Belisario er 13 år, da hans far for første gang indkalder hele stammen til ”frugternes dans”.
Belisarios far er ved at uddanne sig til at blive en spirituel og intellektuel vejleder for sit folk, Uitotoerne, som lever i regnskoven i Colombia. Og dansene, hvor stammen i fællesskab løser gåder og udveksler viden igennem sange og ritualer, er en vigtig del af denne uddannelse.
Belisarios bedstemor er glad for, at hendes søn har valgt at uddanne sig i sit folks traditionelle viden. For det betyder, at han ikke tager til byen og aldrig kommer tilbage ligesom mange af de andre unge mænd.
Belisario selv kunne godt tænke sig at lære skovens gåder ligesom sin far. Men samtidigt vil han også gerne tage ind til byen for at læse.
”Så kan man blive lærer, eller leder. Alt muligt,” siger han. ”Men man kan ikke gøre begge dele på samme tid,” forklarer han alvorligt.
”Jeg skal vælge,” lyder det.
Belisario er en af hovedpersonerne i dokumentaren ”Frugternes Dans”. Igennem hans families fortællinger får vi en fornemmelse af den særlige form for viden, det oprindelige Uitoto-folk har om skoven, men også af nogle af de konflikter, der opstår i mødet mellem deres traditionelle levevis og det moderne samfund uden for regnskoven.
Manden bag ”Frugternes Dans” hedder Jakob Kronik. Han er Ph.d. i miljøplanlægning – og siden efteråret 2014 også leder af Verdens Skoves internationale afdeling.
Meget mere end hovsa-viden
Men det er en alt for simplificerende opfattelse, mener han.
”Der er tale om mange generationers akkumulerede erfaringer og viden. Vi har bare svært ved at forstå dybden i denne viden, fordi den forstås, fungerer og formidles helt anderledes end vores egen,”understreger han.
Men selvom mange har en forsimplet opfattelse af oprindelige folks viden og af deres læringssystemer, så er der meget vi kan lære af hinanden, mener Jakob Kronik.
”Mange oprindelige folk har en grundlæggende idé om, at den tilstand, miljøet er i, hænger direkte sammen med, hvordan samfundet fungerer,” fortæller Jakob Kronik.
Han forklarer, at denne opfattelse ofte er bundet op på spirituelle forståelsesrammer, som de bruger til at fortolke naturfænomener. Det kan være historier om, at når floder tørrer ud eller ens afgrøder dør, så er det fordi nogen i stammen ikke har levet op til en bestemt kodeks for, hvordan man må bruge skoven.
”Selvom denne erfaring hos skovens folk er pakket ind i magisk tænkning, så er det ironiske jo, at det er netop dette, forskerne nu fortæller os om hele kloden: At vores måde at omgås miljøet igennem de sidste par hundrede år har ført til den klimakrise, der truer os nu,”siger Kronik.
”Oprindelige folk har en grundlæggende anderledes samfundsmodel. Den bygger ikke på en ekstraktivistisk økonomi, hvor det handler om at skabe konstant økonomisk vækst ved at forbruge stadigt flere naturressourcer”, forklarer Jakob Kronik.
“Omvendt kan vi bidrage med viden, der kan hjælpe med at forbedre deres tilpasningsmuligheder. For eksempel viden om at forudsige ekstremt vejr, og om hvordan man organiserer sig på en måde, der gør det muligt at reagere effektivt på disse advarsler,” supplerer han.
Oprindelige folk har som regel også et stort fokus på mangfoldighed, fortæller Kronik. Det er ’frugternes dans’ et godt eksempel på. En vigtig del af dansen er nemlig, at de inviterede familier medbringer frø fra deres bedste afgrøder.
Disse overdrages som gaver til værtsfamilierne under dansen, hvor der også udveksles og testes viden om bestemte plantearter og -sorter.
”Hvis én slags bønner, casava eller majs rammes af sygdom, så har man en masse andre slags, der ikke gør,” siger Jakob Kronik. ”Det er anvendt biodiversitet.”
På samme måde har oprindelige samfund ofte en hel vifte af forskellige livsgrundlag – typisk en kombination af jagt, handel, forskellige slags afgrøder, indsamling af naturligt forekommende planter og frugter med mere. Fejler én ting, er der stadig masser at falde tilbage på.
”Den mangfoldighedskultur giver som udgangspunkt en stor modstandskraft og bæredygtighed til et samfund,” siger Kronik.
Nyere forskning viser også netop, at de skove, som oprindelige folk har fået rettighederne til, i langt højere grad bliver stående end dem udenfor deres territorium, understreger han.
”Så kan de måske pludseligt kun jage én bestemt slags dyr. Det fører til, at denne dyrebestand bliver overbelastet. Og pludselig har du en ubæredygtig samfundsform, der minder meget mere om den vi kender fra os selv, hvor bestemte ressourcer overforbruges indtil de er udpint eller udtømt,” forklarer Kronik.
For mange er den eneste udvej, at forlade skovene og søge mod byerne. Her ender de dog ofte med at leve i fattigdom i slumkvarterer, fordi deres egen viden fra skoven ikke kan bruges i et moderne storbysamfund.
”Det fører naturligvis til en masse sociale problemer og triste skæbner. Og så går deres viden om skoven med tiden tabt, fordi den er indlejret i deres traditionelle levevis i skoven,” siger Jakob Kronik.
”Mange medicinske gennembrud i for eksempel cancerbehandlingen kan føres tilbage til oprindelige folks viden om medicinalplanter fra regnskoven. Det har blandt andet ført til, at dødeligheden for børn med leukæmi er faldet fra 80% til 20%,” siger han.
”Desværre er det kun få af de medicinalfirmaer, som i dag sælger medicin udviklet på baggrund af denne viden, der deler deres fortjenester med de oprindelige folk, selvom international ret kræver det. Det er den grimme side af historien.”
På samme måde bør man heller ikke danne sit et glansbillede af oprindelige folk som ’ædle vilde’, der er blottet for almenmenneskelige svagheder og altid handler til alles bedste, mener Jakob Kronik.
”Jeg har set ledere, der har indgået uhellige alliancer og indgået koncessioner ud fra motiver om personlig vinding. Men det ændrer jo ikke ved at vi har set, at der kan ske store ting, hvis vi er villige til at lære af og med hinanden,” slutter han.
Filmen ”Frugternes Dans” er produceret for DR og kan ses her
