Der anslås kun at være omkring 3.200 vilde tigre tilbage i verden. Alligevel er resterne af over 1.000 af de legendariske rovdyr blevet beslaglagt i løbet af det sidste årti, skriver WWF Verdensnaturfonden i Danmark på sit website onsdag.
En ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden og overvågningsprogrammet TRAFFIC under Verdensunionen for Naturbevarelse (IUCN) afslører, at mellem 1.069 og 1.220 tigre ulovligt er blevet forsøgt handlet fra år 2000 til 2010.
Det er over 100 dyr om året, men kun hvad der rent faktisk er beslaglagt. Hvor stort det reelle tal er, kan man kun gisne om.
De handlede tigre bestod af alt fra hele skind, skeletter, selv hele dyr – døde såvel som levende til ben, kød, klør, peniser og andre kropsdele. Delene anvendes i forskellige kulturer til traditionel medicin eller udsmykning.
Størstedelen af tigerresterne blev beslaglagt i Indien, Kina og Nepal, hvor Nepal er et vigtigt transitland, men den ulovlige handel med tigre er ifølge rapporten stigende i både Indonesien, Thai-land og Vietnam.
WWF understre-ger, at overvågning og håndhævelse ikke alene løser problemet. Der er behov for en større samlet indsats for at reducere efterspørgslen på tigerdele i de vigtigste asiatiske lande.
Den hidtidige indsats blotlægger ifølge rapporten den manglende politiske vilje på nationalt og internationalt niveau til at beskytte tigeren mod krybskytteri og handel.
Bestanden af vilde tigre er i kraftig tilbagegang på grund af krybskytteri og ulovlig handel kombineret med tab af naturlige levesteder. For 100 år siden var der omkring 100.000 vilde tigre – i dag anslås tallet til ca. 3.200.
Den 21-24. november mødes lederne af lande, hvor tigeren lever, i Skt. Petersborg i Rusland for at afslutte Global Tiger Recovery Program, der har som mål at fordoble antallet af vilde tigre i 2022.
Man kan læse rapporten “Reduced to skin and bones: An anlysis of tiger seizures from 11 tiger range countries” på http://www.wwf.dk/dk/Service/Bibliotek/WWF+i+Asien/Rapporter+mv./Reduced+to+skin+and+bones%3a+An+analysis+of+tiger+seizures
Man kan blive tiger-partner og hjælpe de sidste 3.200 vilde tigre på https://www.wwf.dk/partner/tigerpartner.asp?