Af Niels Dyrelund, U-landsnyt.dk
Big data: Som et led i FNs datarevolution, giver en ny rapport konkrete anbefalinger på forbedring af data i udviklingsarbejdet. Forbedring af data betyder ikke kun forbedring af nuværende metoder. Det kan også bringe nye metoder på banen, fx når teknologien tilbyder overvågning af sociale medier.
Et hav af data kan give et hav af muligheder for erhverv og udvikling. Hvordan man bedst udnytter mulighederne giver FNs data-ekspertgruppe et bud på i en ny rapport. Et partnerskab mellem FN og virksomheden DataSift giver et eksempel på, hvordan ny teknologi til overvågning af sociale medier kan anvendes i udviklingsarbejdet.
FNs datarevolution for bæredygtig udvikling
En revolution er på vej i FN – en datarevolution. Mangel på data har været en del af kritikken af FNs udviklingsmål, Millenium Development Goals (MDGs). Op til lanceringen af de nye udviklingsmål, Sustainable Development Goals (SDGs), har FN intensiveret arbejdet med forbedring af data.
FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, nedsatte i august måned en ekspertgruppe ved navn Independent Expert Advisory Group on a Data Revolution for Sustainable Development (IEAG), for at komme med anbefalinger til at forbedre brugen af data i udviklingsarbejdet. I ekspertgruppen sidder blandt andre Eva Jespersen, UNDPs danske deputy.
I sidste uge udkom rapporten med arbejdsgruppens anbefalinger, med navnet ’A World that Counts’ (frit oversat: en verden, der tæller/gælder):
- Fremme og promovere innovation til at udfylde manglen på data.
- Mobilisere resurser for at overkomme ulighederne mellem i- og ulande og mellem såkaldte data-fattige og data-rige mennesker.
- Lederskab og koordinering til at muliggøre, at datarevolutionen spiller en fyldestgørende rolle i realiseringen af bæredygtig udvikling.
FN-virksomhedspartnerskab tager pulsen på verden
I juli måned indledte FN’s Global Pulse og DataSift et partnerskab, som gør FN i stand til at følge med i folks samtaler på de sociale medier i hele verden. Man kan frit opleve nogle af resultaterne online.
Analytikerne på Global Pulse vil bruge DataSifts dataplatform til at analysere data fra millioner af samtaler på sociale medier for at følge med i tendenser såsom sygdomsudbrud, arbejdsløshed og fødevaresikkerhed. Global Pulse vil kunne følge folks attituder over for vaccinering, meningsdannelser og prioriteringer omkring udviklingsmålene og reaktioner på prissvingninger.
Global Pulse er et initiativ, som blev etableret af FNs Generalsekretær Ban Ki-moon i 2009. Det fungerer som en platform for innovation i FN-systemet til at udforske, udvikle og optage big data-innovation til udviklingsarbejdet.
DataSift Inc. er en social data platform med mere end 1.000 kunder i mere end 40 lande. DataSifts produkter påvirker beslutningstagningen hos kunderne ved at integrere ”real time” og historisk social data i dataanalyse. På DataSifts platform kan kunderne aggregere, filtrere og udtrække nyttig data fra alverdens offentlige sociale samtaler på sociale medier.