Ny dansk koordinator skal styrke klimanetværk i Syd

Forfatter billede

Verdens fattigste skal styrkes over for klima-forandringerne – og i klimaforhandlingerne. Det skal et nyt program, der støtter klimanetværk i u-landene, hjælpe med til.

Programmet ledes af CARE Danmark, der fra januar har ansat u-landsveteranen Peter With, som koordinator. ”Southern Voices” hedder programmet, der skal give klimaforkæmpere i Syd redskaber til at få indflydelse på beslutninger om klimapolitik nationalt i deres egne lande og på den internationale scene.

En af de helt centrale opgaver bliver at sikre, at klimamidler kommer verdens fattige og sårbare til gode og ikke strander i regeringskasser.

”Southern Voices Capacity Building Programme”, der er programmets fulde titel, finansieres af den danske regerings klimapulje og gennem-føres af et konsortium af 7 organisationer med CARE Danmark i spidsen.

Koordinator Peter With skal – gennem konsortiet – koordinere støtten til de i alt 20 nationale, regionale og tematiske klimanetværk og fremme læring og erfaringsudveksling på tværs af lande og regioner.

Den 55-årige cand.mag. har de sidste 2 et halvt år koordineret klimaprojekter for 92-gruppen, der er en paraplysammenslutning af danske miljø- og udviklingsorganisationer.

Op til klimatopmødet i København i december 2009 bidrog han til at sikre, at NGOer fra udviklingslandene kunne deltage i klimaforhand-lingerne og mobilisere bevidsthed om klimaforandringerne og deres konsekvenser i deres lande. Det er denne indsats, der nu videreføres i det ny program.

Peter With har tidl. arbejdet for en række andre NGOer, herunder Caritas, IBIS, Folkekirkens Nødhjælp og Nord-Syd koalitionen og er et kendt ansigt i det danske u-landsmiljø.

Man kan se mere om det nye program på www.climatecapacity.org