut for Menneskerettigheder, senest som leder for afdelingen med ansvar for programimplementering i Afrika, Asien, Eurasien og MENA. Derudover har Lisbet Ilkjær fra 2010-2018 siddet i bestyrelsen for Dansk Institut for Flerpartisamarbejde.
Lisbet Ilkjær er oprindeligt uddannet jurist fra Københavns Universitet og King’s College London. Efter sin uddannelse arbejdede hun som offentlig anklager og underviste i folkeret og menneskerettigheder på Københavns Universitet.